Aldrig! ... sige aldrig

Arthur flytter fra Amerika til Singapore den 1. december, hvor han skal gå på en international skole. Han bryder sig ikke om den pludselige omvæltning i hans liv, og især ikke om klasse"kammeraten", Esus, også kaldet 'Esset'. Esus virker lidt for interesseret i Arthur, der så vidt som muligt prøver at undgå den dystre dreng. Men en klassetur får Arthur til at springe ud i Esus' mystiske personlighed, og det kan føre begge veje... Julekalenderen Aldrig... sige aldrig, følger starten af to drenges forhold, i medgang og modgang, til døden dem skiller?

15Likes
38Kommentarer
2467Visninger
AA

3. Anden december - misser

... de sorte gardiner for vinduet. Det blev straks mørkt på værelset. Jeg tændte lyset og så på mit ur. 00:00 AM, anden december. Jeg gabte og satte min taske på gulvet. Jeg måtte pakke den ud i morgen. Jeg lagde mig ned på sengen, gad ikke engang at klæde om. Jeg rullede mig ind i dynen og trykkede mig ned mod puden. Gabte. Lukkede øjnene.

 

Da jeg åbnede øjnene igen, lå jeg næsten nede på gulvet. Min hånd og ene ben lå uden for sengen, jeg lå sidelæns hen over den. Jeg gabte. En svag stribe lys faldt ind gennem gardinerne. Jeg så på mit ur, som jeg i træthed ikke havde taget af dagen før. Jeg spærrede øjnene op. 11:22 AM! Jeg tumlede ud af sengen, fandt noget rent tøj i min gigantkuffert, klædte mig på og gik ud på badeværelset, hvor jeg ikke havde tid til at gå i bad. Jeg børstede tænder, vaskede mit ansigt, greb min taske og styrtede nedenunder.

   "Mormor!" sagde jeg vredt. Hun sad bare dér ved sofabordet og læste. "Jeg skulle starte på skolen i dag!" Hun nikker langsomt.

   "Nårh ja, det er også rigtigt!" Hvad? Var hun bare ligeglad? "Ja, jeg prøvede faktisk at vække dig, dit lille dovendyr, men du kunne ikke komme op. Jeg syntes, at du skulle blive hjemme i dag, og sove jetlaggen ud." Hun nikkede. "Ja, det er en god idé..." Jeg så målløst på hende. Så bad jeg hende hurtigt om at få mig hen til skolen. Hun nikkede, sukkede og rakte mig et bund penge. "Få en taxa til at køre dig, du ved godt, at jeg ikke har kørekort, Arthur." Jeg tog hurtigt pengene og løb ud af døren. "Hov, skal du ikke have frokost?" hørte jeg hende råbe efter mig.

   På gaden fik jeg fat i en taxa. Jeg opgav skolens adresse, og bad ham om at komme frem hurtigst muligt. En fejl, jeg aldrig vil begå igen.

   Taxachaufføren kørte så hurtigt, at jeg nær havde fået et hjerteanfald. Da vi nåede til skolen, en stor, kedelig, grå kasse, havde jeg boret neglene ned i sædets betræk. Jeg tog min taske, betalte chaufføren og løb ind.

   Jeg fandt rektorens kontor og bankede forsigtigt på. Jeg åbnede døren og så forsigtigt ind. En blond dame i stramt kontorjakkesæt sad bag et skrivebord og tastede noget ind på en computer. Hun så op, da jeg kom ind.

   "U-undskyld mig?" sagde jeg forsigtigt. "Mit navn er Arthur Smith, jeg skal starte her i dag?" Hun fnøs.

   "Er du ikke lidt sent på den, Hr. Smith?" Jeg rødmede og så ned.

   "Øhm, jetlag." Hun nikkede og rejste sig op. Rakte en hånd frem.

   "Rektor Diana Joe." Jeg gav hende hånden. Hun så på mig. "Du har glemt din skoleuniform." Jeg så ned. Skønt... Rektor Joe sukkede. Hun tastede noget ind på sin computer. "Ja, jeg kan se at du står her." Hun rakte mig et skoleskema. "Du har biologi nu. Lokale 22B, anden sal. Du får dine bøger der." Jeg nikkede, skyndte at bukke, da jeg kom i tanke om, hvor jeg var henne. Jeg tog skemaet og skyndte mig ud af døren.

   Jeg løb op på anden sal, overså selvfølgelig, at der var en elevator, og bankede svedende på døren. En lavstammet mand åbnede døren, hans ansigt var hårdt og bestemt. Han havde sort, tyndt hår, og et par "jeg ved alt så ikke sige mig imod" briller. Jeg sank en klump og så på skemaet.

   "Hr. Young?" Han så mig an.

   "Ja? Hvad kan jeg hjælpe dig med?" Jeg sank en klump.

   "Arthur Smith, jeg skal begynde i Deres klasse." Young hævede et øjenbryn. Så trådte han tilbage og lod mig komme ind.

   Ansigter så på mig, jeg listede nervøst hen til den eneste ledige plads. Young stillede sig op til tavlen, hvor en hydrotermfigur[1] var blevet tegnet op. Young så på mig. Det gjorde alle de andre også.

   "Det ser ud til, at vi har fået en sen klassekammerat," sagde Young. Jeg krympede mig. "Hr. Smith, vil du ikke komme herop o præsentere dig for de andre i klassen?" Jeg rejste mig langsomt op og gik hen til dem. Jeg så ud over mine nye kammerater.

   De fleste var forskellige, ikke som i forskellige hårfarver eller frisure, men i etnisk oprindelse. Jeg så ned. Jeg følte mig anderledes, brunt, pjusket hår, bleg hud, ingen skoleuniform. Jeg sank en klump.

   "Mit navn er Arthur Smith. Jeg kom til Singapore i går aftes. Jeg er sytten år gammel, jeg kan godt lide at spille basketball, og mit yndlingsfag er engelsk..." Young så på mig.

   "Tja... Det er da en begyndelse. Sæt dig ned, Smith." Jeg listede ned på plads. "Forhåbentlig tager du din skoleuniform på i morgen. Vi har ikke brug for endnu et Es." Jeg så forvirret op på hr. Young. "Er der nogen, der vil følge Smith rundt på skolen i pausen?" Til min store overraskelse rakte næsten alle hænderne op synkront. Bortset fra én enkelt, enlig person, der sad i det fjerneste hjørne. Han havde en hætte trukket op for ansigtet, så jeg ikke kunne se ham ordentligt.

   I pausen blev jeg vist rundt af en tysk udvekslingsstudent, Heinrich, som talte med en smule gebrokken accent. Han viste mig kantinen, biblioteket, sportspladsen, multibanen og de lokaler, mine timer ville foregå, samt aulaen og skolens have, hvor man kunne sidde i pauserne og fritimerne. Skolen havde også sin egen svømmehal.

   I de sidste timer havde jeg matematik, engelsk og fysik. Efter skole tilbød Heinrich at vise mig, hvornår jeg skulle stå af med skolebussen.

   Da jeg var kommet hjem lå der en seddel på spisebordet fra mormor. Hun var taget til aerobic og kom hjem klokken seks. Jeg gik ovenpå og i bad, hvorefter jeg satte mig på min seng, og så på mit nye værelse. Skolen havde været en smule hård, da nogle af de andre elever talte mandarin, kinesisk eller noget helt andet til hinanden.

   Jeg så på min kuffert, og begyndte så småt at pakke ud. Bøger kom op på kassereolen, skoleting blev sat på skrivebordet under reolen, tøj kom ind i skabet i væggen, og diverse andre ting blev sat lidt tilfældigt. Det tog ikke lang tid. Da jeg var færdig tog jeg min computer op, satte den på sengen og prøvede at komme på internettet. Men mormor havde ikke givet mig koden. Jeg sukkede og gik nedenunder.

   I fjernsynet var næsten alle programmer på mandarin eller malaysisk, enkelte på engelsk, men de var med tyk accent, så jeg ikke forstod det.

   Da mormor kom hjem, havde hun store indkøbsposer med. Jeg hjalp hende med at få dem ind i køkkenet, hvor hun roste mig og spurgte ind til min dag.

   "Skolen skal nok blive god," sagde hun, uden at lade mig indføre ét eneste ord. "Det er som én stor myretue, man skal bare finde ud af, hvilken rolle man spiller! Fik du nogen nye venner?" Jeg trak på skuldrene.

   "Det ved jeg ikke helt... Jeg talte ikke rigtig med nogen..."

   "Nå, men det kommer nok snart. Er der nogen søde piger i din klasse?" Jeg så overrasket på mormor. Hun smilede, hendes øjenskygge var en smule overdrevent. Det korte, gråbrune hår strittede lidt, hun havde sit træningstøj på, en lyserød heldragt. Jeg var et hoved højere end hende.

   "Mormor, altså," sagde jeg stille. Det var da ikke noget, der ragede hende.

   "Hvad?" Hun nikkede langsomt. "Åh, undskyld - søde drenge?"

   "MORMOR!" sagde jeg forskrækket.

   'At holde sig inden for de sikre rammer - det er det, du skal gøre, Arthur.' Det har mine forældre altid sagt. At være til drenge er ikke en sikker ramme. Mine forældre er ikke glade for homoseksualitet. Det er ingen i min familie. Kun mormor driller med det engang imellem. Og da hun havde skudt den joke efter mig, og så mine ører og kinder blive røde, grinede hun og begyndte at sætte varer på plads.

   "Åh, vær nu ikke så alvorlig," sagde hun drillende. "Jeg laver jo bare sjov med dig, Archi." Archi er mit kælenavn, kun brugt af min mormor, en sjælden gang. Jeg sukkede vredt og gik ud af køkkenet. "Der er aftensmad klokken halv otte!" råbte hun efter mig.

 

[1] Hydrotermfigur = en form for koordinatsystem, hvori bl.a. nedbør, befolkning eller afgrøder bliver vist.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...