All I Want

Katarzynas bror og søster døde sidste jul, og hun har snart opgivet al håb om, at noget som helst nogensinde vil blive godt igen. På hendes sædvanlige aftentur gennem gaderne og ned til havnen møder hun den mystiske Pascal, som er blind på det ene øje og lader sin skjorte stå åben i frostvejr. Sammen finder de ud af at få sat livet sammen til et næsten helt puslespil kun med enkelte manglende brikker. (Julekalender. Ét kapitel bliver publiceret hver dag i december.)

2Likes
2Kommentarer
359Visninger
AA

2. 2. December

Jeg vågner, inden min alarm ringer. Det gør jeg altid. Det er ikke meget søvn, jeg får om natten, når jeg falder i søvn klokken tre, vågner mindst fire gange midt om natten og står op klokken fem, men det er trods alt bedre end ingenting. Jeg slæber mig hen over det bløde, røde gulvtæppe og ud på badeværelset, hvor jeg tager et koldt bad. Jeg sidder på flisegulvet med håndklædet om mig i et stykke tid, inden jeg trækker i et par sorte træningsbukser og en hvid T-shirt. Jeg bruger normalt ikke makeup, men i dag er en speciel dag. Den her dag sidste år skete det. Den her dag sidste år døde de. Helena og Hellan var både mine søskende, mine værste fjender og mine bedste venner. Nu er de væk. Døde. Jeg stryger pudderbørsten let hen over min hud, så mit ansigt bliver endnu blegere, og så lidt mascara på vipperne. I forhold til, hvordan jeg plejer at se ud, ligner jeg nu en, der skal til en stor fest. En konfirmation måske, eller et bryllup. Eller en begravelse. Hvid og sort. Blegt ansigt, sort makeup. Hvis jeg ligner en død, bliver jeg måske mere død, hvilket vil sige, at jeg kan være sammen med Helena og Hellan igen.
Jeg vifter med min hånd foran mit ansigt og ryster på hovedet. Jeg børster tænder og hår og går nedenunder. Jeg skal ikke have noget morgenmad. Morgenmad er noget, jeg spiste, før det skete. Klokken er kun seks, og jeg har ellers prøvet at trække tiden ud. Jeg prøver uden held på at smile til mine forældre, og det bliver bare til en panderynken. Så tager jeg min vinterjakke med pelshatten på og stikker i de sorte Dr. Martens, inden jeg trasker ud af døren, mens jeg undrer mig over, hvordan jeg bar mig ad med at smile før i tiden. Og jeg prøver på at smile ordentligt, det gør jeg virkelig, men det lykkes ikke.

Bussen går først klokken halv ni, så jeg har to og en halv time til at vade rundt i den mørke morgen. Jeg starter med at gå hen til bænken, men Gerard er der ikke. Jeg sætter mig tungt ned og kan med det samme mærke, at jeg får en stor, våd plet på bagen, men jeg rejser mig ikke op. Det er ikke verdens undergang, hvis jeg bliver syg, selvom jeg ville ønske, det var.
Jeg kigger ud i luften i en lille halv time, inden jeg går videre ned til havnen. Badebroens træ er råddent og vådt, men jeg sætter mig alligevel på mit sædvanlige sted allerlængst ude. Jeg kaster et par småsten ud på isen, og de hopper et stykke, inden de lander i en snebunke. Byens beboere står på skøjter her, når de har vurderet, at isen er tyk nok. Jeg bevæger mig stille ud på isen efter halvanden time. Den er ikke sikker, det ved jeg godt, men hvad ville der ske, hvis jeg faldt i? Det ville ikke rigtigt være selvmord, men bare en ulykke. Så kunne jeg være sammen med Helena og Hellan på den anden side. Det får mig til at tænke på, hvor mange mennesker, der ville gide at komme til min begravelse. Min familie og måske et par elever og lærere fra skolen.
Jeg er for optaget af mine tanker, og jeg ser ikke revnen, der danner sig neden for mine fødder, før isen giver sig, og jeg falder i det iskolde vand med et plask. Mit hoved kommer under vandet, langt under overfladen, og jeg overvejer, om det ikke ville være et fint tidspunkt til bare at give efter. Så forestiller jeg mig min døde, opsvulmede krop, som først bliver fundet om lang tid. Ved synet af mit lig kommer jeg på andre tanker, og jeg sparker desperat med benene. Det trykker for mit bryst, og mine lunger skriger efter luft. Mit syn snævrer ind, indtil der bliver helt sort, og jeg ved, at det er for sent.

Jeg gisper efter vejret. Mine lunger brænder, min hals brænder, hele min krop brænder. Langsomt åbner jeg øjnene. Der er hvidt. Jeg forstår straks, hvor jeg er. Helena og Hellans stemmer lyder fjernt et sted bagerst i mit hoved. Jeg smiler. Nu er jeg her. Det var slet ikke så slemt.
"Katarzyna!" siger en stemme. Det er en mand. Men det er ikke Hellan. "Hey." Han rører ved min kind. Hans fingre er lige så kolde som min hud, selvom det indeni føles, som om jeg er blevet placeret på et Sankthans-bål.
"Er du der?" spørger stemmen. Et sløret ansigt viser sig, men jeg kan ikke se detaljerne. Bare lys hud og mørkt hår og lyse øjne. Så begynder jeg at kunne fornemme, hvor jeg er. Jeg er ikke død. Det er ikke Lyset, der viste sig før, det er solen. Klokken er ved at være halv ni, det kan man se på himlen. Og det er Pascal, der står lænet ind over mig.
"Kan du høre mig?" spørger han. Jeg kan ikke bevæge mit hoved; det er som frosset til is. I stedet åbner jeg munden og hvisker ja. Der kommer næsten ingen lyd ud af mig, men han ser lettet ud. Hans gode øje retter sig mod hans armbåndsur. "Bussen går om et kvarter," siger han. Og så forsvinder tilbage ad badebroen og om bag træerne.

Der er ikke nogen, der lægger mærke til, at mit hår er vådt, og min mascara er tværet ud, heller ikke da hele skolen samles i foredragshallen, hvor vi hver morgen beder en bøn.
"Må skolens tidligere elever Helena og Hellan Majcherek, som denne dag led døden, hvile i fred," aslutter rektor. Jeg fnyser. Det gør ikke nogen forskel, om så han siger det hver gang, det er den anden december de næste ti år; de er og bliver døde. Alligevel siger jeg amen i kor med de andre 550 elever.

Efter skole har jeg mest lyst til at tage hjem og få noget varmt tøj på, men jeg gør det ikke. Jeg tager bussen ned til kirkegården. En ældre dame skal også af der, og jeg hjælper hende høfligt med at komme ind på fortovet. Hun takker mig, og jeg går ned mod den store græsplæne. Gravstenene er næsten alle sammen ens, men med forskellig pynt. Nogen har små, hvide duer ovenpå, andre en rose eller et kors, og nogen har sågar et dødningehoved, hvilket egentlig virker lidt underligt. Jeg kniber øjnene sammen for at læse de små, snirklede bogstaver på en sten, der har en lille kiste indgraveret. Livet er en smuk løgn, mens døden er en smertefuld sandhed, står der. Det slår mig, at det er fuldstændig rigtigt. Stenen ved siden af er ny. Tomas og Demiyah Brunzel, 1997 - 2014. Selv ikke døden kan komme i vejen for ægte kærlighed.
Jeg ser mig omkring med følelsen af at blive overvåget. Overvåget af en bestemt person. Pascal drejer ind gennem lågen og stiller sig ved siden af mig. Jeg ser på ham.
"De døde i forgårs," siger han tomt.
Jeg nikker. "Hvem er de?"
"Min bror og søster." Pascal stryger sin finger hen over stenen. "Født med en dags mellemrum. Min mor var i store smerter. Hende og min far døde i 2003."
Jeg bider mig i læben. Hvad siger man til en, der har mistet fire familiemedlemmer? "Det er jeg ked af," beslutter jeg mig for at sige.
Han trækker på skuldrene og lægger en blomst på gravstedet. Jeg havde slet ikke set, at han havde den. Så går han uden at sige noget, og jeg ser lidt på stenen, inden jeg tager hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...