Aldrig! ... sige aldrig

Arthur flytter fra Amerika til Singapore den 1. december, hvor han skal gå på en international skole. Han bryder sig ikke om den pludselige omvæltning i hans liv, og især ikke om klasse"kammeraten", Esus, også kaldet 'Esset'. Esus virker lidt for interesseret i Arthur, der så vidt som muligt prøver at undgå den dystre dreng. Men en klassetur får Arthur til at springe ud i Esus' mystiske personlighed, og det kan føre begge veje... Julekalenderen Aldrig... sige aldrig, følger starten af to drenges forhold, i medgang og modgang, til døden dem skiller?

15Likes
38Kommentarer
2459Visninger
AA

19. Attende december - slagsmål

Esus og jeg fulgtes i skole. Skolen havde en mærkelig kraft. Så snart vi trådte ind på skolens område, blev Esus pludselig fjern, næsten fjendtlig, som om han ikke ville kendes ved mig. Han gik længere fra mig, så ikke på mig, var ikke i nærheden af mig. I timen skulle vi lave videre på vores matematikopgave, Esus var mere tilstede, nu, da han havde fået ordentlig mad. Som altid havde han ingen skoleuniform, jeg sad i min. Han havde en af mine skjorter på, sin læderjakke udover.

   I frokostpausen spurgte jeg ham, og han undgik mig. Han trak på skuldrene.

   "Det er ulovligt," mumlede han så lavt, at det kun var mig, der kunne høre ham. "For to mænd at være sammen. Jeg går ikke ud fra, at det er noget, du er interesseret i - at bryde loven?" Jeg så ned i bordet.

   "Nej... Ikke rigtigt..." Jeg havde da aldrig hørt, at det var ulovligt at være homoseksuel i Singapore. Så var jeg da aldrig gået med til at ligge med Esus! "Men du er? Jeg mener, har hele tiden været?" Han rystede på hovedet.

   "Nej. Kun siden jeg var femten." Jeg så på ham.

   "Hvorfor?" Han så ned i bordet et stykke tid. Så rejste han sig op og gik mod udgangen. Jeg så efter ham. Hvad havde jeg sagt?

 

Jeg tog metroen til den del af byen, Ihun boede i. Jeg ledte efter Esus i hans kvarter, men kunne ikke finde ham. Jeg gik ind i hans hus, Ihun var gået omkuld på en gammel sofa, hele huset lugtede af alkohol, værre end før.

   Jeg ledte efter Esus i et godt stykke tid. For at komme hurtigst tilbage til metroen, skulle jeg igennem det Røde distrikt. Jeg prøvede at gøre mig så usynlig som mulig, barer, strippere, bordeller, jeg skulle bare tilbage til metroen.

   Der lød råb fra en gyde. En stor flok var samlet, de råbte og skreg på forskellige sprog. Jeg gik nærmere. Slagsmål. Jeg himlede med øjnene. Men så åbnedes flokken, og Esus faldt ud.

   Han rejste sig op, råbte noget på malaysisk og sprang på en af de fem andre drenge på vores alder, der var med i slagssmålet. Jeg slog hænderne for munden, forsamlingen lukkedes igen. Jeg prøvede at trænge igennem, men det var næsten umuligt.

   Esus råbte af de andre, de råbte af ham. Enkelte ord forstod jeg, men de var så ubetydelige, at det kunne være lige meget.

   Politiet ankom. Forsamlingen lod myndighederne komme ind og trække de rasende drenge fra hinanden. Esus vred sig og prøvede at rive sig fri, de andre blev sluppet og gik, skulede vredt mod Esus. Den politimand, der holdt Esus, sagde noget til ham og fik ham hen på en politibil, hvor han fik håndjern på og blev sat ind på bagsædet. Det var ikke en arrest, de ville tage alkoholtest på ham, og sikre sig, at han var rolig. Jeg holdt øje fra afstand, tæt nok til, at Esus kunne få øje på mig. Jeg så skuffet på ham. Han så ned i jorden. Alkoholtesten blev gennemført, politiet spurgte ham om noget. Han så på mig, nikkede mod mig. Politimændene kom hen til mig, jeg så nervøst på dem. De talte til mig, på malaysisk, jeg så forvirret på dem.

   "Er du ansvarlig for ham?" spurgte den ene på gebrokken engelsk. Jeg nikkede.

   "Øhm, vi bor i samme bygning, hvis det er det, I mener..."

   "Vi kører jer hjem." Jeg havde ikke noget valg, satte mig ind på politibilens bagsæde ved siden af Esus. Han havde stadig håndjern på, sad og så ud ad vinduet. Jeg ville ikke sige noget til ham, før vi kom hjem. Politiet skulle ikke aflytte os.

 

Derhjemme sad Esus på sofaen og så ned på sine hænder, mens jeg travede rundt i stuen og holdt sådan en moraltale, jeg altid har hadet hos min far.

   "Hvad tænkte du dog på?!" spurgte jeg vredt, da jeg var færdig. Han så op på mig, blødte fra den ene mundvig og næsen, hans ene øje var lidt blåt.

   "Det var dem, der begyndte."

   "Med hvad?!" Han sank en klump og så ned. "Esus, fortæl mig det nu bare. Jeg er din kæreste, du kan da godt..."
   "Vi er ikke kærester," sagde Esus hårdt. "Og det er min egen sag, hvad de sagde!" Jeg så såret på Esus. Han rejste sig op.

   "Hvorfor er du så fjendtlig?" spurgte jeg lavere. Esus så væk.

   "Jeg var femten. Min far sad på passagersædet, min mor sad ved siden af mig. Det var Ihun, der kørte bilen. Han kørte for hurtigt, og kørte galt. Mine forældre blev dræbt, jeg mistede nogle ribben - Ihun var den eneste, der slap uden skader, men han begyndte at drikke! De sagde, at han er kriminel, og at han burde sættes bag tremmer." Jeg tøvede. Hold da helt op...

   "Men kan du ikke være lige..."

   "HAN ER MIN BROR FOR FANDEN!" Esus råber, højt. "Hvordan skulle jeg kunne være ligeglad med ham? De truede med at ringe efter politiet, få Ihun arresteret!" Han sendte mig et koldt blik. "Men det kan du vel ikke forholde dig til?" Han stormede ovenpå, jeg så efter ham. Fulgte efter.

   "Esus, lad nu være..." Han smækkede døren ind til værelset. Der var ingen lås, så jeg åbnede og gik ind. Han smed sig i sengen og tog hovedtelefoner på. Jeg satte mig ved siden af ham, strøg hans skulder. "Esus? Vil du så ikke fortælle mig om det?" Han skævede til mig. Tog hovedtelefonerne af. Okay, så vred var han altså heller ikke.

   "Ihun har været fuld stort set 24/7 siden ulykken. Han kunne ikke betale regningerne for lejligheden, så vi måtte flytte til slummen. Jeg skulle arbejde, havde ikke råd til en skoleuniform, hvis vi også skulle have mad. Ihuns havde en kæreste i starten... Hun prøvede at få ham ud af rusen, men han blev vred og slog hende. En aften kom hun og truede mig. Hun sagde, at hvis hun ikke kunne være sammen med Ihun, ville hun være sammen med mig, om hun så skulle tvinge mig. Jeg løb væk og blev væk i en uge. Levede lidt på gaden. Derfor kan jeg ikke lide piger. Jeg tænker altid på hende, når en pige rør mig." Jeg kunne næsten ikke tro det. Esus var bange. Et æg. Hård udenpå, blød lige under overfladen. Jeg kyssede ham på kinden, han smilede lidt.

   "Ihun skal ikke arresteres. Men du skal holde jul her, okay?" Han lo.

   "Jeg er ikke kristen."

   "Nej, men det er jeg." Esus lagde en arm om mig.

   "Kan jeg så få en sukkerstang?" Jeg så på ham.

   "Et; ad. To; nej. Men du kan få et kys?" Jeg kyssede ham på munden. Han nikkede.

   "Ja, det er vist lige så godt. Næsten." Han skubbede mig ned i sengen og kyssede mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...