It Will Never Change, Baby - One Direction.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 dec. 2014
  • Opdateret: 4 jan. 2015
  • Status: Igang
Når man får lige, hvad man peger på, kan det let blive en leg i hovedet. Når man kender det med at blive snotforkælet, er det svært at skelne mellem penge og kærlighedsliv, i hvert fald for Emily på tyve. Hun bor med sin far i USA, hvor han arbejder med kendte mennesker. Emily er vant til at fløjtende rige mennesker suser ind og ud af huset, så da selveste One Direction kommer på besøg, bliver hun ikke spor besat af dem. Men kan One Direction få hende ned på andres niveau? Kan hun blive opdraget som en normal teenager, eller bliver de bare sendt videre som alle andre kendte er blevet gjort? Og hvad med hendes veninde, Julie?

11Likes
11Kommentarer
1222Visninger
AA

3. ∞ 1. Kapitel ∞

"Der bankes på døren. Mit værelse er fuldstændig mørkt, og jeg ved ikke hvad klokken er. Måske er den fem. Måske er den tolv, men jeg ved i hvertfald, at jeg ikke er klar til at stå op endnu. Mine vinduer er tildækket med beige farvet mørklægnings gardiner med blonder, mit værelse dufter af duftelys, som jeg har haft tændt hele aften i går og lyset er slukket. Jeg snuser lidt til duften af duftelyset. Det dufter af kryderier; Nelliker, vanilje osv.

Jeg glemmer helt at der blev banket på døren, så jeg er allerede i gang med at tage tøj på, da min far kommer ind med forsigtige skridt. Der er lys ude på gangen, så værelset bliver lyst op fra mørket.

"Far?!" skriger jeg næsten. "Hvad laver du?"

"Undskyld!" råber han bare, og lukker forsigtigt døren igen.

Jeg har egentlig både undertøj og t-shirt på, men jeg er stadig ikke klar til at nogen skal se mig, som jeg ikke plejer at se ud; lyst hår, cowboy- eller sortebukser, t-shirt osv. Det er nok også derfor, jeg aldrig får en kæreste.

Jeg mener; Julie har jo haft masser af kærester. Hun er så også et år ældre end mig, men alligevel. Jeg har nok stadig ingen kæreste om et år, so what. Det er alle de andre på min årgang jo også; jeg kom et år for tidligt i skole, fordi de mente at jeg var for moden til stadig at være børnehave. Julie var også den eneste veninde jeg havde, så der var ligesom ingen ting at gøre ved det… der er bare én ting der er nedern ved det. Da jeg var 14, begyndte alle ligesom at gå til fester i min klasse, men jeg måtte ikke. De snakkede ikke om andet end, hvor sjov festen havde været, fordi de fleste var blevet beruset. Jeg har stadig ikke fået lov til at drikke så meget. Ikke at min far tager med til hver eneste fest, men han hyrer nogle folk til at kigge efter mig. Det er så nedern. Tilgengæld får jeg fri adgang af dørmændene. 

Men Julie er altså min bedste veninde. Det var hende jeg vidste lige fra starten af, jeg vil blive veninder med. Ikke sådan veninder-veninder, men mere bedsteveninde-veninde. Hun er smuk, blid og sød. Det siger sig lidt sig selv. Jeg har altid haft Julie. Da vi var mindre, var vi sammen everyday, fordi vi havde lovet hinanden det, men nu gælder det vist ikke mere. Det er også åndssvagt. 

Hvorfor vi var sådan, i don't know. 

"Emily, vi kører om lidt," hører jeg min far sige ude for døren. "Det vigtigt, vi når det."

"Til hvad?"

"Lufthavnen."

 

Jeg har samlet mit lyse, glatte hår i en silke elastik på hovedet og et par spænder her og der. Jeg ligger i sofaen og ser morgen tv, da der pludselig tikker en sms ind på min telefon. Julie.

- Kommer du over? Jeg keder mig. <3

Jeg sukker. Jeg har lovet at blive hjemme, for far er ude og hente et eller andet band hjem fra lufthavnen. Det er hans job at passe på dem og holde dem til sig, imens de er i New York for at spille koncerter og blive inteviewet. 

Jeg hader kendte.

Efter vi har haft så mange snobbede stjerner med alt for mange krav, synes jeg bare alle er. Før lagde jeg ikke rigtig mærke til det, men efter vi for et par måneder siden havde et alt for krævende girlband fra Europa, har jeg ikke kunne klare kendte mere. Far elsker kendte. "De er sådan beroligende på en eller anden måde, og får altid en til at føle sig normal". Beroligende. Flot.

Sofus springer op i sofaen, og ligner en der spørger om jeg er okay, når jeg nu sidder og surmuler. Han springer op i ansigtet på mig, og i et snuptag fanger han lige et kys. Søde hund. Jeg aer ham på maven og ser videre på morgentv. Der er stille i lejligheden. Vi har en kæmpe stor lejlighed, tæt på en shoppegade. Det er dejligt nok at være tæt på det hele, men når jeg ligesom kommer i tanke om, hvorfor vi bor her, får jeg kuldegysninger. Kun på grund af de kendte. Vi kunne lige så godt bo ude på prærien, men hvorfor ikke bo, så vi kan have lidt større chance for at komme tæt på de kendte? Typisk.

Min telefon ringer. Julie, står der på displayet. 

"Hey, sweet."

"Hej," siger jeg bare, og får en pote på maven som tegn på at jeg skal ae.

"Ku' du komme eller hvad?"

"Nope, vi skal have et nyt sæt kendte, og jeg skal åbenbart sige ordentlig goddag til dem. Bræk min arm, altså."

Jeg hiver i min lidt kluntet ting på hovedet, som skal forestille at være en hestehale, men vist bare en lys stor tot på et hoved.

"Kan jeg så komme over til dig? Jeg vil gerne møde dem!"

"Gud, hvor er du støttende."

"I know," griner hun bare.

 

Jeg skrider ud i køkkenet en halv time efter. Min mave knurrer, og jeg har ikke tid til at vente mere på at de skal komme hjem. Far bliver sikkert skide sur over, jeg ikke venter til de kommer, for de har jo ikke fået noget morgenmad endnu, men jeg er bedøvende ligeglad. Kendte bliver alligevel forkælet i hoved og røv.

Jeg åbner køleskabet, og prøver at finde på noget mega eksklusivt og luksus mad, men det ender alligevel bare med nogle æg på en pande med bacon. Der er ikke noget mad i det her hus. Overhovedet.

Jeg er ved at få spat. Det er allerede to timer siden, far kørte til lufthavnen, men han er ikke engang kommet tilbage endnu. Det er typisk kendte. De siger at de kommer kl. 8, men i stedet kommer de kl 10, selvom de godt vidste, at de først ankommer kl. 10. Så kan man så vente på dem i skide langtid uden der kommer.

Hader. Kendte.

Det kan godt være at jeg bliver forkælet, men Jesus Christ - det er ingenting i forhold til kendte.

Jeg sætter mig ned for at spise min morgenmad af en slags, Sofus kommer logrende ind i spisestuen og hopper op på en af stolene. Det ligner, han smiler over hele hundefjæset. Jeg smiler, og aer ham forsigtigt. Jeg svupper min mobil op, og tjekker Facebook. Kendte, kendte, kendte, kendte. Penge, penge, penge. Bla, bla, bla.

Jeg ligger irriteret mobilen på bordret. Da jeg er færdig med at spise, stiller jeg tallerknen og bestikket i opvaskeren. Rydder op i køkkenet, så der ser nogenlunde ud, og går ind på mit værelse. Der er stadig mørkt, for jeg har ikke rullet mørklægnings gardinet op. Jeg tænder lyset i stedet, og begynder at rydde op og redde seng. Der dufter stadig af vanilje og nelliker.

Hele mit værelse er eksotisk eller hvad man kan sige. Indisk. Beige er hovedfarven, har dog hvide vægge, men ellers er det stort set beige og lignende farver. Værelset er stort; har en kæmpe seng med blonde sengeovertræk og en masse puder, en stol med et lille bord, makeupbord med makeup i skuffer og bordret, en dør indtil et walk-in-closet, en sofa med fjernsyn, en iMac og skrivebord og et tæppe med beige farver i midten. En hver piges drøm. Min far valgte det til mig, fordi han vidste at jeg ville blive belastet af alle de forskellige og fremmede kendte mennesker der suser ind og ud af lejligheden. Jeg kan jo næsten bo herinde. 

Pludselig begynder Sofus at gø i et meget højt tonelege, som hurtigt bliver afbrudt af høje, dybe stemmer og grin.

"Emily?"

Dræb mig.

______________________

Hello ;)

Please giv mig feedback i kommentaren! Det vil betyde meget ;)

Jeg har gjort meget ud af det her første kapitel. Jeg ved ikke hvor lange de andre kapitler bliver,

men jeg håber de blive omtrent lige så lange :)

- Bellaz.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...