Aldrig! ... sige aldrig

Arthur flytter fra Amerika til Singapore den 1. december, hvor han skal gå på en international skole. Han bryder sig ikke om den pludselige omvæltning i hans liv, og især ikke om klasse"kammeraten", Esus, også kaldet 'Esset'. Esus virker lidt for interesseret i Arthur, der så vidt som muligt prøver at undgå den dystre dreng. Men en klassetur får Arthur til at springe ud i Esus' mystiske personlighed, og det kan føre begge veje... Julekalenderen Aldrig... sige aldrig, følger starten af to drenges forhold, i medgang og modgang, til døden dem skiller?

15Likes
38Kommentarer
2470Visninger
AA

5. Fjerde december - Dagbogen

Næste morgen var det første, jeg så, kalenderen fra mormor. Jeg sukkede, satte mig op og åbnede de første fire låger. Karamel, mælk, creme og marcipan. Ingen nougat. Nougat har altid været min yndlingschokolade. Jeg gik i bad, tog tøj på og spiste morgenmad. Det var torsdag. I anden time i skolen havde jeg engelsk. Vores klasselære, frøken Sophia, så smilende på os, da vi kom ind i lokalet.

   "Goddag alle sammen."

   "Goddag frøken Sophia," sagde vi i kor. Hun gjorde tegn til, at vi måtte sætte os ned.

   "Jeg har en spændende nyhed," sagde hun, og strøg sit glatte, brune hår tilbage fra ansigtet. Frøken Sophia var og er nok min yndlingslære. Hun er ung og frisk, ikke som de andre gamle tudser. "I morgen skal vi, som I nok allerede ved, på den årlige juleudflugt til Riau Island!" Klassen jublede, alle, på nær Esus og mig. Jeg vidste ikke, hvad Riau Island var, Esus var sikkert bare ikke til stede. Havde jeg mon fået tilladelse fra mor eller far, eller mormor? Sikkert. "Som altid skal vi være der fra fredag til onsdag. Vi skal blandt andet besøge Maha Vihara Duta Maitreya Templet og Muara Takus. Og jeg behøver forhåbentlig ikke at minde nogen om, at hverken sex, rygning, alkohol eller, selvfølgelig, stoffer er tilladt på turen." Nogle af de andre lavede beklagende lyde, men begyndte kort tid efter at grine. Jeg fik øje på Esus, der sad og kiggede på mig.

   I pausen ringede jeg til mormor, for at høre, om jeg havde fået tilladelse til at tage med på klasseturen.

   "Åh ja, har jeg glemt at fortælle om det? Nå, det må du undskylde Archi, men tænk på, hvor sjovt det bliver! Du får sikkert en masse nye venner, I bliver alle sammen som én stor bikube! Og måske får du dig en lille bidronning?" Hvad var der med mormor og mig, der skulle have en kæreste? Jeg sukkede.

   "Okay. Jeg skal havde seddelen med i morgen."

   "Jamen den får du da bare når du kommer hjem. Vi ses, hav en god dag!"

   I fritimen i femte time sad jeg og læste på biblioteket. En pige fra min klasse, Samantha, også fra Amerika, kom hen til mig.

   "Arthur Smith, ikke?" Jeg nikkede.

   "Samantha Parks?"

   "Bare kald mig Sam, Samantha er så... højrøvet." Hun satte sig ned ved mit bord. Hendes hår var stort og vildt, strittede. Hun havde store briller på, ingen makeup. Jeg smilede til hende. Hun var betryggende.

   "I så fald, så bare kald mig for Arthur." Hun nikkede.

   "Javel sir!" Vi grinede. "Øhm, Arthur, du er matematikpartner med Esset, ikke?"

   "Esus? Jo, hvorfor?" Hendes blik flakkede. Hun lænede sig hen mod mig.

   "Nu passer du på, ikke? Ved du, hvordan han kom til at hedde Esset?" Jeg trak på skuldrende.

   "Fordi han gør hvad han kan, for at være uforudsigelig?" Hun rystede på hovedet.

   "Nej. Han skaber tætte forbindelser og forhold til dem, han kan lide, slår ned på dem, BAM!" Hun klapper i hænderne. Bibliotekaren tysser på os. "Undskyld. Han vinder deres tillid, får det, han vil have, og forlader dem. Sådan er han bare."

   "Sam, jeg tror altså ikke, at Esus ville..."

   "Har han hjulpet dig i timerne?"

   "Nej... Jo, han hjalp mig til svømning, men..."

   "Har han udspurgt dig om dine yndlingsting endnu?" Jeg rystede på hovedet. Det virkede på det tidspunkt som et underligt spørgsmål, var det ikke bare interesse i et andet menneske, at spørge ind til deres interesser. "Godt, så er der stadig tid!" Sam så entusiastisk på mig. "Du må ikke lade ham komme ind på livet af dig." Hvorfor skulle jeg lade ham gøre det? Vi var matematikmakkere, ikke soulmates. Så snart opgaven var færdig, behøvede vi ikke at tale sammen igen. Desuden, så var han konstant ukoncentreret og fraværende.

   "Hør, Sam, ved du, om Esus har ADHD eller sådan noget?" Hun nikkede hurtigt.

   "Ja ja, folk kalder mig Dagbogen - ved du, hvorfor?" Jeg trak på skuldrene. Hun lænede sig hen over bordet og så mig ind i øjnene, hendes store briller og vilde hår fik hende til at ligne en guldfisk. "Jeg ved alt om alle! Esus er godt nok et særtilfælde, han har ikke nogen sygdomme, hverken fysisk eller psykisk, men han pjækker somme tider. I nogle perioder kommer han slet ikke i skole, eller også kommer han kun i enkelte timer. Der er ikke nogen, der ved, hvor han bor henne - pas på, for hvis han slår dig ihjel, er der ikke nogen, der kan finde dig!" Hun fik øje på en veninde eller noget og pilede videre. Jeg sad overrasket og så efter hende.

   Hvorfor troede alle, at Esus var sådan en skidt fyr?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...