Aldrig! ... sige aldrig

Arthur flytter fra Amerika til Singapore den 1. december, hvor han skal gå på en international skole. Han bryder sig ikke om den pludselige omvæltning i hans liv, og især ikke om klasse"kammeraten", Esus, også kaldet 'Esset'. Esus virker lidt for interesseret i Arthur, der så vidt som muligt prøver at undgå den dystre dreng. Men en klassetur får Arthur til at springe ud i Esus' mystiske personlighed, og det kan føre begge veje... Julekalenderen Aldrig... sige aldrig, følger starten af to drenges forhold, i medgang og modgang, til døden dem skiller?

15Likes
38Kommentarer
2457Visninger
AA

18. Syttende december - sammen

Vi gjorde det igen. Var i seng sammen. Da jeg vågnede næste morgen, var klokken halv ti! Jeg lå med en arm om Esus, hans hoved hvilede mod mit bryst. Han holdt om mig som et lille barn. Underligt. Han havde virket så stor og mystisk, men han var lille, bange og havde brug for beskyttelse. Der var ikke noget af det, de sagde om ham i skolen, der passede. Jeg ruskede lidt i ham.

   "Esus," sagde jeg, måske nok lettere panisk. "Vi kommer for sent i skole!" Jeg skulle til at sætte mig op, men Esus strammede grebet om mig.

   "Kan vi ikke pjække? Bare i dag?" Han trykkede sig ind mod mig. Jeg stønnede, da han lagde en ben over mit og kyssede mig på struben. Jeg så på ham, kyssede ham på munden.

   "Okay. Men kun i dag."

   "Terima kasih seksi," mumlede Esus. Jeg så undrende på ham, men han kom ikke med en forklaring. Han lå bare ved siden af mig, havde armene slået om mit bryst og mave. Nøgen og skrøbelig, som jeg for bare en uge siden ikke havde troet han kunne være. "Saya suka kasih banyak." Jeg smilede skævt og puttede sig ind mod mig. "Du tog på mig." Mine kinder blev varme, sikkert også røde.

   "Øhm..."

   "Gjorde du ikke?" Et spørgsmål? Virkelig? Jeg nussede ham i håret.

   "Kan du ikke huske noget?" Esus rystede på hovedet.

   "Jeg gik i seng. Resten er ikke sammenhængende. Jeg havde mareridt?" Jeg nikkede langsomt og aede ham på skulderen.

   "Det kan man godt sige." Jeg tøvede. "Hvad kan du ellers huske?" Han trak på skuldrene.

   "Dig. Du tog mit tøj af mig, vi var sammen i lang tid. Tror jeg..."

   "Men du kan ikke huske det?" Esus rystede på hovedet. "Sker det ofte?" Esus trak på skuldrene - igen.

   "Indimellem."

   Vi var hjemme resten af dagen. Gik i bad sammen, blev under vandet længe. Af en eller anden grund, så havde jeg ikke lyst til at gå i skole igen. Jeg ville bare være sammen med Esus. Esus. Kun Esus, min Esus, den Esus, der konstant sad fast i mit hoved. Sygeligt, romantisk. Elskeligt.

   Om eftermiddagen sad vi og så fjernsyn, jeg sad mellem Esus' ben. Indimellem kyssede vi, fransk, bed læbe eller strøg hinandens hud. Esus virkede helt normal igen, han kunne ikke huske, at han havde fået et anfald i løbet af natten.

   Esus var sit gamle jeg igen, ja ja - men han var stadig utryg, rystede en smule og var paranoid. Han så sig over skulderen, da jeg spurgte ham hvorfor, trak han bare på skuldrene. Han holdt mig i hånden, meget. Måske for at blive tryg. Ellers talte vi ikke rigtig sammen. Vi sad i nattøj hele dagen, om aftenen hjalp Esus med maden. Ja, sådan da. Han skar grøntsager, en hjælp, men alligevel endte det med, at jeg sad på køkkenbordet med Esus stående mellem mine ben, havde armene om ham og lod ham suge på min nakke. Sådan kunne man vel også lave aftensmad?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...