Snekuglen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2014
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Søren føler ikke rigtig julestemningen - han vil egentlig helst bare have december overstået. Men da hans far en dag forærer ham en usædvanlig snekugle, ændres dette syn for altid.

1Likes
0Kommentarer
174Visninger

1. Snekuglen

Min far havde rodet sig ud i et længere foredrag om, at jorden er som én af de dersens snekugler, man ryster for at få sneen til at dale inde i en miniature verden med julemænd, rensdyr og snemænd. Vi er de små nisser med røde kinder, der danser rundt derinde på et hvidt vattæppe af sne. Vi er fangede og uvidende om det, der sker udenfor, men dog trygt omgivet af et ydre usynligt glaslag, der beskytter os mod farer. Mennesket har altid spekuleret på, hvad der er udenfor glasset, og det er da også lykkedes et fåtal at trænge igennem den tykke glasmur, men forholdene derude er barske for, lad mig citere ham: Sådan nogle små, ubetydelige, lalleglade nisser som os, og Søren, det er netop derfor, vi har det så godt her i vores lille snekugle, for her er vi trygge, det er her, vi hører til. Men når folk så bliver gamle og dør, skubbes de helt automatisk ud gennem glasset, her forsvinder de en stor, ukendt verden.

Når dem udenfor glasset så engang imellem får lyst til at ryste kuglen, begynder sneen at dale, men rystes der for hårdt, er det ikke godt. Det er sådan naturkatastroferne opstår, fortalte min far. Jeg troede ikke på ham, men vidste, at han gjorde det for at få en forklaring på, hvorfor mor døde i tsunamien den novemberdag for to år siden. Siden da havde han ikke været sig selv, han var begyndt at søge efter et svar, en grund til ulykken, og da den ikke fandtes, måtte han ty til andre midler, fantasien. Men denne gang måtte jeg indrømme, at han altså var meget langt ude!

Et par dage efter kom min far hjem med en nydeligt indpakket snekugle til mig. Uden at gide kigge ordentligt på den, smed jeg den ned i min sokkeskuffe. Efter mors død, var det som om at julen ikke rigtig sagde mig noget mere, faktisk var der ikke rigtig noget, som sagde mig særlig meget mere, men især ikke julen. Julen er en tid, hvor hele familien samles og udveksler håb og kærlighed, men jeg havde kun min far at udveksle dette med, og ham sås jeg jo alligevel med hver eneste dag, så det var ikke noget særligt, ikke længere.

Ved aftensmaden fortalte min far stolt, hvordan han havde fundet snekuglen: 

”Ser du Søren, jeg var inde i byen i dag, og hvert eneste lille butiksvindue var fyldt op til randen af alskens julepynt; der var alt fra kræmmerhuse, julekugler, pebernødder til nissehuer, gør-det-selv-nisser, kravlenisser, sprællemandsnisser og små grinende lernisser. Og da jeg så endelig passerede et lille kælderbutik uden navn og uden julepynt, fik det mig til at stoppe op. Jeg nåede frem til, at butiksejeren virkelig måtte hade julen, men jeg ville have det bekræftet, så jeg trådte de to trin ned, og åbnede døren op til en helt anden tidsalder. Alene lugten skilte så sig kraftigt ud fra den ellers parfumerede lugt, der hang som en tung sky i enhver anden butik. Lugten var udefinerbar, men mindede nok mest en blanding mellem brændt papir, gammelt træ og fugt. Hver eneste lille kvadratmeter af butikken – ja selv loft og vægge, var fyldt op med smukke antikke ting, malerier, kukure, gamle træskabe og bøger og meget mere.

Butiksindehaveren, en ældre mand iagttog mig bag sine store runde briller og lange, uplejede skæg. Jeg gættede mig til, at det ikke kunne være ofte, han fik kunder. Jeg hilste og spurgte ham, hvad grunden var til, at han endnu ikke var blevet smittet af julen. Han klukkede lidt og sagde: ”det er jeg skam også, men når man kan være i julen, den virkelige jul så ofte, er det ikke det værd at blæse en eller anden falsk illusion om en jul op i form af en smule kræmmerhuse og pebernødder. Ser du, det er ikke nok bare at se julen fysisk, man skal også mærke den. Man skal kunne føle den helt inderst inde i kroppen, selv i lilletåen! Kun de mennesker, der virkelig har følt julen ved, hvad jeg taler om.” Jeg spurgte ham om, hvordan man så får den rigtige jul at mærke. Manden vendte ryggen til mig og gik for et kort øjeblik; jeg kunne høre ham skramle ude bagtil. Da han kom tilbage havde han en snekugle i hånden, din snekugle, Søren. Den gamle bad mig udtrykkeligt om at bringe den videre til min søn, og ja, han må nok have været lidt skør i bolden, for han gav mig den gratis, og pakkede den ind, og jeg havde ikke engang fortalt ham, at jeg havde en søn! Men han må vel have haft en eller anden dybere mening med det…”

Med de ord sagde jeg tak for mad, og trak mig tilbage. Jeg var træt og gad ikke høre mere om julen, hvor falsk eller ægte den end måtte være. Min far havde endda besluttet, at vi skulle have et juletræ i år. Jeg kunne ikke andet end at have medlidenhed med det stakkels træ, der skulle stå spærret inde i stuen med min far og mig som selskab i en hel måned!

Få timer efter jeg var gået i seng, blev jeg vækket af nogle høje lyde. Der gik et øjeblik, før jeg blev i stand til at identificere lydene; jeg rev skuffen op og ganske rigtigt flød det ud med tonerne fra ”Jingle Bells”. Jeg tog snekuglen op til øret og straks blev lyden 10 gange forstærket. Jeg vendte og drejede den og kiggede i bunden adskillige gange i håb om, at finde indbyggede højtalere, men der var ingen. Forvirret og træt som jeg var, pakkede jeg den ind i en sok og lagde mig til at sove igen, men lyden var ustoppelig, den flød direkte ind i mine ører, som var det vand i svømmehallen, når man dykkede. Jeg tog den syngende kugle frem og rystede den; straks begyndte sneen at dale inde i det lille landskab. Først nu lagde jeg mærke til det svage lys, der kom fra den. Det stammede fra bitte små gadelygter inde i kuglen. Et kæmpe landskab udfoldede sig for øjnene af mig, der var flyvende rensdyr, skøjtebaner, veje, små snemænd og pyntede grantræer med fløjtende nisser, der dansede rundt og rundt i takt til musikken. Selv gaverne under træerne kunne jeg tydeligt se, med sløjfer, krøller, og til og fra kort med ønsker om en god jul. Mit værelse var for længst forsvundet, jeg stod nu med sne til knæene i god afstand fra de dansende nisser. Jeg møvede mig langsomt gennem sneen og fulgte vejen et stykke, men valgte så at banke på ved et af de små fine huse, der lå langs vejen. ”Velkommen til julens by!” Hilste den lille, gamle mand mig i døren. ”Så fik du alligevel den snekugle! Så skør var din far dog alligevel ikke, sådan at lade være med at lytte til en gammel tudse som mig!” Jeg smilte, det var godt nok en pudsig drøm det her… ”Min tid er snart omme, og jeg er så glad for, at du nåede, at se alt det her! Du kan lige nå at være med til julefesten i aften – som du kan se er nisserne allerede begyndt. Kom!” Sammen masede vi os ned ad vejen gennem sneen, himlen var kulsort, men alligevel var der så lyst her i julebyen. Det skyldtes nok de tusindvis af blinkende julelys, der hang på tagene af de smukke huse, som stjerner i natten, hvis skær reflekteredes i sneen. Mens vi gik, fløj en flok rensdyr lige hen over hovederne på os, jeg kunne have sværget på, at den forreste havde en rød lysende tud! ”De øver sig nok rigtig til i aften” lo den gamle.

Mens vi gik, var der én ting, der faldt mig ind, jeg spurgte ham, om hvorfor de dog fejrede julen, når vi kun lige var i starten af december. Den gamle grinte og udbrød ”Her, min ven, er det jul HVER dag. Men kom nu, jeg kan høre, de er begyndt!” Vi satte farten op, mens tonerne til Jingle Bells voksede sig større og større. Jeg måbede, og jeg, der før havde syntes de små huse på vejen havde været imponerende! For dette hus vi kom til, var ikke blot mindst tusinde gange større end de andre, men også tusinde gange lysere og tusinde gange smukkere. Hver eneste flade af huset var dækket af bitte små skiftevis røde og grønne blinkende lys. Ja faktisk måtte hele huset have været bygget af lys, i hvert fald kunne jeg ikke få øje på en eneste mursten, selv taget var helt skjult. Da vi trådte ind i huset gennem en dør af lyskæder, var jeg for et kort øjeblik fuldstændig blændet. Men langsomt kom mit syn tilbage. Vi befandt os i et kæmpe rum, større end noget rum jeg nogensinde havde set. Så stort var det, at det mindst 30 meter høje juletræ i midten af lokalet kom til at virke lille. Der var et utal af rækker af dækkede borde og rundt om dem sad både nisser og mennesker og snakkede og sang lystigt, mens de ivrigt tog for sig af de bugnende fade med mad.

Snart begyndte folk at rejse sig, de stimlede sammen i syv perfekt sluttede rundkredse rundt om træet og begyndte langsomt at gå rundt. Før jeg vidste af det, var jeg også en del af den yderste rundkreds og mængden begyndte at synge. Vi sang og sang og drejede hurtigere og hurtigere rundt. De smukke toner af julemusik og bimlende bjælder, duften af gran og jul og smagen af brændte mandler og flæskesteg, trængte dybt ind i mig, og snart kunne jeg også føle julen på min hud; den var blød, blød, varm og rar. Alt det fyldtes min krop af i dette øjeblik, det var julen, den ægte jul. Og pludselig kunne jeg mærke det, en følelse, jeg for længst havde glemt, en følelse, der fik mig til at danse endnu hurtigere rundt og rundt, synge endnu højere; det var lykke, ren og skær lykke. Den nat fløj jeg med julemanden.

Da jeg vågnede den næste morgen var sneen forsvundet, det samme var julemusikken, bjælderne og de tusinde lys. Men i hele min krop sad stadig lykken, duften af gran, de syngende nisser og det smukke træ. Jeg sprang op og rev min skuffe op. Begravet mellem alle sokkerne lå den lille snekugle. Jeg rystede den, der skete intet, rystede lidt hårdere og tog den så op til øret. Men lige meget hvad jeg gjorde, var der stadig ikke noget musik at høre. Så var det, at jeg fik øje på den lille figur på gulvet foran skuffen. Jeg tog den op, og drejede den mellem hænderne. Det var en lille bitte fint udskåret mand af ler. Størrelsen passede perfekt på de små mennesker inde i snekuglen, bortset fra, at den her havde lukkede øjne og så så fredfyldt ud. Den lignede til forveksling en gammel, rar mand jeg før havde mødt. Og den var enorm detaljerig, for detaljerig…

I pyjamas og bare tæer løb jeg ned gennem gaden og ænsede knap nok de mange butikker med jul i vinduerne. Da jeg kom til den lille antikke kælderbutik uden jul, fik jeg øje på et LUKKET skilt i døren. Ejeren var gået bort den nat, fik jeg senere at vide fra min far. ”Men han var nu også lidt sær”, sagde min far. Men jeg vidste bedre… Butikken blev solgt nogle dage efter, og snart lignede den alle de andre butikker med nisser, snekrystaller og små julemænd i vinduet.

Efter at have plaget min far længe, købte vi det største juletræ, jeg kunne finde, og det stod i stuen og lyste og bragte den mest vidunderlige duft af gran med sig i hele huset resten af måneden.

Min snekugle havde jeg under hele resten af julen – og de næste til og med – stående på min kommode, sammen med en masse anden julepynt. En sjælden gang imellem tog jeg den ned, og rystede den et par gange, men der kom aldrig hverken musik eller lys fra den igen. Alligevel var jeg sikker på, at det ikke blot havde været en drøm den nat, for den varme, rare følelse jeg havde haft i hele kroppen lige siden kunne jo ikke blot være kommet ud af det blå, og den lille lerdukke havde trods alt ikke ligget der på gulvet før den nat. Han lå nu altid nede i min bukselomme, jeg bar ham med mig hvorend jeg gik, jeg bar julen med mig. Den jul man føler i hele kroppen. Den rigtige jul.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...