Aldrig! ... sige aldrig

Arthur flytter fra Amerika til Singapore den 1. december, hvor han skal gå på en international skole. Han bryder sig ikke om den pludselige omvæltning i hans liv, og især ikke om klasse"kammeraten", Esus, også kaldet 'Esset'. Esus virker lidt for interesseret i Arthur, der så vidt som muligt prøver at undgå den dystre dreng. Men en klassetur får Arthur til at springe ud i Esus' mystiske personlighed, og det kan føre begge veje... Julekalenderen Aldrig... sige aldrig, følger starten af to drenges forhold, i medgang og modgang, til døden dem skiller?

15Likes
38Kommentarer
2466Visninger
AA

17. Sekstende december - ikke alene

Jeg husker kun brudstykker fra den sekstende. Esus kom ikke i skole. Da jeg var kommet hjem, prøvede jeg at kontakte ham på alle mulige måder, men uden held. Om aftenen lavede jeg enkel aftensmad, nudelsuppe. Jeg var midt i maden, da det pludselig bankede på. Jeg gik ud og lukkede op.

   Udenfor stod Esus. Han skælvede, meget, der sad blod ved hans næse og mundvig, han havde et sår på siden af hovedet. Hans øjne mødte ikke mine, han havde slået blikket ned. Han sank en klump.

   "M... Må jeg stadig bo hos dig?" Han så op på mig. Han havde grædt. Jeg smilede og nikkede, lod ham komme ind. Han havde ingen jakke på, ærmerne var revet af hans skjorte. Jeg kunne ikke regne ud, om det var med vilje, eller om det var sket i et slagsmål - for sådan et havde han helt sikkert deltaget i før.

   Jeg tog ham med ud på badeværelset, hvor jeg rensede hans sår. Der sad glassplinter i det, jeg pillede dem forsigtigt ud med en pincet. Derefter fandt jeg rent tøj til ham, vi brugte cirka samme størrelse. Så gik vi ned i køkkenet, jeg skænkede suppe til Esus, der sad med skålen mellem hænderne. Han rystede stadig.

   "Efter maden kan du låne bruseren. Der ligger et gæsteværelse ved siden af mit, der kan du sove." Esus nikkede stille. Vi var stille lidt. "Du, Esus? Hvad er der egentlig sket med dig?" Hans blik flakkede lidt. Han så ned i suppen.

   "Jeg var vred, da jeg kom hjem i går. Ihun var fuld, han spurgte mig, hvad der var sket. Jeg blev også vred på ham, så jeg råbte af ham og talte over mig. Han blev rasende, og kastede en flaske i hovedet på mig. Jeg må være faldet om, for det var morgen, da jeg vågnede igen. Så pakkede jeg mine ting og gik."

   "Vent lidt, gik du herhen?" Esus rystede på hovedet.

   "Nej, jeg kørte et stykke af vejen. En af vores naboer, en gammel stædig fisker, har en ladvogn, som jeg hoppede på." Jeg nikkede. Spiste lidt af min suppe. "Hvorfor kalder du mig ikke Esset som alle andre?" Esus stemme var lav, næsten ingenting. Jeg trak på skuldrene.

   "Du er ikke et es for mig." Jeg drak noget af mit vand. "Du er bare dejlig."

   Esus gik i bad efter maden, han spiste ikke så meget. Efter badet viste jeg ham ind i gæsteværelset. Han faldt om i sengen og sov med det samme, jeg lagde dynen over ham.

   Jeg lagde mig til at sove, og sov godt. Jeg blev vækket af nogle mærkelige lyde lidt i tolv. Jeg stod op og gik ind på Esus' værelse. Han lå og vred sig i søvne, klynkede og skreg. Han græd. Jeg satte mig ved hans side og ruskede i ham.

   "Esus. Esus, vågn så op! Du drømmer bare, vågn..." Esus satte sig op med et skrig. Han holdt sig for ørene, klemte øjnene sammen, trak knæene op til brystet og rystede på hovedet.

   "Få dem til at stoppe! Arthur, få dem til at stoppe!" Han græd og hulkede. Jeg trak ham forskrækket ind til mig. Han trykkede sig ind mod mig.

   "Hvad? Esus, hvad er der i vejen?" Esus hulkede ind mod mit bryst.

   "Stemmerne! Få dem til at holde op!" Stemmer? Min mave trak sig sammen. Var Esus skizofren?! Jeg knugede ham ind mod mig, strøg hans hår og ryg.

   "Så, Esus, det er okay." Min mor er psykolog, og har fortalt mig, at skizofreni blandt andet kan lindres ved at tale med den ramte. Så jeg aede Esus og trak dynen op over mine skuldre, så hele hans krop, på nær, hovedet, var dækket, og spurgte stille; "hvad siger stemmerne?" Esus snøftede. Han mumlede usammenhængende, jeg forstod ham ikke rigtig, men lod som om jeg gjorde, så han kunne føle sig i godt selskab. Kun nogle få ord fik jeg ud af ham. Det hyppigste var "alene". Mit bryst var blevet vådt af hans tårer. Til sidst strakte jeg Esus ud for mig og så på hans sårede, forgrædte ansigt. "Du er ikke alene," smilede jeg venligt. Han så undrende på mig. Lagde hovedet lidt på skrå. Så virkelig sød og skrøbelig ud.

   "I... Ikke alene?" Jeg rystede på hovedet.

   "Jeg er her jo. Se selv." Jeg tog Esus' hånd og satte den på min kind. Hans hånd var kold. Men han kunne mærke mig. Han nikkede.

   "Ja... Ikke alene..." Jeg rystede på hovedet.

   "Ikke længere." Esus fik tårer i øjnene igen. Så tog han pludseligt fat om mig ansigt og pressede sine læber mod mine. Jeg spjættede forskrækket, men han lagde armene om min hals, blidt, ikke hårdt som sidste gang. Men han rystede. Var stadig bange. Han havde stadig alt sit tøj på, jeg havde en morgenkåbe ud over mine underbukser. Jeg lagde armene om Esus, han rykkede op på mine lår. Klokken slog tolv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...