Aldrig! ... sige aldrig

Arthur flytter fra Amerika til Singapore den 1. december, hvor han skal gå på en international skole. Han bryder sig ikke om den pludselige omvæltning i hans liv, og især ikke om klasse"kammeraten", Esus, også kaldet 'Esset'. Esus virker lidt for interesseret i Arthur, der så vidt som muligt prøver at undgå den dystre dreng. Men en klassetur får Arthur til at springe ud i Esus' mystiske personlighed, og det kan føre begge veje... Julekalenderen Aldrig... sige aldrig, følger starten af to drenges forhold, i medgang og modgang, til døden dem skiller?

15Likes
38Kommentarer
2472Visninger
AA

7. Sjette december - templet

"Hey. Hey, Arthur! Vågn op!" Jeg gryntede og krøb ned under dynen.

   "Mormor, lad mig sove lidt længere!" Drengene begyndte at skraldgrine. Jeg åbnede øjnene. Nårh... ja...

   "Mormor?!" André grinede og slog sig på låret. "Den var god! Kom nu op Arthur, vi skal ad sted til det dér Maha ha tempel om en time!"

   "Det hedder Maha Vihara Duta Maitreya," sagde Kamal roligt. "Det er et buddhistisk tempel, ikke så langt herfra."

   "Helt klart, jeg har hørt, at vi skal gå derhen!" André havde foragt i stemmen. "Det er sikkert bare så skolen kan spare penge, oui?" Jeg satte mig træt op og så på dem.

   "Se det fra den lyse side, i morgen skal vi til Muara Takus, og så har vi ellers bare ferie." André lo.

   "Nårh ja, er det ikke bare sindssygt, at lærerne tror, at vi faktisk vil lære noget på den her tur? Altså, jeg er her bare for at glo på piger i bikini." Kamal rystede på hovedet. Kamal er buddhist, og går op i 'sit højere jeg, befriet for menneskets fristelser' og sådan noget - selvom han har en kæreste på en anden skole. André lagde en arm om Kamal. "Hvad så Kamal - skal du ikke også kigge på damer, mens vi er her?" Kamal rødmede og rystede hurtigt på hovedet.

   "Nej nej, j-jeg har jo..."

   "Ah, ja, det er også rigtigt, du har..." André rejste sig op, holdt en hånd på brystet og lavede en gestus ud i rummet. "... 'dit hjertes rose, der kun blomstrer på sine egne behov og vilkår, og ej ser nattens kolde lys, men kun solnedgangens blide berøring af svalens hale', eller hvad?" Jeg brød i latter, Kamal rødmede og så ned i gulvet. André satte sig på min seng. "Nå, men helt seriøst, hr. Smith - du skal op, inden al morgenmaden er blevet spist." Han rejste sig op og løb hen til døren. "AF MIG!" Skraldgrinende løb han ud på sandet. Jeg skyndte mig at tage tøj på, trak Kamal med mig, og løb efter André.

   Vi tilbragte fem timer i templet, lige lidt for lang tid til min smag. André havde taget fejl, vi skulle ikke gå, men tog en bus. Jeg lagde mærke til, at mens vi var der, gik Esus alene og for sig selv, snakkede ikke med nogen, men gik i sine egne tanker.

   Da det var frokosttid sad klassen i en gruppe udenfor, alle, bortset fra Esus, der stod og kiggede på en statue af Buddha. Jeg rejste mig op.

   "Jeg kommer tilbage om lidt," sagde jeg, og gik hen mod Esus. Han så på mig. Jeg kiggede op på statuen. "Den er flot, ikke sandt?" spurgte jeg ham, og prøvede at få en samtale i gang. Det måtte være ensomt, sådan ikke at have nogen at snakke med. Da Esus ikke svarede, så jeg på ham. Han havde kigget på mig, mens jeg studerede statuen. Jeg nikkede mod den. "Flot, ikke?" Han trak på skuldrene.

   "Den er fed," sagde han. "Jeg troede, at prins Siddharta[1] sultede sig selv længe, fordi hans liv syntes at være håbløst. Han gav helst mad væk til folk, der ikke selv havde det." Han rakte mig en pose. "Vingummi?" Jeg rynkede panden. Vi havde ikke været i nogen butikker, hvor man kunne købe slik. Jeg så undrende på posen.

   "Hvor han du dem fra?" Esus pegede på statuen. For foden af den lå der mad, poser med slik og cupnoodles. Jeg så forskrækket på Esus. "Har du spist offermaden til Buddha?" spurgte jeg vantro. Esus trak på skuldrene.

   "Jeg har aldrig forstået, hvorfor man ofrer til én, der er død, hvis der er så meget hungersnød og sult i verdenen. Hvis Buddha er sådan en flink fyr, så har han vel ikke noget imod, at jeg spiser maden, da jeg har mere brug for den end ham?" Jeg så overrasket på Esus. Det sagde han bare ikke! Det gjorde han bare ikke! Og hvis jeg havde så meget imod det... hvorfor føltes det så som om, at han egentlig havde ret?

 

Til aftensmaden var der pasta og kødsovs, samt noget vegetarmad til de, der nu var det. Jeg sad sammen med André og Kamal, vi var efterhånden ved at blive gode venner. Esus' hyttekammerater sad med en større flok af deres venner, han sad nede ved vandkanten, langt væk fra bålet, og kiggede ud over havet. Hans svage silhuet var tydelig og utydelig på samme tid. Mærkeligt. Hvor mon jeg fik de tanker fra?

 

[1] Buddha, før han fik navnet Buddha

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...