Lilys synsvinkel:
Jeg sad på mit og Louis' værelse og grinte lidt. Det var sjovt hvordan de drenge kunne komme op at slås over den mindste ting, man skulle næsten tro de var 5 år. Og så at se hvordan de øjeblikkeligt adlød når jeg fortalte dem hvad de skulle gøre, det var næsten som om jeg var deres mor. De kunne vel egentlig også godt bruge en Mommy directioner, nu når Liam ikke var så Daddy directioner agtig længere.
Jeg kunne mærke sulten i min mave, men jeg havde bestemt mig for at sprænge frokost over i dag. Jeg var begyndt at være lidt utilfreds med min krop, og havde et mål om at spise lidt mindre. Jeg havde ikke spist helt ligeså meget til morgenmad i dag, og det tror jeg Louis bemærkede. Jeg har en idé om at drengene ikke ville synes godt om hvis de fandt ud af at jeg prøvede at tabe mig, så derfor ville jeg ikke spise noget frokost, når nu de ikke var her. I aften ville jeg så kunne sige at jeg har spist stor frokost, og ikke er så sulten. Jeg følte mig ret genial.
Klokken var fire, og drengene var lige kommet hjem. Louis var i bad og jeg var ved at lægge makeup. Det var meningen Louis og jeg skulle på en date, og jeg var ret nervøs. Da der var gået et par minutter, åbnede jeg døren ind til badeværelset, så Louis kunne høre da jeg råbte "Louis! Jeg går lige ind til Harry!" Uden at vente på svar, gik jeg ud af vores værelse, og lidt ned af den lange, smalle gang, indtil jeg kom til værelse 504, Harry og Nialls værelse.
Jeg bankede hurtigt på, og næsten med det samme blev døren åbnet. Jeg omfavnede Harry, af ren instinkt. "Wow, du ser godt ud, søs!" sagde han med et stort smil på læben. "Virkelig?" spurgte jeg nervøs, og hoppede lidt op og ned. Jeg glædede mig utrolig meget, men jeg var virkelig også nervøs.
Harry tog fat i mine skuldre, og kiggede mig i øjnene. "Du skal ikke være nervøs, Lily. Du er fantastisk som du er, og det synes Louis også. Han er virkelig forelsket i dig. Hvis du kom til at lave den mindste fejl, vil han bare synes det er sødt. Du skal bare være dig selv, Lily, så skal det hele nok gå!" sagde han, inden han trak mig ind i endnu et kram.
Jeg skulle lige til at vende mig om, for at gå ind til Louis, da jeg mærkede et prik på min skulder. Da jeg vendte mig om, så jeg Niall, med et bedrøvet udtryk i ansigtet. "Må jeg ikke også få et kram?" spurgte han med en lav, sød stemme. Med et lille grin, nikkede jeg, og trak ham ind i et kram. "Selvfølgelig må du det, Niall!"
*****
Louis og jeg gik, hånd i hånd, ned ad gågaden i Paris, da jeg så nogle fans, Jeg gav slip på Louis' hånd, i en forventning om at han ikke ville have nogen til at opdage at vi var sammen, men han tog igen min hånd i sin. Jeg kiggede lidt forvirret på ham, men han nikkede selvsikkert. "De må gerne vide det, vi kan ikke holde det hemmeligt særlig længe alligevel." Jeg sendte ham et smil, og flettede vores fingre sammen, selvom fansene kom løbende imod os.
