Aldrig! ... sige aldrig

Arthur flytter fra Amerika til Singapore den 1. december, hvor han skal gå på en international skole. Han bryder sig ikke om den pludselige omvæltning i hans liv, og især ikke om klasse"kammeraten", Esus, også kaldet 'Esset'. Esus virker lidt for interesseret i Arthur, der så vidt som muligt prøver at undgå den dystre dreng. Men en klassetur får Arthur til at springe ud i Esus' mystiske personlighed, og det kan føre begge veje... Julekalenderen Aldrig... sige aldrig, følger starten af to drenges forhold, i medgang og modgang, til døden dem skiller?

15Likes
38Kommentarer
2446Visninger
AA

8. Syvende december - mur, sand, flod

Søndag var en regnfuld dag. Muara Takus var spændende - men nok kun for mig, og nogle få andre historienørder. Det var ruiner af et gammelt, buddhistisk tempel, men flot. Vi kørte igen i bus, og brugte endnu længere tid ved stedet. Vi fik alle tildelt tre opgaveark, som vi, inden dagen var slut, skulle have løst.

   Derefter spredtes vi, nogle gik selv, andre, mest pigerne, gik i grupper. Det var ikke svært at finde svarene på de forskellige spørgsmål, ikke for mig, i hvert fald.

   Men da jeg skulle til at svare på det sidste spørgsmål, hvad templet var bygget af, gik jeg ind i en lille, huslignende ruin. Inden i den var der skyggefuldt, og kun én var der, ud over mig, Esus. Han sad i et hjørne med lukkede øjne, var ret bleg, men det var nok bare skyggerne.

   "Esus?" sagde jeg stille. Han åbnede øjnene og så på mig. "Hvad laver du her?" Han sukkede og rejste sig op, støttede sig lidt til væggen.

   "Hvad laver du selv her? Svarer på spørgsmål, gætter jeg på?" Jeg nikkede. Esus så på mig med det dér mærkelige blik, han åbenbart havde specielt til mig.

   "Hvad?" spurgte jeg. "Har jeg mudder i ansigtet eller noget?" Esus rystede på hovedet.

   "Nej." Han sukkede og så op på loftet. "Templet er bygget af mursten, sandsten og flodsten. Ligesom dig." Jeg så forvirret på ham. Han smilede hemmelighedsfuldt, snurrede om på hælene og gik. Jeg råbte efter ham, men han ignorerede mig. Idiot.

   Han havde glemt sit papir med spørgsmål. Jeg samlede det op og så på det. Alle spørgsmålene var besvarede, grundigt og med lille skridt. Så var han altså ikke helt dum. Noget af det stod på malaysisk. Jeg stak hans ark ind under jakken. Det kunne han få, når jeg så ham igen senere.

   Men jeg så ikke Esus senere. Han dukkede ikke op, da vi skulle aflevere arkene, så jeg skrev hans navn på hans papir og afleverede det for ham. I bussen sad han og sov, han var altså bleg, og mørk under øjnene. Jeg ville ikke vække ham, han havde sikkert brug for at hvile sig. Da bussen stoppede, vågnede Esus ikke af larmen. Jeg vækkede ham. Han så sig træt omkring. Strakte sig, tog sin taske og gik ud af bussen, uden hverken at takke mig eller sige hej.

   Selvom det regnede, så var det ikke koldt. Så hele klassen, samt lærerne, tog badetøj på og badede i regnen på stranden. Problemet var bare, at der ikke var brusere nok til, at vi alle kunne bade på samme tid. Derfor stod jeg udenfor, med kløende sand steder, hvor jeg helst ikke vil have sand igen, og ventede på, at der blev en bruser ledig.

   Endelig blev de min tur. Jeg skyndte mig ind i den aflukkede bruser. Næsten alle havde været i bad, kun én var der stadig ud over mig. Da jeg var færdig tørrede jeg mig, tog en hvid skjorte på, samt et par neutrale bukser, og gik ud for at tørre mit hår ordentligt.

   Den anden kom ud af bruseren samtidig med mig. Esus. Han var den eneste, der ikke havde været ude i regnen. Han blinkede til mig og smilede smørret. Han stod ved håndvasken tættest på døren, jeg stod længst væk. Jeg rynkede lidt på næsen og vendte min opmærksomhed mod spejlet, hvor jeg prøvede at sikre mig, at alt sandet var væk. Min, en kinesisk pige, havde væltet mig, og sammen med drengene havde vi lavet sandengle. Ja, det var jo nemt nok at være bagklog!

   Esus var pludselig én håndvask tættere på mig. Der var kun fem imellem os. Jeg prøvede at lade være med at se på ham. Fire. Han kom nærmere. Hvorfor? Hvorfor kom han nærmere?! Tre. Han var lige lidt for tæt på. To. Jeg kunne dufte hans shampoo. Én...

   Esus så på mig. Jeg var noget anspændt. Hvad ville han mig?

   "Mur, sand, flod," sagde han. "Først står murstenen, solid og unedbrydelig. Så bliver den, med tiden, til sand, og til sidst bliver den skyllet væk af floden, uden at kunne gøre noget." Han så på mig ud af øjenkrogen. "Det er noget, du har tilfælles med Muara Takus." Jeg så forskrækket på ham. Ville han slå mig ihjel, og kaste mig i en flod, eller hvad var det, han sagde?! Nej...

   Esus greb fat om mine arme og hold dem ind mod spejlet bag os. Jeg var nød til at bøje i ryggen, hvis jeg ikke ville falde, og slå hovedet ned i håndvasken. Men det betød så også, at Esus og min krop rørte hinanden steder, jeg ville foretrække at holde for mig selv.

   Han skubbede mig op mod væggen, holdt mig fast dér. Jeg så bange på ham. Vred mig for ar komme fri, men det hjalp ikke. Han var stærkere, end han så ud.

   "Du er lige nu murstenen. Jeg kan godt lide folk, der fastholder, at de er mursten. Det er spændende, at bryde dem ned." Han kyssede mig på kinden. Jeg skreg og sparkede ud efter ham. Han holdt mig for munden. "Nej, lad nu være med at opføre dig så tøset, det er der ikke noget sjovt ved. Desuden, så er døren låst. Ingen kan komme ind udefra." Jeg sank en klump. "Se, nu fjerner jeg min hånd fra din mund. Hvis du skriger, kysser jeg dig, så du holder op. Hvis du ikke skriger, er du stadig en mursten." Jeg nikkede langsomt. Han fjernede sin hånd, lige så stille. Jeg så bange på ham. "Se. Det var da ikke så svært." Han lod sin hånd hvile ved mit brystben.

   "Flyt din hånd," sagde jeg med rystende stemme. Han nikkede.

   "Okay. Hvorhen?" Han bevægede sin hånd ned over mit højre bryst. Jeg vred mig, men han holdt mig fast. "Herhen?" Længere ned mod maven. "Eller her?" Om på ryggen. Jeg fik kuldegysninger. "Eller... måske her?" Hans hånd bevægede sig for langt ned. For langt ned! Han var ved halebenet, fortsatte længere ned.

   "Lad være!" udbrød jeg. "Stop så!" Til min overraskelse fjernede han faktisk sin hånd.

   "Okay," sagde han ligeglad. "Så kan du jo prøve." Han tog min hånd, jeg kæmpede imod og knyttede den. Han lagde den ved halsen. Mit hjerte begyndte at hamre, hurtigere og hurtigere. Ned over brystet. Normale åndedrag. Han var ikke nervøs eller bange. Ned mod maven. Om på ryggen. Jeg hev os sled for at slippe løs af hans tag, men han holdt stadig min anden hånd fast. Han fik min hånd til at bevæge sig nedad. Længere og længere. Ned forbi halebenet. Jeg burde jo sige fra. Jeg kunne godt. Men jeg gjorde det ikke.

   Det var faktisk... ikke så slemt. At røre Esus på den måde. Næsten rart. Han fik min hånd til at gå længere ned, mod hans lår. Min næve var stadig knyttet, men ikke lige så hårdt som før. Mit hjerte hamrede, men langsommere...

   Men så begyndte Esus at trække min hånd hen foran på hans lår. Og op. Jeg vred mig, krop og hjerne var én stor storm, der kæmpede for at få Esus til at slippe mig.

   "STOP!" skreg jeg. Esus fjernede omgående min hånd med samme, blide bevægelser som før.

   "Okay." Jeg så forskrækket på ham. Bare sådan? Opgav han bare sådan? Han var cirka lige så høj som mig. Nok lidt højere. Hans vandfarvede øjne var en smule matte. Over os var et vindue. Regnen var holdt op, og stjernerne blev genspejlet i hans pupiller.

   "G-giver du op? Bare sådan?" Han rystede stille på hovedet.

   "Nej. Jeg vandt. Jeg vil ikke gøre dig bange eller ked af det. Jeg vil bare gerne fjerne din facade." Han satte sit ansigt helt tæt til mit. "Og nu er du sand." Han kyssede mit kindben. "Det er godt nok for nu." Han slap mig, stak hænderne i lommen og gik hen mod døren. Jeg så forbløffet efter ham.

   "Vent!" sagde jeg højt. "Hvorfor gjorde du det? Passer det, at du kun kan lide drenge?" Esus vendte sig om og så på mig. Han stod som om han ejede stedet.

   "Nej. Jeg er biseksuel." Han pustede det lange hår på den ene side af hans hoved til side. "Mine 'hyttekammerater' har besluttet sig for, at de vil sove hos nogle af deres venner. Jeg sover alene i hytte 13B." Han så mig an. "Sig til, hvis du vil finde ud af, hvad for en seksualitet du vil følge." Han gik hen til døren, tog sine ting, som lå ved siden af håndvasken, låste døren op og gik. I mit hoved var hans besked først lige kommet igennem. Og sådan tolkede jeg det:

   Sig til, hvis du vil i seng med mig.

 

 

Jeg løb tilbage til min hytte, smed mig i sengen og gemte mig under dynen. Græd. Jeg nægtede, nægtede, NÆGTEDE at tage imod Esus' "invitation". Han var ikke seriøs, det kunne han ikke være! Han ville helt seriøst i seng med mig, eller hvad? Og hvad ville jeg? Hjernen sagde nej, hjertet sad med en varmedunk og kom sig over den Iron Man, den lige havde været igennem, og kroppen... Kroppen var i syv sind.

   Kamal kom ind, han hørte mig, og satte sig ved siden af mig. Lagde en hånd på min ryg.

   "Arthur, hvad er der i vejen?" Jeg snøftede.

   "Ikke noget, jeg fik bare en forskrækkelse."

   "Lad nu være, der er intet galt i...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...