I'm glad that I chose you

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2014
  • Opdateret: 30 nov. 2014
  • Status: Igang
Viktoria på 17 år tager med hendes storesøster til San Diego, da hun skulle besøge en veninde, hun havde fået igennem Twitter. Viktoria ville egentligt bare gerne nyde de 2 måneder hun havde i San Diego, opleve deres kultur, og finde sig en flirt. Den drøm bliver dog brudt, da hun møder Cameron i flyet på vej til San Diego. De klinger ikke perfekt sammen, men Viktoria har alligevel fået lidt følelser for ham, inden hun skal sige farvel til ham i lufthavnen. Da det efter noget tid lykkedes hende, at få kontakt til Cameron, bliver de to udadskillelige. De falder fladask for hinanden, og Viktoria frygter allerede den dag, hvor hun er nød til at forlade San Diego, og ikke mindst Cameron.

2Likes
0Kommentarer
163Visninger
AA

1. Flyveturen

 KAPITEL 1

_________________________________

"Husk at spænde sikkerhedsselen, vi letter snart." Blev der sagt meget uklart i mikrofonen, men jeg kunne stadig forstå det. Hvor er det egentligt underligt, at men næsten aldrig kan høre hvad folk siger i mikrofoner. Problemet opstår for eksempel, når man skal på McDonald's, og man bare lige hurtig vil have en Cola. Så tager man selvfølgelig McDrive, men må gøre sig selv til grin fordi man har sagt "hvad" mere end 3 gange.

Du undrer dig sikkert over, hvorfor jeg sidder i et fly lige nu.

JEG SKAL TIL Californien! Rettere sagt San Diego, det er en by jeg altid har drømt om at besøge. Jeg kan ikke forklare min glæde.

Jeg skal til San Diego med min søster, Katie. Hun har nemlig mødt en pige over nettet, som hun var blevet rigtig gode venner med, også havde de planlagt at mødes. Som den heldige kartoffel jeg er, måtte jeg komme med. YAYYY

Jeg har bare hørt, at der skulle være mange lækre drenge i San Diego. Jeg håber det rygte er sandt.

I need a boyfriend.

Jeg kiggede over på min søster, som sad helt ude ved vinduet. Hun fik lov til at sidde der, fordi jeg i et uheld tabte, da vi slog sten saks papir om det. Gæt hvad? Nu sidder hun bare og sover. Ughhh.

Jeg valgte også at lægge mig til at sove, da det tager lang tid, at komme til San Diego fra London. Vi skulle flyve fra London, så vores forældre havde kørt os, da vi bor i Richmond, i England på en gade ved navn The Green. Vi bor i et rækkehus, og jeg hader det. Det er heller ikke ligefrem pænt, men derimod grimt.  Alligevel elsker jeg det pisse grimme hus, af en papkasse vi bor i. Det er mest udenpå, at huset er u charmerende, inden i er det det mest hyggelige lille hus. Dog ville jeg ønske mit værelse var en smule større.

Flyet var ved at gøre sig klar til at lette, da jeg så to personer komme løbene. De skulle også til San Diego, eller det var i hvert fald, det jeg gættede jeg på. De var helt sikkert kommet for sent til deres fly, som også er mit fly.

De kom stormende ind i flyveren, og viste hurtigt deres billetter. Jeg studerede dem fra top til tå. Det var tydeligt, at de ikke viste hvor de skulle side. Så jeg gættede på, de ikke havde reserveret nogen pladser. Så de måtte sætte sig, hvor der var plads. Den ene havde fundet en plads, men den anden havde ikke. Jeg valgte at ignorerer dem, og satte derfor noget musik på. Katie sov stadig. Jeg gættede på, hun havde taget en sovepille. Hun har aldrig været god til at sove i flyvere, eller biler for den sags skyld, så derfor regnede jeg med, at hun havde taget en sovepille.

Lige pludselig stod en af de passagerer der kom for sent, henne ved mig. Han kiggede underligt på mig, og lavede armbevægelser så jeg viste, at jeg skulle fjerne mine høretelefoner. Jeg fjernede dem, og kiggede underligt på ham. "Hvad er der" sagde jeg lidt koldt.

"Må jeg sætte mig her?" Sagde han, med hans overraskende søde stemme.

Der var en plads fri, lige ved siden af mig, og det var nok den eneste der var tilbage i flyet, så det kunne han vel blive nød til. Jeg kiggede hurtig rundt i flyet, og sagde så ja.

"Tak," mumlede han, og lagede sit bagage op i de der hylder der er i fly, som jeg ikke rigtig ved, om har et navn. Han satte sig hurtigt ned ved siden af mig. Han kiggede rundt i flyet for at finde sin ven, og da han så ham, gav han et lille vink fra sig, så de viste hvor hinanden var.

De var faktisk begge to ret pæne. Hehe

Måske skulle jeg kidnappe dem begge og -.

Jeg blev revet ud at mine tanker da, ham ved siden af mig spurgte om mit navn.

"Viktoria" sagde jeg, og smilede lidt. Hvis jeg rødmer nu er jeg på spanden..

TAG DIG SAMMEN VIKTORIA.

"Pænt navn, men lidt normalt synes jeg. Jeg hedder Cameron" sagde han og gav mig hånden.

"Du kan bare kalde mig Cam, det gør alle," fik han tilføjet.

Synes han mit navn var normalt? What. Det er da ikke så normalt igen. Ikke at det er "specielt", men come on, det er da heller ikke et navn, der er lige så normalt som fx Emma. Nu må han fandme styre sig.

Jeg bliver seriøst fornærmet over de mærkeligste ting.

"Seriøst? Dit navn er da mindst lige så normalt," sagde jeg, og lød ret gnaven.

Tror han bare han kan komme her, og sætte sig og se pisse godt ud, også fornærme mig på den måde. Cameron havde brunt hår, og havde brune øjne, ikke specielt høj af hans alder. Ikke at jeg viste hvor gammel han var, men jeg gættede på han var omkring de 19 år. Han havde addidas bukser på, en rød hættetrøje med et underligt logo og et par ret så slidte sorte vans, også duftede han pænt godt.

Jeg har seriøst noget med herreparfumer. Sig ikke jeg er den eneste.

"Det har jeg heller ikke sagt, det ikke er, vel? Sagde han flabet.

Jeg ved ikke rigtig om ham blev sur på mig eller noget, men han fandt hurtigt sin mobil frem, og satte noget musik i ørene.

Det må han da også selv om, jeg er da pisse ligeglad med hvad han gør, eller ikke gør.

Jeg valgte at gøre det samme, for jeg røvkedede mig.

Hvis i skulle være i tvivl, så var flyet lette, hvilket også var på tide, og vi var nu på vej til San Diego.

Men som sagt røvkedede jeg mig, så jeg gik lige et smut på Twitter.

Han kiggede hele tiden på, hvad jeg var i gang med på Twitter. Og lad mig sige det sådan, det irriterede mig pænt meget. Må jeg nu heller ikke få noget privat liv?

Jeg tog mine høretelefoner ud, og han gjorde det samme.

"Hvad er dit problem?" sagde jeg for jeg var ret sur lige nu.

"Jeg undrede mig bare over noget" sagde han.

"Og hvad er så det?" Sagde jeg koldt, for jeg gad egentligt ikke hans pis mere.

"Ville du skrige hvis jeg fulgte dig på Twitter?" Sagde han og grinede lidt. Sådan et lille lusket grin. #dirtyemojismil 😏

"Nej hvorfor i alverden skulle jeg dog skrige over det?"

"Lad mig gætte, du har overhoved ingen anelse om hvem jeg er?"

"Hvad tror du selv?" Sagde jeg.

"Så gætter jeg på du ikke ønsker noget billede med mig."

"Godt gættet" sagde jeg.

"Nå men bare så du ved hvem jeg er i fremtiden, er mit navn Cameron Dallas. Slå det op på Google når du ankommer til San Diego, så du kan se hvad du går glip af."

Hold da op man, han var godt nok selv glad. Fy for den.

Jeg satte høretelefonerne i igen, og vente mit hoved mod min søster. Overraskende nok sov hun stadig.

”Hvad er det egentlig for et underligt logo du har på din trøje?” sagde jeg.

Han hørte det ikke, så jeg prikkede til ham. Han hørte musik, og fordi det var så højt, kunne jeg høre han hørte Started From The Bottom af Drake. Da han opfattede jeg prikkede til ham, tog han høretelefonerne ud, og satte sangen på pause.

”Hvad?” sagde han.

”Jeg ville bare lige høre, hvad det er for et underligt logo du har på din trøje.” sagde jeg og stirrede på hans trøje, med den ret så kraftige røde farve. Han kiggede ned, og gik så i gang med at forklare.

”Jeg har været en del af noget der hedder Magcon, sammen med nogle andre drenge. Så det er det logoet står for.” sagde han.

”Så det er derfor du er berømt? Altså på grund af Magcon?” sagde jeg.

”Ja delvis, og så er jeg også kendt på Vine og Youtube,” sagde han.

”Okaaaay. Det lyder som et vidunderligt liv.” sagde jeg og kiggede på ham med store øjne.

”Det er det også.” sagde han og gav et lille smil fra sig.

Jeg lagde mig til at sove men vågende ved, at kunne mærke noget varmt imellem mine ben.

Det her har bare, at være løgn.

Jep, det var den tid på måneden igen. FUCK. Jeg begyndte at tænke over, hvor jeg kunne have nogle bind. Selvfølgelig havde jeg nogle i min kuffert, men den havde jeg jo ikke ved mig lige nu. Jeg kiggede i en håndtaske, jeg havde ved siden af mig. Det var faktisk min søsters, men hvad så, man må jeg hjælpe dem der er i nød. Så jeg hjalp mig selv. Jeg fandt et bind, og tog den op af tasken. Jeg tog bindet i min baglomme.

Nu var det næste skridt, at jeg skulle ud på toilettet. Cameron sov, så jeg skulle forbi ham uden han vågnede.

Jeg prøvede at komme forbi, selvom jeg ikke havde så meget plads, at gøre godt med. Lige nu var jeg kommet så langt, at Cameron havde min røv i hovedhøjde. Hvis han vågnede nu, ville det værre pinligt for os begge to.

"Jeg tror genre damen vil forbi Hr.," sagde en lidt ældre mand, der sad bag Cameron og prikkede til ham.

Åh Gud det her skete ikke.

Han vågnede brat op, og fik hvis en overraskelse, da det eneste han kunne se var min røv.

Pinligt....

"Ja selvfølgelig," sagde han. Jeg rykkede mig tilbage på min plads, så han kunne komme ud. Nu kunne jeg komme forbi uden problemer, skønt.

"Du kunne bare have vågnet mig" sagde Cameron.

"Det ved jeg godt, men det ville være lidt uhøfligt at vågne dig, nu hvor du sov." Sagde jeg og smilede. Jeg gjorde tegn til ham om at jeg skulle på toilettet, også nikkede han.

Det har bare at være løgn.

Jeg havde tabt mit bind, for det var ikke i min baglomme da jeg kom ud på toilettet. Nej, nej, nej. Jeg havde ellers lige sat mig, men måtte rejse mig igen, og gå ud og finde det.

Lige i det jeg låste op, stod Cameron uden foran døren.

"Du tabte noget," sagde han og rakte mig bindet.

Jeg kiggede med store øjne på ham, og så at han var ved dø af grin.

"Tak," sagde jeg, og kunne heller ikke selv, holde et lille smil tilbage.

Uden problemer, gik jeg nu på toilettet igen. Jeg fik sat bindet i, og vaskede mine hænder, før jeg gik ud og fandt min plads igen.

 

Bare så i ved det, sidder jeg for det meste i bus, når jeg skriver denne fan fiction. Så i må undskylde, hvis der er et par kommafejl. Tak fordi du læser med! –Xenia 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...