It Will Never Change, Baby - One Direction.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 dec. 2014
  • Opdateret: 4 jan. 2015
  • Status: Igang
Når man får lige, hvad man peger på, kan det let blive en leg i hovedet. Når man kender det med at blive snotforkælet, er det svært at skelne mellem penge og kærlighedsliv, i hvert fald for Emily på tyve. Hun bor med sin far i USA, hvor han arbejder med kendte mennesker. Emily er vant til at fløjtende rige mennesker suser ind og ud af huset, så da selveste One Direction kommer på besøg, bliver hun ikke spor besat af dem. Men kan One Direction få hende ned på andres niveau? Kan hun blive opdraget som en normal teenager, eller bliver de bare sendt videre som alle andre kendte er blevet gjort? Og hvad med hendes veninde, Julie?

11Likes
11Kommentarer
1224Visninger
AA

5. ∞ 3. Kapitel ∞

Far står i døren, og kigger på mig der ligger med ryggen til. "Skat, det vil ikke skade, hvis du kommer ud til dem og lærer dem lidt at kende. Du kunne måske også vise dem rundt…"

"Er det måske ikke dit job at gøre det?" afbryder jeg flabet.

Han sukker. "Sweetheart… det kan godt være, det er mit job, men du kunne godt tage lidt intiativ…"

"Skulle du ikke gå?" afbryder jeg igen.

​"Jo, jeg smutter. Vi ses…"

Han lukker døren, og jeg ligger tilbage i det mørke værelse igen. Sofus putter sig helt ind til mig, og jeg kan mærke hans varme stige ind i mig. Jeg smiler. 

 

Jeg ender alligevel med at gå ud, for jeg er pisse sulten, og jeg gider i hvert fald ikke sulte på grund af dem. Far kommer først hjem ved elleve tiden, så jeg er ca. alene hjemme med 5 spassere og Sofus i seks timer. Han skulle ud til et møde omkring One Direction, så nu er jeg da i hvert fald sluppet af med ham. 

Jeg skynder mig forbi stuen, men da der ikke sidder nogen, bliver jeg lidt mistænksom. Uden at tænke mere over det, vader jeg lige ind i den lyshåret. Jeg er lige så høj som ham, så han kan ikke kigge ned og spille stor. "Undskyld," lyder det fra ham.

Han fniser lidt og går tilbage til spisebordret, hvor alle drengene sidder med hver deres skål med nudler. Den ene af de brunhåret drenge er lige ved at bryde sammen af grin. Jeg har altså lyst til at slå ham. Jeg står sådanset bare og kigger på dem, da en krølhåret/langhåret fyr kigger afventende på mig, som om han vil have mig til at sige noget. Jeg løfter det ene øjenbryn, og får ham til at vende næsen den anden vej. 

Jeg slentrer over til køkkenet, og laver en omgang spaghetti med salat og bacon. Der dufter himmelsk i køkkenet, og jeg kan ud af øjenkrogen se drengene vende sig mod mig og snuse. Jeg smiler lidt for mig selv og rører rundt i spaghettien. 

"Må vi også få noget?" spørger ham fyren, der var ved at bryde sammen af grin lige før.

​"Njæhh… i har jo jeres nudler," siger jeg totalt ligeglad og får dem til at kigge utaknemmeligt på deres rådne nudler.

Jeg vil vædde med, at de er ved at slå mig ihjel, men jeg er totalt ligeglad, for ligemeget hvad vil de få kæmpe omtale om det i aviserne, og så er One Direction nedlagt for altid kun på grund af mig. Og hvad vil de ikke gøre for One Direction? Jeg mener...

Jeg øser en tallerken op med spaghettien og salaten med bacon og sætter mig ned for bordenden. Drengene kigger nervøst på hinanden, mens jeg sidder og spiser helt tilfreds. "Jeg fik ikke præsenteret mig ordentligt," begynder ham der var ved at bryde sammen før. 

Jeg himler med øjnene, og spiser videre som om jeg ignorerer ham.

"Jeg er Louis, jeg er snart 23 år og jeg er meget glad for, vi bor her midlertidigt hos dig og din far," siger han og smiler.

Jeg rynker brynet og kigger op på ham. Alle drengene sidder seriøst og stirrer på mig. Louis sidder også og kigger på mig, som om jeg skal præsenterer mig igen. Jeg ryster bare på hovedet og spiser videre. "Må vi ikke godt få noget, vi er jo stadig sultne, altså.."

Det kom fra en anden brunhåret fyr, meget veltalende faktisk og seriøs. Han har en meget kraftig engelsk accent, og håret er sat med alt for meget voks. Jeg er lige ved at give mig. Han har sådan nogle hundeøjne man ikke kan stå for, men jeg er ligeglad. De kan sgu da ikke bare komme rendende ind i huset, og tro at de bare ejer det hele ved at spise alt vores mad. 

"Okay, så bare tag, men husk at del lidt. Jeg orker ikke at lave en portion mere, når far kommer hjem," siger jeg.

Tænk at jeg giver mig! De har lige siddet og ædt alt vores nudler - plus - så går de da også i gang med at spise en hel portion spaghetti. 

"Kan vi så ikke bare lave en portion? Harry er fantastisk til at lave mad!" siger Louis, og kigger afventende på ham den krølhåret/langhåret fyr.

"Hvad?! Mig?! Jeg er sgu da ikke en skid god til at lave mad!" skaber han sig.

"Årh, hold op. Dine tacos er sgu da fantastiske!" siger ham den lyshåret.

"Så lav bare tacos, altså…" mumler jeg og rejser mig fra bordret. Stiller bestikket og tallerknen i opvaskeren, og slentrer væk fra diskussionen, om hvem der er bedst til at lave mad.

 

Jeg tænder fjernsynet inde på mit værelse, tænder duftlys, putter mig under dynen og lægger mig til rette. Jeg zapper lidt mellem kanalerne. 30 sekunder på den ene kanal, 10 sekunder på den anden… men nej, der er intet i fjernsynet på en tidlig lørdag aften, så jeg sætter min computer til fjernsynet og finder netflix frem. Sætter noget Gossip Girl på og ser afnsit efter afsnit. 

Jeg kan hører drengene larme i spisestuen, og jeg er ved at blive virkelig træt af det. Der lugter af varme tacos i hele huset, og jeg bliver mere og mere fristet af at gå ud og se, hvor langt de er nået med dem. 

Sofus ligger på mit skød, og bliver aet i langsomme bevægelser. Han falder langsomt i søvn, jeg mærker hans tunge krop mod mine lår, og til sidst ligger han på ryggen. Jeg lægger ham ned på madrassen, hvor han krøller sig sammen. Hvis jeg ikke havde ham, hvem havde jeg så?

Der bankes på døren, og jeg sætter hurtigt serien på pause. Jeg kigger mod døren, hvor den lyshåret fyr kommer til syne. Jeg stønner forsigtigt, og sætter mig ordentlig op.

"Vil du se en film?" spørger han.

Jeg er ved at tabe kæben. Jeg troede, de troede at jeg var skide irriterende. Jeg mener… det synes alle stjerner efter noget tid. Synes de virkelig ikke jeg er en taber?

"Hvilken?" spørger jeg.

"Frit," svarer han.

"I orden," svarer jeg.

 

Jeg vågner ved, at jeg ligger på sofaen, med hovedet på den lyshåret skuldre. Der er mørkt i stuen, og fjernsynet er slukket. Den lyshåret sover. Vent… HAR JEG SOVET PÅ HANS SKULDER?! Jeg rejser mig op med et sæt. Louis og Harry ligger på gulvet og snorksover, ham den mørke ligger i lænestolen og ham den seriøse i sækkestolen. Den lyshåret og jeg ligger i sofaen - TÆT - og jeg er nok den eneste der ikke sover. Jeg tjekker min mobil i lommen. Klokken er lidt over 12 - ingenting - men det føles alligevel så meget. Far er kommet hjem. Jeg kan hører ham snorke inde ved siden af. 

Hvornår er jeg overhovedet faldt i søvn? Og hvorfor lige på ham den lyshåret? Hvad er der så specifikt ved ham?! Ham der så mig danse i dag? Efter… 11 timer er jeg allerede så tæt forbundet med ham, at jeg kan sove på hans skulder, tæt op ad ham? 11 TIMER?!

Jeg rejser mig forsigtigt fra sofaen, og lister forsigtigt ind til mig selv igen. 

 

 

_____________________________

Hello!

Tak fordi du læste dette kapitel. Husk at give feedback i kommentaren,

"like" "følg" og "favoritlitisér" og så må i have det rigtigt godt.

- Bellaz.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...