Aldrig! ... sige aldrig

Arthur flytter fra Amerika til Singapore den 1. december, hvor han skal gå på en international skole. Han bryder sig ikke om den pludselige omvæltning i hans liv, og især ikke om klasse"kammeraten", Esus, også kaldet 'Esset'. Esus virker lidt for interesseret i Arthur, der så vidt som muligt prøver at undgå den dystre dreng. Men en klassetur får Arthur til at springe ud i Esus' mystiske personlighed, og det kan føre begge veje... Julekalenderen Aldrig... sige aldrig, følger starten af to drenges forhold, i medgang og modgang, til døden dem skiller?

15Likes
38Kommentarer
2477Visninger
AA

16. Femtende december - syg

Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Esus havde aldrig set så dårlig ud. Jeg havde i hvert fald ikke set ham se så dårlig ud. Han var bleg, distraheret og mørk under øjnene. Han rystede og var svag, gabte hele tide, faldt i søvn i engelsktimen og fik skældud. Men jeg var åbenbart den eneste, der bemærkede det.

   I det sidste frikvarter gik jeg hen til Esus' plads og så på ham. Han så træt på mig. Hans kind havde det bedre, det kunne man se, men resten af ham... havde set lysere tider.

   "Skal du med ned i kantinen?" Han rystede langsomt på hovedet. "Sikker?" Han nikkede. Jeg smilede til ham. "Kom nu. Vi spiser frokost sammen."

   "Jeg har ikke frokost med - eller penge." Hans stemme var ru og tør.

   "Jamen vil du så ikke have noget af min?" Han hævede øjenbrynene, overvejede lidt, om jeg var helt seriøs. Jeg smilte til ham. Han rejste sig langsomt op. Rettede ikke ryggen, ikke helt... Han tog en bog op ad tasken og rakte den til mig.

   "Her. Du glemte den hos mig." Jeg tog den og smilede. Lagde den på mit bord. Vi begyndte at gå mod kantinen, den lå på nederste etage. Vi havde lige haft malaysisk, ikke mit yndlingsfag. Det lå på øverste sal, kantinen var på stueetagen.

   Esus slentrede langsomt. Det var okay, så kunne vi tale lidt sammen.

   "Hvorfor bor du hos din bror?" spurgte jeg. "Hvor er dine forældre?"

   "Døde," svarede han kort. Jeg stoppede et øjeblik.

   "Ej, det er jeg ked af. Det må du undskylde, jeg..." Han trak på skuldrene.

   "Det er okay. De døde i den bilulykke, der kostede mig nogle ribben." Jeg nikkede. Hvor må det have været hårdt...

   "Savner du dem?"

   "Lidt. Hvad med dig?" Jeg så spørgende på ham. Han vaklede lidt.

   "Hvad?"

   "Du er rejst Jorden rundt, og din mormor har lige forladt dig." Jeg nikkede.

   "Nårh... Ja, jeg savner dem selvfølgelig, men vi snakker i telefon sammen, engang imellem... Mormor vand i lotto, hun var så glad. Hun ringer hjem, for at høre, hvordan det går. Det er nu fedt at have huset for mig selv, men også lidt tomt. Jeg skal jo holde jul alen..." Der lød et bump bag mig. Jeg vendte mig forskrækket om.

   Esus og jeg havde været alene på gangen. Derfor var det først for sent, at jeg opdagede, at Esus var faldet om.

 

Esus blev sendt op på skadestuen. Bekymret fik jeg knap nok spist min frokost. Jeg besøgte ham i timen, kunne alligevel ikke koncentrere mig. Skolesygeplejersken sagde, at han havde fået et slag i hovedet fra faldet, og at hans pludselige besvimelse skyldtes forkert ernæring. Hvorfor sagde hun det ikke bare ligeud? Esus var faldet om og havde slået hovedet, fordi han ikke havde spist. For sådan var det. Hvorfor han ikke havde sagt noget, ved jeg stadig ikke.

   Esus lå på en briks, bleg og syg, men vågen. Jeg stillede mig ved siden af ham. Han smilede ikke, som man ellers ville forvente. Jeg nikkede til ham.

   "Hej," sagde jeg.

   "Hej," sagde han.

   "Du har ikke spist?" spurgte jeg. Han trak lidt på skuldrene. Den fine, gråblå vandfarve farve i hans øjne var mat og grumset.

   "Ihun har brugt alle vores penge, og ingen af os tjener meget, så..."

   "Hvad har han brugt pengene på?" Esus endte ansigtet væk og så ud af vinduet. "Esus? Vil du ikke nok fortælle mig det?" Han sank en klump.

   "Alkohol." Vi var stille lidt.

   "Var det derfor, du ikke kom i skole i fredags?" Han nikkede og trak på skuldrene på samme tid.

   "Vi havde ikke noget at spise, og der var lukket for vandet. Jeg var nød til at drikke ét eller andet, så jeg drak noget af hans øl. Han blev ret sur på mig, slog mig og kaldte mig en..." Esus tav. "Øhm, ting." Han sank en klump. "Jeg var så fuld, han slog mig ud, og jeg vågnede først lørdag morgen." Jeg kunne ikke tro det. Tænk at leve sådan. Jeg smilede opmuntrende til ham.

   "Du, Esus?" Han så på mig. "Vil du ikke bo hjemme hos mig?" Esus sukkede og rystede på hovedet.

   "Ihun bliver vred."

   "Han behøver da ikke at vide det. Bare tag dine vigtigste ting med i morgen. Min mormor er rejst til Rusland, så jeg har hele huset for mig selv. Kom nu. Jeg laver mad til dig, du kan sove der, låne badeværelset - som et rigtigt hjem!" Esus så undrende på mig. Krænket. Mine hænder fløj op for munden.

   "Jeg har allerede et hjem! Jeg behøver ikke din velgørenhed, tak!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...