All I Want

Katarzynas bror og søster døde sidste jul, og hun har snart opgivet al håb om, at noget som helst nogensinde vil blive godt igen. På hendes sædvanlige aftentur gennem gaderne og ned til havnen møder hun den mystiske Pascal, som er blind på det ene øje og lader sin skjorte stå åben i frostvejr. Sammen finder de ud af at få sat livet sammen til et næsten helt puslespil kun med enkelte manglende brikker. (Julekalender. Ét kapitel bliver publiceret hver dag i december.)

2Likes
2Kommentarer
358Visninger
AA

1. 1. December

Mine forældre begynder at pynte huset op den første december, ligesom de plejer. Der er ikke meget, der har ændret sig, siden de fik mine søskende og jeg. De samme kravlenisser, flettede hjerter og lyskæder, der hænger overalt i det store hus, og den evindelige strikken af sweatere og uldsokker og min fars dybe suk, hver gang brændeovnen går ud, og min mors hemmelige smil, når jeg spørger, om hun har fået købt nogle gaver.
Og så alligevel er intet, som det plejer. Min bror og søsters tragiske død sidste jul er ikke noget, man snakker om, men den hænger som en tung sky over os, og den murer vægge mellem os. Min mor og far griber det an på en helt forkert måde, og det går mig på nerverne, selvom jeg godt ved, at de bare vil mig det bedste. Men ikke at tale om det fjerner ikke sorgen - sorgen er ikke bare sådan at fjerne. Det irriterer mig, at de accepterer Helena og Hellans død, og ikke mindst at de prøver på at få mig til at acceptere det. Døden skal ikke accepteres, ikke når den kommer så tidligt og uventet. Det er for uretfærdigt.

Stemningen er underlig. Akavet. Mor og far klirrer mod tallerknerne med deres bestik, og jeg stikker lidt til en kartoffel, hver gang mor sender mig spis nu-blikket. Min tallerken er tre fjerdedele fyldt, da jeg skubber stolen hen over gulvet og går gennem spisestuen og lukker mig selv ind på mit værelse på tredje sal. Jeg skubber vinduet op og indånder den friske luft. Et snefnug lander på min kind og smelter så.
Det er koldt i år. Sneen lagde sig allerede i november, og nu ligger den som en tyk dyne i hele byen. Jeg kan godt lide sne. Da Helena og Hellan døde, var det den anden december, og vintersolen skinnede ned på det fugtige græs. Nu er der sne, og det er noget af det eneste, mine forældre ikke prøver på at ændre. Jeg er glad for, at der for en gangs skyld er noget, der ikke er, som det var sidste år, men det forstår de ikke.
Jeg lukker vinduet igen og går ned i entréen for at tage overtøj på. Min far kommer ud til mig. Hans vom bliver bare større og større for hver dag, der går, men det er okay. Det er bedre, end at han sulter.
"Hvor skal du hen?" spørger han. Hans dybe stemme runger i mine ører. Min mors stemme skærer mere, og derfor taler jeg ikke så meget med hende som med ham.
"Jeg går bare en tur," mumler jeg. Han nikker og laver en grimasse, der vist skal forestille et smil.
"God tur. Kom nu hjem, inden det bliver alt for sent."
Jeg vikler halstørklædet om halsen og går ud af døren. Først da jeg er kommet et stykke ned ad vejen, opdager jeg, at jeg har glemt mine vanter, men jeg går ikke tilbage for at hente dem. Jeg stikker hænderne i mine jakkelommer og går videre.
Mørket lægger sig over byen, og gadelygterne tænder. I husene er der lys tændt, og folk snakker og griner eller ser fjernsyn eller vasker op. Der er sat julelys op i træerne på gaderne, og nogle få biler kører forbi mig. Bortset fra det og den aftagende månes hvide lys går jeg i bælgravendes mørke.
En gruppe fulde mennesker vakler grinende forbi mig. En ung mand kigger på mig og vender sig så om igen, og jeg rynker på næsen ad ham. De går her tit. Der er snart gået et halvt år, siden de opgav livets labyrint og begyndte at vandre fordrukne rundt her i kvarteret. Med tiden er der kommet nogle til; en høj, tynd pige med afbleget hår, som altid har en smøg i mundvigen, og en rødhåret dreng med lyseblå cowboybukser og åbenstående jakke er de nyeste. Jeg smagte engang en venindes øl, men siden har jeg ikke drukket, og jeg regner heller ikke med, at jeg kommer til det lige foreløbig.
Jeg sætter mig på en tom bænk. Siden Helena og Hellans død har jeg undgået mennesker. Efter en halv time kommer en hjemløs mand med sin hund, og han sætter sig helt yderst på bænken. Han er her også tit, og han har lært, at jeg går, hvis han rykker tættere på end det. I modsætning til mig elsker han at være sammen med andre, han kender bare ikke rigtig nogen. Hunden hedder Daisy, har han fortalt mig, og den hopper også op på bænken og lægger sig med ryggen mod mit lår. Jeg giver den en godbid, som har ligget i min jakkelomme. Jeg bruger nogle af mine lommepenge på godbidder til Daisy, fordi jeg ved, at der ellers ikke er meget til hende. Gerard er en venlig mand, skønt han er ildelugtende og mangler et par tænder forrest i munden, og han giver Daisy over halvdelen af den mad, han finder. Alligevel er det ikke helt nok. Daisy er tynd af en hønsehund at være.
"Tager du i skole i morgen?" spørger Gerard. Han ved godt, at det var den anden december, de døde.
"Ja," svarer jeg. "Ellers kommer jeg for langt bagud." Det går ikke længere så godt med skolen, som det gjorde før i tiden. Der gik også et halvt år, efter de døde, hvor jeg slet ikke var i skole, og jeg tager stadig fridage nogle gange.
"Okay," siger han. Så sidder vi bare og stirrer ud i mørket som sædvanlig.

Jeg går ikke hjem, da Gerard og Daisy er gået, men fortsætter ned gennem gaderne og hele vejen ned til havnen. Jeg sætter mig ned for enden af badebroen, og mine fødder støtter mod isen på det frosne hav. Om sommeren tager jeg skoene af og pjasker i vandet, men om vinteren, når vandet er frosset, lader jeg bare mine støvler glide hen over isen i tilfældige mønstre. Jeg sidder der i lidt tid, indtil min krop begynder at gøre ondt, fordi jeg fryser sådan, og jeg skal lige til at rejse mig, da en dreng læner sin overkrop ud over hegnet på siden af broen. Jeg har aldrig set ham før, og det er, som om han slet ikke har set, at jeg er her. Hans tynde, hvide skjorte står åben, og den blafrer i vinden. Han har hvide gummisko og stramme, sorte bukser på, og han har en enkelt blond stribe i sit mørkebrune hår.
Jeg rømmer mig, men han kigger stadig ikke på mig. Stirrer bare ned i det tykke lag is med sine grå øjne. Jeg sukker og rejser mig op for at gå forbi ham.
"Hvem er du?" spørger han, da jeg er kommet forbi.
Jeg spjætter og vender mig om mod ham. Forfra er hans øjne mere gråblå, og hans blå læber dirrer af kulde. Månen lyser ned på os og kaster skygger bag ham. Hans ene øje er lukket.
"Hvem er du?" spørger jeg lavt.
Han lægger hovedet på skrå. "Pascal," svarer han.
"Jeg hedder Kasia," siger jeg og rækker hånden frem mod ham. Han ser ikke engang ned, men på et punkt bag min venstre skulder. Jeg kigger bagud, men der er ikke noget særligt. Det går op for mig, at han er blind. Det forklarer, hvorfor han stadig ikke har kigget direkte på mig. Der slipper et lille "Åh!" ud af min mund, og han åbner det andet øje, som straks fokuserer på mit ansigt. Jeg rynker panden.
"Katarzyna, går jeg ud fra." Hans højre øje ser stadig på mig. Det andet har rettet sig efter det højre, men det ser vist ikke noget.
"Hvor ved du det fra?" spørger jeg med en ubehagelig følelse af, at han har udspioneret mig.
"Kasia er i daglig brug et kælenavn for Katarzyna, som er et polsk navn," siger han.
Jeg nikker lettet. Fyren nørder åbenbart navne. "Hvad betyder Pascal så?" spørger jeg, bare for at sige noget.
"Pascal er fransk," begynder han. "Pascal havde 34 koner og mere end 50 børn."
"Wow," mumler jeg. "Det var alligevel et par stykker." Jeg regner med, at han smiler, men det gør han ikke.
"Jeg er blind på mit venstre øje," siger han i stedet for.
"Det er jeg ked af." Vi står lidt i tavshed, og jeg forstår, at jeg skal sige mere. "Hvorfor lukkede du så det andet?" spørger jeg.
Han trækker på skuldrene, men man kan se på ham, at det ikke er så ligegyldigt, som han vil have det til at lyde. "Jeg kan godt lide ikke at se på det her." Han slår ud med armen.
"Havet?" Hvis jeg før troede, at han var underlig, er han nu underlig. Det er så smukt, det frosne hav. Sneen, der ligger oven på isen og mønstrene, jeg laver i den. Månens lys, der får sneen til at se blålig ud.
"Ikke lige havet. Mere bare verden i sig selv." Pascal retter begge øjne ned mod mine. Jeg slår blikket ned, og det lander på hans ben og bevæger sig op til hans bare mave. Han ryster, og hans hud er bleg. Musklerne trækker sig sammen i kramper grundet kulden. Hvorfor lukker han ikke skjorten?
"Jeg skal hjem," siger jeg og går hen over broen, væk fra ham. Han er endnu en, der har opgivet livet. Han drikker sig bare ikke fuld som dem i gruppen - han ser det ubrugelige, unyttige liv i øjnene. Øjet, retter jeg mig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...