Aldrig! ... sige aldrig

Arthur flytter fra Amerika til Singapore den 1. december, hvor han skal gå på en international skole. Han bryder sig ikke om den pludselige omvæltning i hans liv, og især ikke om klasse"kammeraten", Esus, også kaldet 'Esset'. Esus virker lidt for interesseret i Arthur, der så vidt som muligt prøver at undgå den dystre dreng. Men en klassetur får Arthur til at springe ud i Esus' mystiske personlighed, og det kan føre begge veje... Julekalenderen Aldrig... sige aldrig, følger starten af to drenges forhold, i medgang og modgang, til døden dem skiller?

15Likes
38Kommentarer
2450Visninger
AA

12. Ellevte december - hos Esus

I skolen sad Esus og jeg og lavede matematik sammen. Han var meget stille. Jeg skulle hjem til ham efter skole. Som om hans bror ville slå ham ihjel, hvis han fortalte, at han var homoseksuel. Hans forældre ville vel bakke op om ham.

   "Okay, Esus, en fisker fanger tyve kilo, men må kun beholde de ti. Resten smider han ud. De ti kilo, han må sælge, sælger han for 7 dollars stykket. Hvor mange penge tjener han, hvis han sælger syv ottendedele af fangsten?" Jeg så på Esus, der fraværende så ud af vinduet. Jeg daskede til ham. "Hey, Esus, hører du efter?" Han så på mig.

   "Hm?"

   "Esus, hør dog efter? Hvorfor er du så fraværende?" Han sukkede og så på papiret.

   "Jeg fik ikke aftensmad i går," svarede han kort. Jeg sukkede.

   "Okay, opgave G. Den kan du godt." Esus så på regnestykket, koncentrerede sig, men hans blik begyndte at flakke, og til sidst befandt hans opmærksomhed sig et helt andet sted. Jeg prustede irriteret. "Esus!" Han så på mig.

   Da klokken ringede pakkede Esus langsomt sine ting sammen. Han så tøvende på mig.

   "Er du sikker på, at du vil med?" Jeg nikkede.

   "Ja. Jeg skal have en reel grund til, at vi ikke kan komme sammen, tak." Esus nikkede.

   "Okay," sagde han lavt. "Kom med mig." Jeg fulgte med ham ud af skolen, hen til togstationen. Toget til midtbyen kom, og jeg skulle til at stige på, men Esus holdt mig tilbage. "Jeg bor ikke ligefrem uptown," sagde han mut. Vi ventede et kvarters tid, så kom et nyt tog kørende. Jeg kunne ikke tyde, hvor det var på vej hen, men Esus steg på, så jeg fulgte efter.

   Vi kørte i toget i godt en time, før vi steg af. Vi talte ikke sammen. Da vi kom ud, blev jeg noget overrasket over den ændring, der var i byen.

   Jeg har hørt, at Singapore ikke havde noget slumkvarter. I så fald ved jeg ikke, hvad jeg skal kalde det, jeg så sammen med Esus.

   Faldefærdige huse stod alt for tæt sammen, nogle af dem var lavet af gammelt jern fra transportcontainere. Esus ledte mig gennem de brede gader, hjemløse sad på gaden og tiggede halvhjertede.

   Vi nåede til et gammelt træhus, bidt af vind og vejr. Halvtaget var af gammelt metal. Esus åbnede fordøren og råbte noget på Malaysisk. "Jeg er hjemme", sikkert. Han tog ikke hverken sko eller jakke af, så jeg undlod det også. Vi kom ind i en halv stue halvt køkken. Der var ingen julepynt eller hjemmebag, hans familie var sikkert ikke kristne. En mand, der lignede Esus af udseende, sad ved et lavt spisebord. Han havde en øl i hånden. Manden så på mig.

   "Apa itu sekarang? Satu lagi kawan menyedihkan gay anda?" Jeg forstod ham ikke, og så undrende på Esus. Esus nikkede mod manden. Ingen af dem så særligt glade ud.

   "Arthur, det er min bror, Ihun, Ihun, det er Arthur, en ven fra skolen. Han taler kun engelsk."

   "Hvad fanden laver han så i Singapore?" spurgte Ihun groft. Han var ikke særlig god til engelsk, jeg kunne næsten ikke forstå ham. Han rejste sig op, svajede lidt og pegede på Esus med en beskidt finger. "Anda akan membuat makan malam malam ini." Esus så undrende på Ihun.

   "Tetapi kita tidak perlu lagi makanan. Anda telah menghabiskan semua wang pada alkohol!" Ihun skævede lidt til mig. Han rynkede på næsen.

   "Skal I læse på dit værelse?" spurgte han Esus. Esus nikkede. Ihun snøftede og drak af flasken. Nikkede mod mig. "Er I kærester?" Jeg skulle til at svare spydigt, at, det vidste jeg ikke endnu, men Esus afbrød mig inden jeg begyndte.

   "Vi er bare matematikmakkere i skolen, vi skal have lavet en opgave." Ihun nikkede.

   "Halus. Tetapi sebelum anda pergi di tingkat atas, kemudian turun ke kedai dan membeli saya beberapa bir." Esus så på mig.

   "Arthur, gå ovenpå. Mit værelse er det eneste på venstre side."

   "Hvad skal du?"

   "Gå nu bare." Jeg nikkede kort, skævede til Ihun. Jeg kunne ikke lide ham. Hver en celle af min krop udtrykte modvilje mod ham. Jeg gik ovenpå, fandt Esus' værelse. Der var ikke mange ting, en seng og noget tøj i et skab. Nogle få skolebøger og et skrivebord. Jeg satte mig på sengen. Nedenunder begyndte Ihuns stemme at stige, ligeså gjorde Esus'.

   "Saya tidak akan! Ia adalah salah anda sendiri, yang anda tidak boleh pergi ke sana lagi!"

   "Anda anak nakal, lakukan seperti yang saya katakan!"

   "NO!" Der lød et højt klask, efterfulgt af en dæmpet BUMP. Jeg rejste mig lidt op. Der lød hurtige skridt på trappen, Esus kom op, smækkede og låste døren efter sig, fandt sin matematikbog frem fra tasken og satte sig på gulvet. Han ømmede sin kind lidt, den var meget rød. Jeg gispede.

   "Ihun slog dig?" Esus rystede på hovedet.

   "Det er lige meget. Opgave D..."

   "Esus, det er ikke lige meget! Voksne må ikke slå børn - man må slet ikke slå folk."

   "Nå, men velkommen til min verden!" Esus råbte. Af mig. Han havde tårer i øjnene, rystede på hovedet og så ned i bogen. "Opgave D!" sagde han bestemt. Jeg fandt stille min bog frem.

 

Jeg tog tidligt hjem. Esus viste mig hen til togstationen, derfra kunne jeg selv. På stationen så jeg på ham, spørgende.

   "Esus, din bror kan ikke lide mig, kan han?" Esus trak på skuldrene.

   "Han kan ikke lide nogen - eller noget."

   "Så vi er ikke kærester?" Esus så på mig. Smilede ikke. Hans kind var meget rød, det måtte gøre meget ondt.

   "Ikke endnu."

   "Hvorfor ikke?" Esus smilede en smule.

   "Du kender mig jo slet ikke endnu." Det tænkte jeg over, mens jeg kørte med toget. Da jeg endelig var på vej hen mod min mormors dør, kunne jeg høre et højt hvin. Jeg løb hen til døren, rev den op. Mormor faldt mig om halsen.

   "Jeg vandt!" jublede hun henrykt. Jeg så spørgende på hende.

   "Hvad?" Hun viftede med en lottokupon foran min næse.

   "30.000.000 dollars[1]!" jublede hun. Waow... Jeg kunne se nogle kufferter i gangen. "Archi, du er en stor dreng - du kan godt passe huset, ikke?" Jeg så undrende på hende. "Ja, jeg blev inviteret til Rusland af din fætter Richard til jul, og nu har jeg pengene! Jeg er hjemme igen til januar! Der ligger masser af penge i en krukke i køkkenskabet, og du ringer bare, hvis der er noget!" Mormor kyssede mig farvel, og jublende gik hun ud på gaden og pejlede en taxa. Det var ikke til at tro. Min værge havde lige forladt mig, til fordel for Rusland - et land, der højst sandsynligt ville slå mig ihjel nu, hvis de vidste, hvem jeg havde forelsket mig i.

   Nu var jeg alene i Singapore.

 

 

 

[1] 30.000.000 Singapore Dollars = 136.938.000 DKK

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...