Aldrig! ... sige aldrig

Arthur flytter fra Amerika til Singapore den 1. december, hvor han skal gå på en international skole. Han bryder sig ikke om den pludselige omvæltning i hans liv, og især ikke om klasse"kammeraten", Esus, også kaldet 'Esset'. Esus virker lidt for interesseret i Arthur, der så vidt som muligt prøver at undgå den dystre dreng. Men en klassetur får Arthur til at springe ud i Esus' mystiske personlighed, og det kan føre begge veje... Julekalenderen Aldrig... sige aldrig, følger starten af to drenges forhold, i medgang og modgang, til døden dem skiller?

15Likes
38Kommentarer
2472Visninger
AA

22. Enogtyvende december - vanvittig

Jeg var ved at blive skør! Sindssyg! Vanvittig! På grund af Esus! Mine tanker var rodede, mine ord var halve, hans gråblå vandfarveøjne var et magnetfelt, det trak mig nærmere, kom jeg meget tættere på, ville jeg blive kvast, kvast, kvast! Som en meteor mod jorden! Jeg ville skrige, jeg ville kysse, jeg ville slå og jeg ville i seng med ham! Mit gode skind var ved at revne, han opførte sig mærkeligt, selv efter hans standard.

   Han var sød ved mig. Han nussede med mig, aede mig. Han lavede maden, han gjorde rent, han vaskede tøj! Han var så sød, så forfærdeligt godt ud.

   Hen ad eftermiddagen blev det for meget. Jeg sad og holdt om min gaffel, spiste ikke min frokost. Esus så på mig. Han havde sagt det. At han elskede mig. Alt var så perfekt. For perfekt! Det var ved at skubbe mig ud mod vanviddet, og jeg kunne ikke kæmpe imod!

   "Archi, er du okay?" Jeg så stift på ham. Han krympede sig. "Du ser ikke så godt ud." Jeg smilede, lige så stift som mit blik. Nikkede mede hurtige ryk.

   "Helt fint!"

   "Er du stresset over noget? Jeg mener, det er jul om kun fire dage, jeg forstår godt at..."

   "Jeg har det helt fint!" sagde jeg skingert, rejste mig op og hamrede min kniv og gaffel ned i bordet, så mælken væltede og løb ned på gulvet, og tallerkenerne hoppede på bordet, og lampen gyngede, og kalenderlyset væltede. Esus så forskrækket på mig. Esus kom hen til mig. Jeg drejede hovedet, fulgte hans mindste bevægelse. Han tog fat om mine skuldre bagfra og klemte til. Jeg spjættede og faldt ned på stolen igen. Sukkede. "Tak, det trængte jeg til."

   I næste øjeblik lå jeg, uden trøje på, på sofaen og nød en massage fra min sexede kæreste. For det var vi. Nu. Kærester. Han havde sagt det. Han elskede mig. Jeg lukkede øjnene og lod tankerne flyve. Esus' hænder gled over min ryg, løsnede mig op, gjorde mig rolig, stressede mig ned. Mine tanker blev klare. De detaljer, der langsomt var forsvundne, vendte tilbage. Det lille modermærke ved Esus' ene øje. Stuens julepynt. Juletræet med den fine pynt. Fjernsynet. Gulvtæppet med de sorte og hvide cirkler. Det sorte spisebord og den sorte sovesofa. Gad vide om jeg kunne sove med Esus på den? Nej, vi ville nok ikke få megen søvn...

   "Har du det bedre nu?" spurgte Esus. Jeg nikkede.

   "Mhm..." Esus' hænder gled langsomt op og ned ad min ryg, løsnede op. Hans fingre strejfede mine bukser, kørte op igen. Det var lidt som om, at de hver gang kom lidt længere ned. Jeg havde ret. "Esus, vær sød at lade være," bad jeg. Han lænede sig hen over mig.

   "Kom nu. Bare lidt."

   "Nej," sagde jeg bestemt.

   "Søde?"

   "Nej!" Han lagde armene om mig, lå næsten oven på mig. Jeg skubbede ham væk. "Esus, jeg sagde jo nej!" Esus griner til mig og prøver at kysse mig. Jeg skubber ham væk. "NEJ!" råber jeg. "Lad mig være, din sexgale idiot!" Jeg rejste mig op og gik hen mod trappen. Så faldt mine tanker tilbage på det, jeg lige havde sagt. Jeg vendte mig mod Esus. "Ej, Esus, jeg..."

   "Ville ikke have sagt det?" Esus rejste sig op, nikkede. "Nej, men det var det du tænkte, ikke?" Jeg bed mig i læben og rystede på hovedet. Esus så vredt på mig. Han gik ud i entréen. Hoveddøren smækkede.

 

Esus kom ikke tilbage. Det regnede den nat. Jeg lå vågen og så bekymret ud af vinduet. Han havde været meget vred...

   Jeg fandt min telefon, ringede ham op. Han havde lånt en reservetelefon, da han havde forlagt sin gamle hos Ihun.

   "Hvad?" lød det hårdt. Vredt. Jeg krympede mig, knugede en pude mod mit bryst og mave.

   "Hader du mig?"

   "Ja!" Jeg bed mig i læben, igen.

   "Hvor er du?" Regnen trommede hårdt mod ruden, jeg havde trukket de mørke gardiner fra.

   "Jeg flytter ind hos Ihun igen!" Han prustede frustreret. "Hvor var jeg dum at tro, at du kunne forstå noget som helst!" Han smækkede røret på. Jeg så tomt ud i luften. Bippene fra telefonen var den eneste lyd, der kunne konkurrere med regnen.

   Forstå? Forstå hvad? Han havde ikke fortalt mig meget om sig selv, kun nogle løse ting, og småting, selvfølgelig, som livret, yndlingsfarve, dyr, årstid og sådanne ting... Jeg lukkede øjnene og græd. Esus. Esus, Esus, min Esus.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...