24 dage i Intetheden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Pax betyder fred på latin. Men Pax er også navnet på en tretten årig pige, som endte i Intetheden.

8Likes
10Kommentarer
923Visninger
AA

11. 9 december


     Om morgenen gik Pax alene ned af floden, for at se om de kunne komme op af skrænten ved siden af vandfaldet. Hun gik med armene krydset over brystet og kiggede på den brusende flod ved sin side. Da hun kom helt ned til enden, tog hun et kig på skrænten. Den var ikke så frygtelig stejl, men alligevel så den mere eller mindre ustabil ud. Dog var der en del rødder, som de kunne gribe fat i. Efter den bekendtgørelse vendte hun tilbage.

“Jeg vil mene, at vi kan bestige skrænten,” sagde Pax selvsikkert, mens ingen af de andre viste interesse. “Hørte i overhovedet, hvad jeg sagde?” Hun stak bestemt hænderne i siden, som om det kunne støtte hende i hendes sag.

“Ja, Papfjæs. Det gjorde vi. Men hvordan vil du komme videre derfra, når vi intet kompas har?” Hun slog opgivende hovedet til sin venstre side, og kiggede beskyldende på Noah.

“Jeg har jo sagt, at det ikke var med vilje!” forklarede han med store armfægter.

“Du er bare så for meget, lille dreng!” snerrede Susan sammenbidt.

“Og ved du hvad du er-” Pax standsede ham.

“Hey, hey, hey!” afbrød Pax, og stillede sig imellem dem. “Skulle vi ikke til at komme videre i stedet for?!” råbte hun for at overdøve vandfaldets buldren.

“Det bliver jo svært uden kompas…” mumlede Susan uhørligt.

“Lad os nu bare gå…” sukkede Pax og begav sig ned floden. Noah skævede opgivende til Krybet, inden han fulgte Pax’ staveren ned langs bredden.

“Undskyld, jeg mener det virkelig, det var så dumt af mig,” sagde han lettere forpustet da han nåede hende.

“Ja, det var det,” svarede hun koldt. Noah vidste ikke hvad han havde forventet som svar, men måske noget mere sympatisk. Også selvom det udelukkende var hans egen skyld. Det var specielt derfor, at han ikke havde nogen idè om hvad han forventede. Pax begyndte at gå en smule hurtigere.

   Kort efter ankom de til skrænten. Pax begyndte uden tøven at klatre. Hun greb fat i den første rod, og sikrede sig derefter at hun havde godt fodfæste, hvorefter hun svang sig op.

“Du griber mig,” sagde hun en smule besværet. “hvis jeg falder ned, ik’?”

   Noah tvivlede.

“Øh… Jo, klart!”

“Det var ironisk…” råbte hun, og lo med besvær.

“Nåh…” Noah kiggede op. Der var omkring 10 meter derop. Det var ikke noget specielt stort vandfald, men det var det første han nogensinde havde set, og derfor var det lille vandfald majestætisk for ham. Længere henne ved vandfaldet var væggen lavet af lodret klippe, men hvor de stod var det nærmere et gammel mudderskred. De kunne stortset ikke høre hinanden for vandfaldet, og Noah mærkede indimellem vandet ramme sig, når vandfaldet brød vandet med den kolosale kraft.

"Men hvad sker der hvis du falder ned?!" råbte han for at overdøve støjen. Pax svarede ikke, og han vidste ikke, om det var fordi hun ikke kunne høre ham, eller om tanken skræmte hende. Hun var næsten oppe, og hvad kunne der ske hvis hun faldt ned? Væggen var jo en smule skrå. Det ville ikke blive et fuldstændig lodret fald.

  Til sidst nåede hun op på toppen og forsvandt fra sine rejsekammeraters synspunkt.

"Kom nu, Noah! Her er vildt smukt," råbte hun. Noah kunne knap høre det, for det blandede sig med vandets støj. Dog lidt mere overfladisk. Faktisk lidt som når du blander olie og vand. De er sammen, men de blander sig ikke.

"Pax?! Jeg tror ikke vi kan komme derop..." Han tøvede. "Vi finder en anden vej!" Han stod nervøst og trippede, mens han afventede svar. Pludselig stak Pax hovedet ud over kanten, hvilket flossede Noahs nerver til det uigenkendelige. Hun kunne jo falde ned når hun næsten hang ud over kanten.

"Er i sikre? Kan vi finde en anden vej?" spurgte hun tvivlende.

"Det må da være muligt," svarede han tøvende.

"Og i er hundrede på, at i ikke kan komme op, ik'?" Noah skævede til Susan som nikkede.

"Ja, det er vi."

"Okay." Langsomt begyndte Pax at gå af samme vej ned. Hun satte fødderne på diverse sten, og gled da også et par gange, hvilket resulterede i at Noah måtte kigge væk for ikke at få et nervesammenbrud. Til sidst stod Pax i et helt stykke på landjorden.

   Pax havde siden hun var lille ønsket at bestige et bjerg, og man kunne vel sige at et vandfald var en start.

“Hvor vil i så mene at vi skal hen?” Hun tørrede sine jordede hænder af i kjolen, som hurtigt blev helt hvid igen. Vandfaldet brusede ved deres side, mens fuglene fløj over deres hovedet og skrappede. Noah trak på skuldrene.

“Sagde du ikke at du vidste hvor vi skulle hen?” Hun kneb øjnene sammen.

“Nej, jeg sagde at vi nok skulle finde en vej.” Han fangede hendes øjne, men hun rystede på hovedet og kiggede over på vandfaldet. Vandet ramte stenene for bunden, og gled skummende videre ned af floden.

“Men det bliver jo svært uden et kompas!” vrissede Susan bag dem. Pax sukkede opgivende.

“Nej det gør det vel ikke…” Hun trak misfornøjet på skuldrene, inden hun satte sig på en lille sten. Længe var det som om, at den eneste i junglen der turde tage kampen op mod stilheden var vandfaldets overdøvende brølen. Pax kiggede ned i jorden, mens Noahs blik søgte til fjernere egne, faktisk helt hjem. Helt hjem i virkeligheden. Helt til Rosa.

“Men hvis du siger at mange finder til livet ved hjælp af instinkt, hvorfor i alverden har vi så brug for et kompas?!” udbrød Pax pludseligt efter en stor gennemtænkning.

“Men har du nogen anelse om hvor vi skal hen? Fungerer dit instinkt så?” snerrede Susan. “Skal vi så blive her hele natten, igen? Indtil frøken Papfjæs finder sit instinkt eller hr. dumpap finder sit kompas? Sikke en skøn idè! Lad os blive her hele natten!” sagde hun i ironi og forsvandt frustreret hen bag nogle små klipper.

“Måske er det meningen at vi ikke skal overleve?” sagde Noah sørgmodigt lidt efter. “Måske har Gud bestemt at vi skal dø her?”

“Noah, drop det filosofiske møg. Det kan godt være at der var en mening med at du mistede kompasset, og at vi nu sidder her. Men jeg tror virkelig ikke at det er meningen at vi skal sidde her og flæbe. Jeg tror at Gud ville vise os at vi godt kan stå på egne ben, eller at vi godt kan stole på os selv. Men det nytter ikke at tude!” Små tårer begyndte at trille ned af Noahs kinder, mens han ansigt fortrak sig i et flæbende udtryk, mens han udstødte små korte hulk. Og så skete noget uventet: Pax trak sin hånd, og gav Noah et syngende slag på kinden. Ikke vildt hårdt, bare til bemærkning. Han kiggede forbavset på hende. Hun så koldt på stedet hvor hendes hånd havde ramt. Egentlig var hun temmelig ligeglad med om Noah havde ondt, det vigtigste for hende var at han hørte, hvad hun sagde.

“Er du med?” Han nikkede og tørrede forsigtigt sit ansigt i sin trøje.

 

  Det endte så med at de blev natten over. Susan havde ikke forladt klippeblokken hele eftermiddagen, og befandt sig stadig bag dem. Solen var så småt ved at forsvinde, hvilket farvede himlen orange.

“Jeg har lyst til vanillekranse,” mumlede Pax pludseligt ud i det blå.

“Hvorfor?” Noah undrede sig en smule over den pludselige bemærkning.

“Du ved, det er december og sådan. På denne her tid spiser vi altid vanillekranse, gør i ikke?”

“Mere brunkager;” mumlede han sultent. “og nu hvor du siger det, får jeg en utrolig trang til dem…” Han mærkede den genkendelige smag brede sig i munden, som prikkede ham kærligt på tungen.

“Og pebernødder!” tilføjede Pax.

“Ja, pebernødder,” sagde han drømmende og fjernt. “Og marcipan konfekt!”

“Ja…” Og sådan fortsatte de i et godt stykke tid, mens solen langsomt gik til ro i horisonten.

 

   Alt åndede fred og ro. Som om dagen sagde: så! Nu har jeg ikke mere til jer i dag, vi ses igen i morgen… Pax så frem til den formentlige fredelige aften, men den skulle dog vise sig at tage en anden drejning. En meget uventet drejning.

  Mørket havde invaderet skoven fuldstændig. Vandfaldet brusede som det havde gjort hele dagen. De befandt sig måske tredive meter fra det.

  Hun var tyst ved at ridse den niende dag ind i sin hud, mens Noah kiggede på stjerner. Susan havde ikke forladt sin plads hele natten, og sad blot op af stenene. Stilheden fyldte luften. De eneste lyde var vandfaldet og et par tropiske lyde fra skovens krat. Klokken nærmede sig de tolv, men det vidste de tre selvfølgelig ikke.

  Pax smed stenen i vandet, da hun var færdig, hvorefter hun lagde sig roligt ved siden af Noah og nød stilheden. Hun hørte en svag puslen fra et krat nær Susans opholdssted, og hun regnede med at det bare var Susan selv, indtil:

“Papfjæs… Du skal ikke knurre af mig, du er ikke et dyr,” snerrede Susan muggent fra sit hjørne. Pax satte sig op.

“Jeg knurrer ikke…” Og ganske rigtigt de var alle helt tavse, udover…  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...