Aldrig! ... sige aldrig

Arthur flytter fra Amerika til Singapore den 1. december, hvor han skal gå på en international skole. Han bryder sig ikke om den pludselige omvæltning i hans liv, og især ikke om klasse"kammeraten", Esus, også kaldet 'Esset'. Esus virker lidt for interesseret i Arthur, der så vidt som muligt prøver at undgå den dystre dreng. Men en klassetur får Arthur til at springe ud i Esus' mystiske personlighed, og det kan føre begge veje... Julekalenderen Aldrig... sige aldrig, følger starten af to drenges forhold, i medgang og modgang, til døden dem skiller?

15Likes
38Kommentarer
2444Visninger
AA

10. Niende december - eufori

... underlige ting ved min. Måske var vi ikke bare matematikmakkere... Måske var vi rent faktisk soulmates?

   Og så morgenen, hvor jeg vågnede, øm i samtlige dele af min krop, med Esus' arme om mig, og et tæppe viklet om mit underliv og mine ben.

   Mit hjerte begyndte på sin Iron Man igen, denne gang på raketdreven kængurustylte. Jeg kunne ikke få vejret, og lå og gispede lidt. Så strøg Esus mit svedige ansigt og tyssede stille.

   "Så... Der er ikke noget at være bange for." Hans stemme var så venlig og kærlig. Jeg havde ikke hørt den før. Esus strammede grebet om mig og kyssede mig på kinden. "Det var da ikke så slemt, var det?" Jeg rystede stille på hovedet. Hjertet havde så småt lagt kængurustylten væk. Esus lå og kælede med mig, til jeg var rolig. Nussede mit hår, aede min kind, kløede mig med en enkel finger bag øret.

   Hans varme ånde kildede mig i nakken. Hans hånd lå på mit bryst. Den krøb langsomt nedad. Klokken var ikke mange. Det kunne den ikke være. Udenfor var det stadig en smule mørkt, der var stille. Esus' hånd var kølig.

   "Nå?" hviskede han roligt. "Drenge eller piger?" Jeg trak på skuldrene.

   "Dig," sukkede jeg. Han lo og knugede mig ind til sig.

   "Skal vi stå op?"

   "Nej." Jeg vendte mig om og trykkede mig ind mod ham. "Jeg har det helt fint lige her."

   Men før eller siden skulle vi jo stå op. Det var besværligt, jeg fik bukser på, og så satte Esus sig i underbukser på mit skød og kyssede mig. Han fik trøje på, jeg lagde armene om ham bagfra, og lod mine hænder glide under hans bluse. Man kunne mærke ribbenene. Én, to, tre, fem, otte, elleve... Elleve? Han havde kun elleve ribben i den venstre side. Jeg fjernede mig forskrækket og så på ham.

   "Du har kun treogtyve ribben?" spurgte jeg overrasket. Esus sank en klump.

   "Toogtyve. Jeg var med i en ulykke, da jeg var lille," sagde han stille. "De var nød til at fjerne det, hvis det ikke skulle punktere en lunge." Han lagde armene om sig selv. "Det er derfor, jeg ikke kan være med til svømning eller idræt." Jeg nikkede langsomt. Så ned på mine sko.

   "Øhm, Esus..." Jeg tøvede, bed mig i læben.

   "Ja?" En dyb indånding.

   "Er vi... Er vi kærester nu?" Esus så tomt ud i luften lidt. Så rykkede han væk fra mig og rystede på hovedet.

   "Nej." ... Nej. Nej? NEJ?! Jeg huskede det, Sam sagde: Han vinder deres tillid, får det, han vil have, og forlader dem. Vrede skyllede op i mig, jeg blev hysterisk og fik lyst til at slå ham.

   "Nej?!" siger jeg rasende. "Esus, du fik mig i seng med dig, du tog på mig ude på toilettet, og så vil du ikke komme sammen med mig?!" Han krympede sig.

   "Archie, du forstår ikke..."

   "Forstår jeg ikke?! Jeg..." Jeg tav. Så overrasket på ham. "Hvad kaldte du mig?"

   "A-Archie... Det betyder sand af blod, modig og værdifuld." Han kom nærmere. "Arthur, jeg kan virkelig godt lide dig, og jeg vil gerne være din kæreste, men..." Hans blik flakkede, han så sig nervøst omkring. "Min bror ville slå mig ihjel!"

   "Årh, Esus, var det ikke dig, der prøvede at få mig ind i det her..."

   "Jeg mener det," sagde han alvorlig. "Hvis jeg får en fast kæreste, som er en mand, så slår min bror mig ihjel!" Jeg fnøs.

   "Det tror jeg ikke på."

   "Fint," sagde han, og slog ud med armene. "Kom med mig hjem på torsdag." Han sank en klump og tøvede. "Så kan du selv se..." Jeg nikkede.

   "Okay. Det vil jeg så." Jeg lagde armene over kors. Esus og jeg stod og så lidt på hinanden. Han gik hen til mig og kyssede mig på munden. Jeg skubbede ham væk. "Lad mig være!" knurrede jeg og slog armene om mig selv. "Jeg tror virkelig ikke på dig, og du skal ikke tro, at du bare kan vælge og vrage som du vil!" Jeg vendte mig om og gik. Han stod i døren, kaldte på mig. Jeg så irriteret på ham.

   "Smuldrende mursten!" sagde han til mig. Jeg trak lidt på smilebåndet. Fjols.

 

Men resten af dagen svævede jeg rundt i en skøn eufori. En af lærerne trak mig til side, og spurgte, og jeg havde taget stoffer. Jeg svarede oprigtigt nej, og spurgte ham om det ikke bare var en vidunderlig dag? Også selvom det regnede som om himlen var et hav i en si... Esus så ikke til min side, hvilket ærgrede mig i starten. Tro nu ikke, at jeg fik det bedre, tværtimod begyndte jeg at få det rigtig dårligt. Jeg savnede Esus, hans smil, hans bløde hår, hans stemme, hænder, krop. Jeg kom til at tænke på, at jeg faktisk ikke havde kysset ham, ikke sådan rigtig, ikke bare for at gøre det. Jeg gik i seng med ham, fordi jeg var nysgerrig. Selvfølgelig kyssede vi om natten, men det var ikke... rigtigt?

   Hen ad eftermiddagen var jeg ved at blive træt af, at Esus ignorerede mig, og jeg havde brug for at være sammen med ham. Fysisk. Ikke bare i tankerne. Jeg opsøgte ham under aftensmaden. Han sad ved et afsides bord i den hytte, vi spiste i. Han sad alene.

   Jeg satte mig ved hans bord. Han skævede til mig. Jeg smilede, han så ned i sin mad. Hans hår så blødt og fint ud.

   Vi spiste i stilhed. Jeg prøvede flere gange at fortælle ham, at jeg gerne ville kysse ham, bare kysse ham, men ordene ville ikke forlade munden. Til sidst måtte jeg erkende mit nederlag, og gik i seng.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...