24 dage i Intetheden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Pax betyder fred på latin. Men Pax er også navnet på en tretten årig pige, som endte i Intetheden.

8Likes
10Kommentarer
923Visninger
AA

10. 8 december


   Ved morgenens frembrud, rejste Noah sig. Han havde ligget og kigget på træerne, mens de langsomt blev tydligere og tydligere, i takt med at solen begyndte at titte frem bag hans ryg.

  Han kiggede sig omkring. Susan lå på ryggen, og det så næsten ud som om, at hun prøvede at falde i søvn. Men det ville hun jo ikke kunne. Pax havde rejst sig og stod og strak sig i morgensolens første december stråler.

 

  Noah rejste sig også. Men han var for genert til at turde spørge Susan, om hun ikke lige ville gøre sig den ulejlighed at rejse sig, så de kunne komme videre. Han stod nervøst ved hendes side og trådte sig selv over tæerne, mens han håbede på at hun ville vågne af sig selv. Pax sukkede højlydt, og med fod spidsen skubbede hun - måske lidt hårdere end bare et skub, til Susan, så hun tumlede en gang rundt i sneen.

  Susan spyttede sneen og skidtet ud af munden, så hun kunne brokke sig:

“Hvad tror du lige at du har gang i, Papfjæs?!” hidsede hun sig op.

“Vi skal videre, kom!” bed Pax hende af. Susan bed sig i læben og trak en opgivende grimasse, hvorefter hun fulgte med de to børn.

 

  Der var ikke langt til grænsen. 10 meter, måske. Og da de kom helt frem, mødte et overraskende syn dem: på den side de stod på, lige før de høje træer tårnede sig op, dominerede sneen landskabet, men på den anden side var der frodigt græs. Og sneen stoppede bare pludseligt og blev til græs. Selv opdagede de, at når de trådte over grænsen, sneede det ikke. Det var som om en usynlig barrikade skilte de to fra hinanden.

 

  Det korte morgen skænderi var som sunket i jorden, for alle var så fokuserede på det nye og detaljerede sted. Lianer strakte sig så langt øjet rækker, op af de høje tynde stammer. Eksotiske fugle fløj fra trækrone til trækrone, og fløjtede anderledes og spændende lyde. Et par orange firben eller to, fulgte hinanden op af stammerne, hvor smukke farverige - og formentlig også giftige - blomster blomstrede i de slyngplanter, som klamrede sig til de høje stammer. Luften duftede sødligt og frisk.

 Pax var den første som tog et skridt. Hun havde ikke som de andre tålmodighed til at beundre alle de smukke detaljer. Da Pax blev ‘slugt’ af de grønne buske, følte Noah sig tvunget til at følge efter. Han mærkede med det samme de små fugt perler ligge sig på sin hud. Men han kunne ikke mærke deres lunhed.

“Tror i ikke at der kan være pumaer?” spurgte Susan lettere nervøs.

“Nah…” råbte Pax.

“Pax, det tror jeg altså godt at du kunne være. Du ved der er jo fugle og sådan,” inverterede Noah.

“Men i så fald, tror du så at den ville kunne gøre os ondt?” spurgte hun spydigt.

“Det vil jeg da mene.” Pax var sikker i sin sag og orkede ikke diskutere videre.

 

   Pax knækkede formentlig et par grene, mens hun maste sig igennem buskadset. Og efter trioen kunne man da også tydeligt se sporene fra dem. Grene lå knækkede på jorden, og de fleste små-planter og buske var trampet ned. Regnskoven havde ellers ligget så uberørt, men det var den i hvert fald ikke nu.

“Noah?” spurgte Pax efter lidt tid.

“Ja?”

“Synes du ikke også at livet indimellem går i cirkler. Altså jeg mener, man står op, spiser de samme kedelige havregryn, går i skole, kommer hjem, spiser og sover. Og det er altså fem dage om ugen, som bare ligner hinanden!”

“Pax… Har du nogensinde bemærket alle de små magiske og fantastiske øjeblikke i den travle hverdag? Har du aldrig nogensinde sagt godmorgen til en fremmed på vej til skole, og haft den skønne følelse indeni, når de smiler tilbage?”

“Det ved jeg ikke…”

“Prøv at tænk på alle de ting, som du før tog for givet, men som du nu savner.”

“Ikke nu, Noah.”

“Jo! Nævn mindst tre ting.”

“At mærke kulde? At... at- Noah, det her er tåbeligt.” Hun stoppede, så hun spærrede det meste af stien for de andre.

“Så prøv på et andet tidspunkt.” Han maste sig forsigtigt bag Pax og videre ind i regnskoven. Pax havde ingen anelse om hvad hun skulle svare, så hun fortsatte bare med.

 

   Senere hen på dagen kom de til en lysning. Indtil videre havde de kun set fugle, insekter og småkryb. Men ingen puma, som Susan endnu frygtede.

“Hvor stort er det her område?” spurgte Susan pludseligt, som de holdte en kort pause.

“Ikke så stort,” svarede Noah uden at kigge op fra kortet.

“Hvor stort er ‘ikke så stort’?”

“Jeg vil regne med, at vi er på den anden side om fire dages tid,” sagde han endnu fjernt, mens han kiggede fra kompasset til kortet.

“Hvad for et område går vi så ind i til den tid?”

“Bjergområdet, tror jeg.” Han tog et ekstra snævert kig på kortet, og erkendte hans svar: “Ja, Bjergområdet, som egentlig er en stor bjergkæde.”

“Hvad hedder området rigtigt?”

“Stormende bjergkæde” svarede han kort og præcist, hvorefter han rullede kortet sammen og gjorde tegn til at fortsætte. Hvor var navnene på de forskellige steder dog enkle.

  Under deres korte pause havde Pax fået ridset den ottende dag ind i sin underarm. Den ottende var langt fra omme, men hun så sin mulighed på det tidspunkt til at være for sig selv.

 

  Pax havde først sent bemærket fugtigheden, og hun kunne nærmest fornemme varmen. Det gjorde det hele lidt lettere at bære. Hun havde, helt fra da hun var lille, altid drømt om at stikke af hjemmefra, og tage til sydamerika for at mærke skoven. Men under de daværende omstændigheder, var hun ikke lykkelig. Hun manglede at mærke varmen mod sin hud, manglede aktionen ligesom i filmene når de er i junglen, og at tumle ned af mudder skrænter. Men når hun gik i den lille trios karavane, var der ikke tid til at lege og tumle ned af skrænterne. Pax havde selvfølgelig også et ønske om at komme videre, men ikke så meget som Susan. Hverken Noah eller Pax anede hvorfor Susan havde så travlt. Men inderst inde havde de begge mistanken om, at det var pumaen, som skræmte Susan videre.

   Pax hørte en brusende lyd ikke så langt fra dem. Hun vidste med det samme, hvad det var. Uden tøven stak hun fra stien og ind i buskadset på deres venstre side.

“Pax!” råbte Noah fortvivlet. Han styrtede efter hende. Han slog og sparkede til alle de planter og grene som kom i vejen for ham, og han hørte Susans moslen bag sig.

“Pax!” kaldte han igen, men fik intet svar. Han slog igen, og forventede endnu et krat af grene og planter, men i stedet tumlede han ud på klippegrund. Han var lige ved at falde i den brusende flod, da en stærk hånd fik fat i hans bluse i faldet. Han blev hurtig hevet på fødderne igen, og stod nu foran en storsmilende Pax.

“Er det ikke smukt?” jublede hun begejstret og pegede ham over skulderen. Han vendte sig, og så det kæmpemæssige vandfald tårne sig op foran ham. Det brusede og larmede, så han næsten ikke kunne høre, hvad Pax sagde, men alligevel var han positivt overrasket. Det var sådan en smukt syn, at han næsten ikke turde blinke, i frygt for at det ville forsvinde. Kort efter kom Susan ud.

“Papfjæs! Du kan altså ikke bare stikke af! Nu finder vi aldrig stien igen!” jamrede Susan, også selvom hun havde set det mægtige vandfald. Noah stivnede. Stien… For en gangs skyld havde Krybet ret. Måske ville de ikke kunne finde stien igen. Det var dog intet der bekymrede Pax.

“Noah har vel sit kompas…” mumlede hun. Noah åbnede hurtigt kortet, hvori han beskyttede kompasset. Han gispede da sandheden gik op for ham. Han havde tabt det. “Ik’?” Hun vendte sig, og trak øjenbrynene sammen i en fortvivlet grimasse.

“Jeg har tabt det…” hviskede han. Susan slog hovedet bagover og snerrede bag dem.

“Det må da være der.” Pax gik hastigt hen til ham. “Hvad med dine lommer?”

“Der er ingen lommer!” jamrede han.

“Hvordan kunne du da også tabe det, Papfjæs?!” irriterede Krybet sig.

“Det var ikke med vilje,” hviskede han og satte sig på en sten, med ansigtet begravet i sine hænder.

“Jeg foreslår at vi bliver her natten over,” bestemte Pax, da hun følte at situationen var ved at løbe af sporet. “måske dukker det op.”

  Hun satte sig på jorden ved siden af Noah.

“Det går nok, Noah, vi finder en løsning,” sagde hun opmuntrende. “Vi kravler op af vandfaldet i morgen. I sidste ende var det måske min skyld.” Hun trak på skuldrene. Noah svarede ikke.


  Mens solen gik ned, søgte de lidt længere væk fra vandfaldet og længere ned af floden, hvor de lå og kiggede på stjerner resten af aftenen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...