Aldrig! ... sige aldrig

Arthur flytter fra Amerika til Singapore den 1. december, hvor han skal gå på en international skole. Han bryder sig ikke om den pludselige omvæltning i hans liv, og især ikke om klasse"kammeraten", Esus, også kaldet 'Esset'. Esus virker lidt for interesseret i Arthur, der så vidt som muligt prøver at undgå den dystre dreng. Men en klassetur får Arthur til at springe ud i Esus' mystiske personlighed, og det kan føre begge veje... Julekalenderen Aldrig... sige aldrig, følger starten af to drenges forhold, i medgang og modgang, til døden dem skiller?

15Likes
38Kommentarer
2448Visninger
AA

4. Tredje december - Esset

Da jeg næste morgen sad i køkkenet og spiste morgenmad, kom mormor pludselig ind med en chokoladejulekalender. Hun lagde den på bordet. Jeg så overrasket på den. Tænkte hun ikke, at jeg var lidt for gammel til det?

   "Det er den tredje december," sagde mormor. "Så du må åbne tre låger." Hun smilte til mig. Jeg smilte skævt. Okay, hun ville vel bare pusle om mig, jeg er trods alt hendes barnebarn.

   "Tak mormor." Jeg trak kalenderen hen til mig. Der var et motiv af dansende chokolader på forsiden. "Jeg åbner dem når jeg kommer hjem." Hun nikkede smilende.

   Jeg tog min skoleuniform på, og nåede bussen skole til tiden. Om morgenen var der fællessamling med alle klasserne. Jeg var startet i 3. G. Der var både grundskole, højskole og gymnasium fordelt i to grå kasser. Vi sang julesange på engelsk og mandarin, rektor Joe holdt tale, og vi gik ud i klasserne. Jeg havde to timers matematik.

   Vores lærer var koreaner og hed Sulin Myun. Hun var en skræp dame, hvis man ikke overholdt hendes regler, men ellers var hun sjov og venlig.

   "Vi skal i gang med matematikafleveringen for denne måned," sagde hun muntert. Okay, matematik var ikke mit værste fag. "I skal arbejde to og to om dem, for at styrke jeres samarbejdsøvelser. Karakteren gælder for jer begge." Hun begyndte at dele os op i hold.

   "Suun og Johnson, Witzenstein og Kiet, Billion og Jonas, Lopez og Hector, Nominal og Su Lin, Smith og Esset... jeg mener Alw!" Klassen lo kort, så fortsatte fru Myun. Da hun var færdig kom min makker hen til mig.

   Det var drengen, der havde ignoreret mig dagen før. Han havde ikke hætten på i dag. Hans udseende overraskede mig.

   Han havde tre øreringe i det venstre øre, de var ikke store, faktisk pæne til ham. Han havde helt glat, blankt, sort hår, mandelformede, skrå øjne og ren hud. Han var en smule bleg, cirka lige så høj som mig. Han havde en lilla stribe i håret, der gik ham ned til midt på halsen. Hans tøjstil var speciel, han havde ikke uniform på, men en sort jakke med tre spænder og en høj krave, samt et par sorte bukser. Han smilede ikke, så bare på mig.

   "Hej," forsøgte jeg mig, og rejste mig op. Jeg bukkede og rakte en hånd frem. "Arthur Smith. Alw, ikke sandt?" Alw. Sikke et mærkeligt navn. Sikkert hans efternavn. Han så tomt på min hånd. Hans øjne var gråblå, lidt som blå vandfarve, der ved et uheld var blevet blandet med sort, og derefter udvisket en smule. Han sukkede og pustede sit pandehår væk fra det ene øje.

   "Esus Alw." Hans stemme var mørk, stille og... forbudt? Hvordan kunne en stemme være forbudt? Jeg lagde mærke til, at to piger stod og hviskede sammen, sikkert ikke om matematikopgaven, for de pegede og så hen mod Alw og mig. Opgaven blev udleveret. De fleste gik ud i grupperum, for at være i fred, men klasselokalet var næsten tomt, så det kunne fungere lige så godt.

   "Okay, Alw, første opgave. Hvis X er li med 22, og Y er li med 83, hvad giver..." Jeg så på Alw, der sad og kiggede fraværende ud af vinduet. Jeg viftede med en hånd foran hans ansigt. "Hallo," sagde jeg. "Vi skal i gang." Hans blik flakkede og han så på papiret foran ham. "Godt så, X er 22 og Y er 38, hvad giver 29x+(Y gange 7)-142 så?" Alw så forvirret på papiret, sukkede og trommede på bordet med sin blyant. "Kom nu, det er nemt." Han så på mig.

   "Jamen kan du så ikke bare lave det?" Jeg så overrasket på ham.

   "Hvad?"

   "Hvis du syntes, det er så nemt, og du er så god til det, hvorfor laver du det så bare ikke? Så får vi også en bedre karakter, ikke at det betyder noget..." Jeg rynkede panden og rystede på hovedet.

   "Nej, Alw, vi skal lave den sammen, vi..."

   "Er du så opsat på at arbejde sammen med mig?" Jeg så overrasket på Alw. Han smilede skævt til mig, drillende, tror jeg nok. Han hvilede hovedet på den ene arm. Jeg så irriteret på ham.

   "Jeg vil gerne have gode karakterer. Vil du ikke også?" Alw trak på skulderne.

   "Skolen betyder ikke rigtig noget for mig." Jeg prustede.

   "Nå, men vi skal begge to igennem opgaven, så hvad med at være lidt samarbejdsvillig?" Alw sukkede og så ned på opgaven. "Godt." Jeg tog min lommeregner frem og tastede ind. Alw så på mig, da jeg skrev ned på afleveringsarket. Jeg så på ham. "Hvad?" Han rystede på hovedet og så ned igen.

   Da timen var slut, havde vi kun lavet den første opgave. Alw havde været fraværende det meste af tiden, siddet og kigget ud af vinduet, eller trommet på bordet med sin blyant, eller klikket sin kuglepen så det var helt umuligt at koncentrere sig!

   Vi pakkede vores ting sammen. Jeg smilede til Alw, hvorfor ikke prøve at komme på god fod med ham?

   "Så, Alw, hvor skal du holde jul henne?" Han sendte mig et kort, undersøgende blik. Så hankede han op i sin taske og trak på skuldrene.

   "Jeg skal ikke holde jul."

   "Åh, du er ikke kristen?" Han fnøs og smilede hånligt.

   "Hvis der er en gud, der holder øje med mig, kan han ikke lide mig, så hvorfor fejre det?" Han gik hen mod døren og vendte sig mod mig. "Forresten, så kald mig dog Esset, ligesom alle andre gør!" Han gik. Vredt? Jeg er stadig ikke helt sikker. Jeg sad lidt og tænkte for mig selv. Esset? Hvorfor blev han kaldt for esset? Så anderledes var han vel heller ikke?

   En flok piger stod og snakkede lidt væk fra mig, de fniste og så hen mod døren, hvor "Esset" var forsvundet. Jeg gik hen til dem.

   "Undskyld mig?" sagde jeg forsigtig. De så på mig og fniste overdrevent.

   "Jaer?" sagde to af dem i kor, og hele gruppen brød ud i latter.

   "Øhm, hvorfor bliver Alw kaldt for 'Esset'?" Pigerne hvinede og hoppede på stedet. Det var en noget blandet flok. En afrikaner, en englænder, to japanere, en kineser og en inder. Da de havde fnist færdigt sagde kineseren:

   "Hans fornavn er Esus. Han taler næsten aldrig med nogen, og gør altid alt muligt for at være uforudsigelig og mystisk." Hun fniste og holdt sig for munden. Inderen overtog.

   "Han gør hvad der passer ham - der er endda nogen der siger, at han kun er til drenge!" Pigerne fniste.

   "Men det er ikke bevist!" sagde englænderen hurtigt. "Det kan måske bare være et rygte!" Pigerne nikkede hurtigt.

   "Det håber vi!" sagde de næsten alle sammen i kor, og gik fnisende videre til næste time. Jeg stod undrende og så efter dem. Så han var en stille dreng, en rebel, der havde fået det rygte, at han var bøsse? Tja, det lyder da også som en drøm!

   Jeg ville ikke kalde Esus for "Esset", det virkede altså bare tåbeligt. I stedet kaldte jeg ham ved hans fornavn, han sagde ikke noget imod det. Faktisk talte han slet ikke til mig resten af dagen. Han svarede mig med korte nik eller ved at ryste på hovedet.

   I de sidste to timer havde min klasse svømning. Jeg brød mig ikke om den måde, Esus kiggede på mig i omklædningen. Som om han overvejede, om han skulle drukne mig eller stikke mig ned. Selv klædte han ikke om. Også inde i svømmehallen sad han på bænken og betragtede mig. Da vi fik øjenkontakt i længere tid, blinkede han til mig og grinede, hvorved han blottede sine hvide, lige tænder. Jeg blev utilpas og rykkede lidt på mig, mistede balancen og faldt i vandet. Klassen grinede, men vores lærer, hr. Long, en gammel, kinesisk konkurrencesvømmer, så på mig med korslagte øjne.

   "Undskyld hr. Long, jeg faldt!" skyndte jeg mig at sige. Han nikkede langsomt.

   "Jamen hvis du er så glad for at springe i vandet, hr. Smith, hvad så med at vise og et klassisk hovedspring fra femmeteren?" Jeg sank en klump, kom og af vandet, gik langsomt hen mod femmeteren. Jeg har altid hadet højder, svømme kan jeg sagtens. Men da jeg stod oppe på vippen, og så ned på de andre, der ventende så på mig, så jeg Esus rejse sig op bag dem. Han fangede min opmærksomhed ved at vinke overdrevent. Han bøjede ned i knæene og viste mig, hvordan jeg skulle gøre. Jeg bed mig selv i læben. Bøjede ned i knæene, gjorde som Esus havde vist mig, og sprang.

   Jeg ramte vandet, hårdt. Maveplasker. Det gjorde ondt, og jeg ømmede mig under vandet. Jeg svømmede op til overfladen, ilten og de andres latter. Jeg rødmede og svømmede hen til dem. Hr. Long så tvivlende på mig. Jeg satte mig op på kanten og ømmede min mave, som var blevet rød af mit hårde møde med vandskorpen.

   "Tja, i det mindste kan du stadig når at lære det," sagde Long. Jeg så ned, smilede skævt. De andres latter døde lidt hen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...