At række hånden frem

Historien giver plads til fortolkning. Det er et "One Take". Ikke så lang, men fuld af følelser. Det er om den her person som føler sig så ensom, og undre sig over hvad det er der er som der gør at personen er i den her situation. Og så sker der selvfølgeligt noget til sidst :) Jeg håber meget I ville kunne lide den, og at I vil læse den til ende, og tænke over den:) Hav det godt:D

4Likes
0Kommentarer
304Visninger
AA

1. At række hånden frem

Vandstrålerne løber ned over mine hænder forbi minderne og ned i vasken.

De ser det godt, sårene, men de kører bare forbi. Videre ned af deres egen vej med klart vand, så klart at man kan se de tusinde hjertemuslinger, som ligger på bunden, mens de lader som om, de intet ser, intet ved. Sådan er det også med mennesker, eller i hvert fald med dem, jeg kender.

Blodet blander sig med vandet, nu er det frit, fri for mig. Det leger med det friske vand, kører rundt og rundt som små legesyge fisk i kildevand og svipper med halen. En sidste salut mod verdenen. Min verden, det er, som om de siger, at de nu er frie, frie fisk, fri for denne verden, denne grusomme verden.

Den larmende stilhed skærer i mine ører, jeg hører alting og alligevel intet. Jeg ved det hele, og alligevel sidder jeg her. Jeg ved det godt, at jeg er anderledes, det har jeg altid vidst, siden den dag jeg kom til verden. Det begyndte, da jeg var helt lille. Jeg har altid fået at vide, at jeg har så varme hænder selv på en kold vinterdag – brandvarme. Jeg kan godt selv mærke det, altså ikke altid, men når jeg lader, dem kører over mine arme. Det brænder, minderne brænder.

Jeg har varme hænder, men kolde fødder. Det er ikke normalt, eller det synes alle andre i hvert fald ikke, det er.

Jeg har altid lyst til at spørge dem, hvad er normalt? Jeg søgte det faktisk på Google, og der står der ”mental sundhed, et gennemsnit”. Et gennemsnit? Hvis det er gennemsnittet i min klasse, så er jeg helt sikkert Holger, altså fra ”find Holger”. Vi har faktisk mange ligheder, mig og find Holger. Man kan skrive tusindvis af bøger om os, men man vil aldrig virkelig finde os. Vi er altid bare noget, de nysgerrigt kigger efter, men når de så har fundet det, blinker de billedet væk og går videre med deres perfekte liv. Hvis de ikke kan finde os, så opgiver de bare efter 5 minutter og bladrer videre.

Sådan er det med mig. Jeg er en bog af tusinde sider, eller også bare et digt på ét ord ”HJÆLP”. Lige meget hvad så ser du kun forsiden på bogen, fordi jeg simpelthen er for tung at løfte, eller også kigger du bare på ordet og tænker, at det må da være det værste digt i verden.

Men jeg er ikke en tyk bog eller et lille dumt, ubetydeligt digt, tror jeg, eller måske er jeg?

Hvornår bliver man noget af betydning, skal jeg opfinde et eller andet som vil redde verden, eller er det nok bare at være blevet født, født med smerte? Jeg ved det ikke helt.

Hvad med det at være stærk, betyder det, at du kan løfte alverdens vægte eller er det det, at man bliver ved, der kan gøre en stærk? Hvad med det at være svag? Jeg kan hverken løfte vægte eller bruge min stemme. Jeg tør ikke at bruge min stemme, råbe højt og være min egen redning.

Jeg læste en bog, hvor der stod: ”du er ligesom en ballon, du kan enten vælge at vise dig stor og flot svævende over andre eller hive lidt i siderne, åbne munden og sige en lyd. Folk vil enten grine, fordi du lyder sjov, eller lytte til det du siger. Eller også vil de beundre dig, fordi du står så stor og flot, men ingen vil nogensinde kunne nå dig deroppe, men der må også være en tredje mulighed, noget lige midt i mellem. Den har jeg bare ikke fundet endnu”.

Jeg har tænkt meget over den sidste sætning, hvad er den tredje mulighed?

Og jeg tror, at jeg har fundet svaret, EN VEN, en, der altid vil smide alt, hvad hun eller han har i hænderne, bare for at hjælpe en, hvis man havde brug for hjælp.

Du ved, en, som vil læse alle siderne i ens tusind sider lange bog. En, der vil læse det ene ord i digtet, og tænke over det. En, som bekymrer sig om en, og som vil løsne rebene, hvis man føler sig bundet på hænder og fødder. En, som vil skrive til en ud af instinkt, hvis de havde en følelse af at…. ”BIB BIB” min telefonskærm lyser op. På skærmen står der:

”Hey, er du ok?

Jeg har en følelse af, at du ikke er.

Jeg kom til at tænke på spåkonen, vi mødte på torvet.

Hende, der kunne læse hænder, men du ville ikke vise dine.

Hun sagde noget om, at det er ligeså vigtigt at række hånden frem som at tage i mod den.

Her er min hånd!

Kan du mærke, at jeg rækker den frem mod dig?

Tag den, jeg har brug for at vide, om du er ok, har du også brug for mig?

xxx”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...