It Will Never Change, Baby - One Direction.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 dec. 2014
  • Opdateret: 4 jan. 2015
  • Status: Igang
Når man får lige, hvad man peger på, kan det let blive en leg i hovedet. Når man kender det med at blive snotforkælet, er det svært at skelne mellem penge og kærlighedsliv, i hvert fald for Emily på tyve. Hun bor med sin far i USA, hvor han arbejder med kendte mennesker. Emily er vant til at fløjtende rige mennesker suser ind og ud af huset, så da selveste One Direction kommer på besøg, bliver hun ikke spor besat af dem. Men kan One Direction få hende ned på andres niveau? Kan hun blive opdraget som en normal teenager, eller bliver de bare sendt videre som alle andre kendte er blevet gjort? Og hvad med hendes veninde, Julie?

11Likes
11Kommentarer
1234Visninger
AA

7. ∞ 5. Kapitel ∞

Solen skinner sig igennem vinduerne, som om det var verdens skønneste dag. Skyskraberne i New York, når ikke engang halvt op til solen, hvilket betyder det er frokost. Folk vrimler ude på gaden, det er storudsalg i Sephora, og jeg vil vædde med at de snobbede

High School piger fra Ballways Highschool er derinde, og bærer rundt med tusindvis af poser på armene. 

Julie har dog skrevet til mig, om jeg vil med ud og shoppe, for det er vildt lang tid siden. To uger. 14 dage. En evighed. Det er på grund af de dumme parasitter der er på besøg lige nu. Og de snobbede kendte før dem. Jeg føler mig lidt som en der bruger sit tøj op og op igen. At jeg ikke får nyt tøj. Krise.

 

​Zayn sidder over for mig i min stol med sin telefon i hånden. Jeg ved ikke, hvad han laver, sikkert Twitter af en art. Jeg selv sidder med en bog i hånden, ikke fordi jeg elsker at læse bøger, men lektier er vel lektier. 

De andre drenge er ude i stuen og spille PlayStation. Det morer de sig meget med, for jeg kan høre dem helt inde fra værelset. Zayn gider ikke spille, måske vil han hellere være sammen med mig? I dunno, men han er i hvert fald herinde. 

Jeg har lyst til at spørge, om vi skal se en film, men er det ikke bare sådan lidt mere end at være venner? Altså, når man ser en film, hentyder det ligesom til, man gerne vil hygge sig med personen, man vil se den med. 

 

"Er du sulten?" spørger jeg så bare, for jeg ved ikke rigtig, om jeg bare kan lade være med at sige noget, nu hvor han er herinde, istedet for at være sammen med drengene.

"Emily, jeg har fået mad for ti minutter siden," smiler han og skubber telefonen ned i lommen. 

"Just kidding," siger jeg bare, selvom det faktisk ikke var for sjov. Han smiler lidt af min kommentar, og kommer over i sengen til mig, hvor han sætter sig i fodenden. 

Jeg hører hans sidste sætning igen. Nu hvor jeg tænker over det, får han mit navn til at lyde specielt. Sådan smukt og unikt, som om ingen andre hedder det. Det er der nok, men han lægger sådan et specielt tryk på -ly, som om han ruller på tungen. 

"Hvad med de andre drenge?" 

"Hvad med dem?" spørger Zayn.

"Hvorfor er du ikke sammen med dem?" spørger jeg så igen, og rykker lidt tættere på.

Det generer ham ikke, for han trækker bare på skulderen og tænder tv'et. "Hvad skal vi se? Netflix, HBO…"

"Zayn," afbryder jeg ham.

"Hvad?" sukker han, og zapper imellem kanalerne. 

"Hvorfor er du her? Du kan jo ikke lide mig?" jeg kigger undrende på ham.

Han vender sig mod mig og kigger mig i øjnene. Hans øjne flakker lidt, men ellers ligner han den Zayn jeg kender. Det er i morgen de må gå ud, så jeg ser ham nok ikke så forfærdeligt meget mere end i dag.

"Hvad mener du? Jeg kan da godt lide dig. Det kan de andre drenge altså også," afslører han.

"Nej… nej, de kan ej?" 

"Jo, de driller dig bare. Du er så nem at gøre irriteret," griner han. 

"True," svarer jeg.

Han nusser lidt mine tæer med sine varmer hænder, og jeg smiler forsigtigt. Han kan rent faktisk lide mig. Han er ikke bare en af de normale drenge, som bare himler med øjnene så snart de ser mig, men lyser op hver gang de ser en hvilken som helst anden pige. Zayn kan rent faktisk godt lide at være i selskab med mig.  Utroligt. 

 

Zayn og jeg træder ud i stuen et par timer efter. Drengene sidder og spiller og griner og grov-æder chips. De ligner nogle vaskeægte teenagere, som har siddet hele dagen med pizza i kæften, og svarer 'Ja, ja' på alle spørgsmål. Zayn vifter lidt med armene, for at få kontakt, og to af dem reagerer da.

Harry smider joysticket fra sig, og hopper over til mig. Hans grønne øjne lyser helt, men de ser samtidig vildt firkantet ud, nok fordi han har siddet hele formiddagen og spillet Fifa. 

"Jeg er sulten, skal vi finde en lækker opskrift på nettet?" spørger han som et lille barn.

"Jo, jeg tjekker køleskabet," svarer Zayn, og er allerede ude af stuen. 

Harry og jeg finder opskrifter i køkkenet, mens Zayn ser efter mad. Vi finder frem til kyllingesalat, og beder drengene at hjælpe til med at finde noget andet, så de også skal lave noget. De finder frem til fisk og begynder så at lave alt muligt andet. 

Jeg er træt af de drenge, men måske har Zayn ret. De kan måske godt lide mig, de viser det bare på en drengemåde, hvor Zayn viser det på den rigtige måde. Ikke pigemåden, men bare den romantiske. Ej, det virker måske lidt overdrevet, men you know.

Vi stiller maden på bordret. Der bliver ikke spist lige så meget som der plejer. Louis spiser næsten ingenting. Heller ikke Niall. Jeg føler mig tyk. Jeg har spist to store tallerkner, selvom det ikke er særlig meget, i forhold til at det ikke mætter det store. Drengene sætter sig hurtigt ind i stuen, Harry, Zayn og jeg bliver i spisestuen og snakker.

"Hvad skal vi lave i morgen, så?" spørger Zayn.

"Tage i byen, måske?" spørger Harry.

"Nej, vi bliver sikkert omringet af fans," svarer jeg usikkert.

"De ved ikke, hvor vi er. Selvfølgelig spreder det sig hurtigt, men vi må sørge for at finde et sted, hvor ingen unge piger kommer?"

"Jeg har ikke lyst til at tage i byen, drenge," svarer jeg, og går i køkkenet for at få noget vand.

Jeg glider hånden på bordpladen, imens jeg nærmer mig vandhanen. Trækker i vandhanen, så der fosser vand ud. Byen er ikke mig. Jo, shoppingstederne, men ikke byen. Og jeg ved, at kendte godt kan fyre den max af i byen. Lidt for meget.

Jeg drikker vandet, og kommer ind i en tom spisestue. Jeg kigger mig lidt omkring, gennemsøger værelserne, men kommer så ind i stuen, hvor de sidder klistret til skærmen med joystickene i lapperne og ærgrer sig når de brænder, og giver highfives når de scorer.

Jeg er ved at blive træt, så jeg går ind til mig selv og sover. Drengene er irriterende, ja, men de kunne blive værre.

 

_______________________________

Husk at give feedback i kommentaren, så ville jeg blive glad :)

Hvis du føler for det, så like og alt det der, men det er kun op til dig. 

Det er selvfølgelig også kun op til dig at give feedback, hehe.

Love ya,

- Bellaz.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...