Aldrig! ... sige aldrig

Arthur flytter fra Amerika til Singapore den 1. december, hvor han skal gå på en international skole. Han bryder sig ikke om den pludselige omvæltning i hans liv, og især ikke om klasse"kammeraten", Esus, også kaldet 'Esset'. Esus virker lidt for interesseret i Arthur, der så vidt som muligt prøver at undgå den dystre dreng. Men en klassetur får Arthur til at springe ud i Esus' mystiske personlighed, og det kan føre begge veje... Julekalenderen Aldrig... sige aldrig, følger starten af to drenges forhold, i medgang og modgang, til døden dem skiller?

15Likes
38Kommentarer
2457Visninger
AA

25. Fireogtyvende december - inferno

Jeg løb nok det meste af vejen. Tog en taxa, betalte for at komme ekstra hurtigt frem. Den var vel lidt over et, da jeg nåede frem.

   Sirener hylede skingert. Lys blinkede. Flammer slikkede op ad husene - ad huset. Inferno. Det var det, det var. Det var det sidste, jeg oplevede. Nu til det, jeg oplever. I virkeligheden... I min virkelighed.

   Brandfolk stormer bygningerne. Hjælper folk ud. Alting, det hele, det brænder! Jeg vil skrige, men står bare og kigger.

   Esus bliver båret ud. Lagt på en båre, ind i en ambulance. Han er ved bevidsthed, men der er ingen læger, der tager sig af ham. Han græder. Jeg tror ikke, han er kommet alvorligt til skade. Jeg løber hen til ham, hopper ind i ambulancen. Der er andre, mindre skadede, der få lægehjælp. Esus får kun mig. Jeg håber, at det er i orden.

   Om præcis treogtyve timer er det den 25.. Juledag. Esus ser på mig. Han græder. Kan ikke rigtigt få vejret. Er bange og ryster.

   "Arthur," hulker han. Jeg aer hans kind, han tager fat om min hånd og nakke, åbner munden og kysser mig. Er ligeglad med, om det er ulovligt. Det er det, der får ham til at få det bedre. Og folk ignorerer det da også. De har bedre ting at tage sig til. Hvordan var det nu, det her skete? Jeg kan godt huske det. December måned... Den bedste og værste måned nogensinde.

   Der går et kvarter. Jeg bliver ved Esus side. Fortæller ham, hvad der sker. Ihun kommer ikke ud. Han er stadig et sted inde i ilden. Esus græder. Jeg kan se på ham, at det gør ondt. Forbrændingerne, sårene efter den loftsbjælke, der faldt ned over hans ben. Og saltet i tårerne, der løber ned i sårene.

   Men så blive jeg også smidt ud af ambulancen. Jeg kommer ind på passagersædet sammen med ambulanceføreren, og vi kører mod hospitalet.

 

"Du har kun treogtyve ribben?" spurgte jeg overrasket. Esus havde været nervøs. Nu ved jeg, hvorfor. Lægerne fortalte mig det.

   "Toogtyve ribben. Jeg var med i en ulykke, da jeg var lille," havde Esus stille sagt. "De var nød til at fjerne det, hvis det ikke skulle punktere en lunge." Måske. Men det var for sent, allerede dengang. Esus ene lunge er væk. Punkteret. Og nu er den anden i fare. Hvis den står af, gør Esus.

   Jeg får først lov til at komme ind til ham langt op ad dagen. Jeg har bare ventet. Da jeg ser ham i hospitalssengen, smiler jeg. Han smiler ikke, ser ud af vinduet. Men ellers virker han okay...

   "Esus," smiler jeg lykkeligt. Han ser på mig. Hans øjne er fyldt med sorg. Jeg ser nervøst på ham. "Hvad er der galt?"

   "Jeg elsker dig," siger han hæst. "Det ved du godt, ikke?" Jeg nikker. Stikker en hånd i lommen, og tager mit hjerte op. Giver det til ham. Han ser på det og smiler. "Tak."

   "Hvorfor vil jeg ikke have dig?" spørger jeg. Han ser undrende på mig. "Det sagde du selv."

   "Ja," sukker han. Han ser ud ad vinduet. Himlen er grå. Røg stiger op i det fjerne. Han begynder at græde. Langsomt. Langsomt stiger det til sarte hulk. Jeg sætter mig ved siden af ham. "Jeg er døende," græder han. "Derfor vil du ikke have mig. Fordi jeg kommer til at falde, og så vil jeg rive dig med mig!" Jeg holder ham ind mod mig. Måske er det rigtigt. Måske er det ikke. Én ting er sikkert.

   "Jeg elsker dig," siger jeg igen. Han snøfter.

   "Stemmerne siger, at du lyver." Jeg smiler. Ser på ham.

   "Jamen så lad være med at lytte til dem - lyt til mig."

   Esus er døende. De siger, at han ikke vil blive meget ældre end han er nu. Når han dør, tager han alle omkring sig med i faldet.

   Da jeg første gang ankom til Singapore, var byen bare endnu en stor metropol. Esus var bare endnu en dreng, der var dyster og vred. Og jeg var bare endnu en udvekslingsstudent, der ville rejse hjem til sit ejede land igen.

   Men det har ændret sig. Singapore er en snekugle. Stor, og rund... Den har ganske vist ikke nogen sne, men den gemmer på mange ting. Minder. Eventyr. Udfordringer. Og jeg vil opleve det af det, jeg ikke har oplevet endnu - sammen med Esus.

   Esus er ikke min ven. Han er ikke min kæreste. Han er ikke engang en bekendt. Esus er mig. Det opdager jeg, mens jeg sidder og holder om ham. Derfor er jeg så trist, når han er vred på mig. Fordi vi er den samme person, fra to forskellige steder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...