Aldrig! ... sige aldrig

Arthur flytter fra Amerika til Singapore den 1. december, hvor han skal gå på en international skole. Han bryder sig ikke om den pludselige omvæltning i hans liv, og især ikke om klasse"kammeraten", Esus, også kaldet 'Esset'. Esus virker lidt for interesseret i Arthur, der så vidt som muligt prøver at undgå den dystre dreng. Men en klassetur får Arthur til at springe ud i Esus' mystiske personlighed, og det kan føre begge veje... Julekalenderen Aldrig... sige aldrig, følger starten af to drenges forhold, i medgang og modgang, til døden dem skiller?

15Likes
38Kommentarer
2469Visninger
AA

24. Treogtyvende december - virkeligheden

Det er ikke så lang tid siden... Jeg kunne ikke sove, og besluttede mig for at tage hen til Esus. Tale med ham, om han ville det eller ej! Jeg åbnede døren til deres hus, uden at banke på. Ihun var vred. Han råbte, højt. Klirren. Smadre. Skrig. Jeg kiggede forsigtigt ind.

   "Anda bodoh!" Ihun. "Anda tidak boleh mendapatkan demi sedikit bagi saya! Bodoh! Adalah lebih baik jika anda telah meninggal dunia dalam kemalangan kereta, sama seperti ibu dan ayah!" Esus græd. Det var, og er, den værste lyd, jeg nogen sinde har hørt. Den gjorde ondt inden i mig. Jeg gik ind i stuen. I samme øjeblik kylede Ihun en stol mod Esus. Han dukkede sig.

   "Anda membunuh mereka! Anda memilih untuk menjadi seperti ini! Saya membenci anda!" Esus så hen mod døren, og fik øje på mig. Han virkede forpustet. Havde han løbet? "HVAD LAVER DU HER!" skreg Esus skingert. Jeg krympede mig. Ihun så på mig.

   "Forsvind," hvæste han. "Vi har problemer nok uden dig!" Jeg så på Esus. Fik våde (vådere) øjne. Jeg stak min hånd ned i lommen, og fremdrog en lille ting. Jeg rakte den over mod Esus.

   "Jeg kom for at give dig den her." Halv løgn, halv sandhed. Han så på den. Bed sig i læben og så væk.

   "Gå," sagde han langsomt. Jeg så undrende på ham. "Vil du ikke nok bare gå?"

   "Esus, jeg er ked af det jeg sagde, vil du ikke nok..."

   "Du hørte ham," knurrede Ihun. "Gå!" jeg rystede på hovedet, uforstående. Esus greb fat om mit håndled. Han trak mig ud på gaden, tog gaven ud af min hånd og kylede den ud mod vandet.

   "FAT DET DOG!" råbte han. "Jeg vil ikke se dig igen! Du ønsker ikke at blive sammen med mig! FORSVIND NU BARE!" Jeg fik tårer i øjnene. Han gik ind i huset igen, smækkede døren. Jeg så ned mod vandet. It doesn't matter what sex you are, stod der. I'll always love you. Stenen. Stenen, jeg havde købt til Esus. Jeg løb hen mod det sted, han havde smidt den. Heldigt for mig, var den kun landet i vandkanten. Papiret var ødelagt, men det var lige meget. Hjertet var intakt. Mit hjerte. Det hjerte, Esus ikke ville have.

   Du ønsker ikke at blive sammen med mig? Hvad skulle det betyde? Esus vidste, at jeg elskede ham. Og han elskede mig. Det gjorde han jo! Han var ikke en playboy. Kunne man overhovedet være det, når man var bøsse? Det vidste jeg ikke. Og jeg ville ikke finde ud af det. Jeg ville bare have Esus tilbage.

   Jeg så mod Ihuns hus. Lyset brændte stadig i stuen, ellers var det slukket. Det var sent. Jeg begyndte at gå.

   I vandkanten rullede en flaske. Sake, tror jeg nok, det var. Hvem havde mon smidt den ud? Proppen var ikke engang taget af. Jeg tog den op og smed den ud. Den skulle ikke ligge dér.

   Derhjemme åbnede jeg min computer. Mistet opkald fra mor og far. Jeg trykkede "Ring Op". De tog den.

   "Hej Arthur!" sagde de glade. Jeg smilede, fake, og hvad så? Mor smilede til mig. Jeg havde hendes hårfarve, og min fars næse. Resten var bare mig.

   "Hvordan har din dag været?" spurgte far. Jeg trak på skuldrene.

   "Fin nok," løj jeg. "Jer?"

   "Åh, vi savner dig," sagde mor. Hun virkede ikke virkelig. Et objekt, sat der, for at indgyde mig tryghed. Men den tryghed var pludselig væk. Jeg kunne ikke mærke noget. Der var et stort hul i min mave. Hun talte videre, jeg smilede og nikkede udenpå. Men jeg hørte ikke efter. Indeni græd jeg. Indeni var jeg ødelagt.

   Far begyndte at fortælle. Spurgte ind til mig. Jeg svarede, så kort som muligt. Jeg kendte rutinen; vi elsker dig, vi savner dig, vi håber du har det godt... Mente de det? Jeg kunne ikke helt afgøre det. Det lød sådan...

   Sort og hvid. En stumfilm. Hele verdenen var blevet en stumfilm uden humor. Det var snart jul. Hjerternes tid. Mit hjerte lå ude på badeværelset, tørrede på et håndklæde. Esus, Esus, min Esus. Esset, der havde ødelagt mig.

   Opkaldet sluttede, jeg satte mig ned i stuen og tændte for fjernsynet. Det regnede udenfor. Nyheder kørte over skærmen. Juletid. Regntid. Indenrigs, udenrigs, cirkler og firkanter... Nyfødte dyreunger, gamle mennesker, kloge mennesker, dumme mennesker, der blev udstillet for åben skærm. Valgt, netop fordi de var dumme.

   Det var sådan en udsendelse, jeg så. Åndssvage mennesker, der ævlede løs om ting, de ikke anede noget om. "Reality TV" kaldte man det. Reality, ja, Singapores dummeste personers reality. Den virkelighed, de sendte i fjernsynet - den smukke, dansende, syngende, sprudlende, dramatiske, elskovsagtige, lyksalige, fantastiske, vidunderlige, lyserøde, sukkersøde, plyssede, drømmende, euforiske, idylliske, skønne, urealistiske virkelighed - den betød ikke noget. Det var ikke den virkelige virkelighed. Kun for nogle få.

   Min virkelighed havde nu heller aldrig været tosset. Jeg havde mad, tag over hovedet, tøj på kroppen, varmt vand. Men mit hjerte... Ja, det havde jeg jo også, det lå ovenpå. Men den, jeg ville give det til, ville ikke have det.

   Men så begyndte det - virkeligheden. Klokken 11:56 PM. Virkeligheden rullede ind over skærmen, i farver, der ellers ikke blev sendt, med billeder, jeg ikke kunne fatte. En kølig rapporter læste op. Vi skifter til vores udsendte på stedet.

   "Situationen er kritisk." Ja, det kunne jeg se. "Ildne er ude af kontrol." Ja, det var virkeligheden. "Flere mennesker er såret, mange er fanget i ilden." Ja ja, se, dér var den jo! Regn, der faldt ned over huse, virkeligheden, den virkelige virkelighed. "Den nedre bydel brænder ned!" Mit liv stoppede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...