24 dage i Intetheden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Pax betyder fred på latin. Men Pax er også navnet på en tretten årig pige, som endte i Intetheden.

8Likes
10Kommentarer
942Visninger
AA

9. 7 december


   Solen steg op i horisonten. Glidende og langsomt; men den steg. Pax fulgte dens færden i et par sekunder, inden hun måtte opgive på grund af dens skarpe velkomstlys. Hun stod stille et kort øjeblik for at få fuld førlighed over sin krop igen. De små hvide pletter dansede for hendes øjne, og hun prøvede at lukke dem i et par gange, men pletterne optog blot deres dans under hendes øjenlåg. Ligemeget hvor irriterende situationen var, så nød Pax den faktisk på sin vis. Den for lange stirren på solen og de efterfølgende pletter, skete tit for Pax, og den morgen kunne faktisk havde været hvilken som helst normal morgen.

 

  Noah fangede solens første stråler for at kunne tage et kig på kortet. Han var egentlig lidt i tvivl om hvor de helt præcist befandt sig, men han ville mene at de snart ville gå ind i et nyt område; tropeområdet.

  Han rullede kortet sammen og fulgte efter de andre.

 

...Rosas blide kærtegn over hans blege kind. Hendes fortvivlede mumlen og jamren til de tilstedeværende. Lægernes tag i hendes jakke, da hun ynkeligt klamrer sig til den bevidstløse krop, som er viklet ind i et virvar af slanger og rør. Hun når aldrig at få ordentligt fat, før lægerne har slæbt hende ud på gangen og lukket de tunge hvide døre… Noah slog øjnene op, som han ikke anede var lukket. Hans åndedræt var langt foran ham. Små svedperler piblede frem i hårkanten, og hans hud var ligbleg. Han havde ingen anelse om hvad der lige var sket.

  Pax bemærkede at der var noget som ikke var som det skulle være. Hurtigt kiggede hun sig over skulderen, og fandt Noah siddende stakåndet og forvirret i sneen. Hun gjorde tegn til at krybet skulle standse, og begyndte derefter at gå hen mod Noah. Hun satte sig på hug ved hans side.

  Snefnug faldt tyst til jords, alt i mens solen langsomt kom højere og højere på himlen. Pax bemærkede hvordan sneen tilbagekastede solens stråler i kamp for overlevelsen. Hver og et individ kæmpede for egen overlevelse, og hver og et individ strålede som den pureste diamant. Pax var ikke personen som beundrede sammenhængen mellem deres eget liv og sneens liv. Det var mere Noah typen, men han havde ikke overskud til at kigge på sne. Hans hjerne kørte på højtryk.

“Hvad skete der, Noah?” Hun lagde en hånd på hans skulder, og først der opdagede Noah hendes tilstedeværelse. Han indså at det var på tide at han fortalte om Rosa. Han slog hovedet bagover, ikke helt; men nærmere så hans nakke udgjorde omkring en 120 graders vinkel.

“Det er svært at forklare, for jeg ved det ikke,” sagde han tyst.

“Du må da vide hvorfor du pludselig sidder i sneen fuldkommen stakåndet!” Næsten anklagede hun. “Hvad skete der, Noah? Du behøver ikke lyve overfor mig.”

“Jeg ved ikke hvad det var,” løj han, og fangede hendes øjne. Han prøvede at undgå at fortælle om Rosa, for han havde ikke lyst til at fremstå svag, for han vidste at hans stemme ville knække over så snart, han prøvede at sige hendes navn.  

“Noah, hvad skete der?” Og så forekom noget, som sjældent skete: Noah prøvede at undgå øjenkontakten, mens Pax ihærdigt kæmpede for at holde den. Noahs blik flakkede en smule væk, og Pax så det som et tegn på at hun nærmede sig en sejr.

“Jeg...jeg...jeg så mig selv. På hospitalet,” stammede han. Han undgik at blande Rosa ind.

“Som et syn fra virkeligheden, eller?”

“Ja, måske.” Noah trak fortvivlet på skuldrene.

“Men hvad så du så?” Noah kneb øjnene stramt i. Spørgsmålet han havde ønsket ikke ville komme, kom. Modsat Pax, var Noah en elendig løgner, men han gjorde et forsøg.

“Jeg så mig selv ligge i en hospitalsseng ude af bevidsthed.” Egentlig fortalte han jo sandheden, men han udelukkede bare et par detaljer. Pax kiggede ned i sneen.

“Hvis du er okay så lad os gå.” Hun rejste sig, og som de fleste ville have haft gjordt, hjalp hun ikke den fortvivlede Noah op. Han måtte selv klare sig.

 

  Da de igen indhentede Krybet, stod hun på en lille forhøjning med blikket stift rettet mod horisonten. Da de kom op ved hendes side, så de grunden til hendes stirren: ude i horisonten som ellers var præget af fladt landskab under en tyk, hvid snedyne og meget få træer, kunne de se noget som kunne være en regnskov. Der var intet sne at se, og trækronerne stak højt og frodigt op i luften. Fra den afstand de stod ved, lignede det mest af alt bittesmå broccoli spidser.

“Skal vi ikke gå nu?” Noah havde beregnet at de cirka ville nå de ukendte træer, som han vidste var tropeområdet på kortet, hen af aftenen.  Men så skulle de også afsted nu.

 

  De gik længe bare i tavshed, mens de små træer kom tættere og tættere på. Pax kom til at tænke på sin fortid. Sin familie. Hendes far, hendes mor, hendes bror. Scener begyndte at spille i hendes hoved, og hun ville gøre alt for at få det til at stoppe. Hun mærkede skriget samle sig i hendes hals, som en tung sten hun måtte spytte ud. Den var skarp og stor, som om den blokerede hendes krop fra at bevæge sig. Med det samme fløj hendes egen hånd op, og gav hende et ordentligt og syngende slag på kinden. Stenen; skriget fløj ud, og hun faldt på knæ i sneen. Pax var stærk, og slaget fik tårer frem i hendes øjne. Noah kiggede forbavset på hende, efter at have hørt og set hvad der var sket. Hans øjenbryn var knebet sammen i en omsorgsfuld grimasse. Han var et par skridt foran Pax, men bakkede med det samme hen til hende.

“Hvad sker der?” Han kiggede forbavset på det store røde håndaftryk på hendes kind, som hendes egen næve havde efterladt.

“Ikke noget,” sagde hun og tvang tårerne tilbage. Strømmen af tårer kæmpede, men Pax fik i sidste ende skjult dem bag øjet. Pax begyndte med det samme at gå i et raskt tempo. Noah satte straks efter hende.

 

  Og så vandrede de resten af dagen, mens træerne stod klarere i horisonten for hver eneste skridt.

  Da de endelig kom helt til træerne, var solen allerede gået ned bag deres højtplacerede kroner. Noah traf derfor en fornuftig belsutning om at vente på den ene side af grænsen til dagen efter. For hvem vidste hvad der gemte sig inde i buskadset som de knap kunne ane? Og inde mellem træerne hvor månelyset næsten ingen synlig effekt havde på mørket? Noah holdt meget af sit syn, og var ikke meget for at vade direkte ind i det ukendte uden det.

 

  Noah havde lagt sig på ryggen og foldet hænderne bag hovedet. Pax sad ved hans side, og prøvede at vende sig til mørket. Månen stod så lavt på himlen at træerne skyggede for den. Hun kunne kun knap ane sine rejsekammerater. Bare ved tanken om den cirkel de sad i lige nær skoven, fik hende til at forestille sig et stort bål i midten, og hun forestillede sig dets knitren, og forestillede sig dets varme mod sin bare hud, og hun forestillede sig den skarpe røg i sine øjne. Hun flød lige så langsomt længere, og længere væk i sine forestillinger. Og det var kun stilheden som overdøvede hendes fantasi. I mørket ridsede hun tyst den syvende dag på sin underarm. Hun ville ikke lade Noah vide noget om det, for han kunne fortælle hende, at hun skulle stoppe. Men Pax ville ikke stoppe.

“Hvordan føles det egentlig at have kræft?” spurgte Noah stille. Pax blev revet gennem tid og sted, mens lyde og billeder susede for hendes ører, indtil hun havnede i virkeligheden, eller rettere sagt; Intet.

“Hvad sagde du?”

“Hvordan føles det at have kræft?” gentog han. Hun overvejede spørgsmålet længe, op til flere minutter, faktisk så længe at Noah måtte famle ud i mørket efter hende, for at sikre sig at hun stadig var ved hans side.

“Kræften mærker du ikke så meget af, men du ved at den er der. Du ved at den er inde i dig, og æder dig op. Nogle dage vil du bare kæmpe, og smile til verden, selvom du inden i er ved at falde fra hinanden, mens du andre dage bare vil give op. Det er frygteligt, Noah. Og når jeg så tænker på den kamp vi gennemgår her, hvis jeg så overlever, så er jeg ikke rask. Det er i hvert fald ikke sikkert. Måske kommer jeg aldrig til at leve igen!” Hendes stemme knækkede over, og for en gangs skyld var hun lettet over mørkets skjul. For hun ønskede ikke at Noah skulle se hende klynke som hun gjorde.

“Men du kæmper, Pax. Du skal nok klare den.” Han lagde en hånd på hendes arm, og uden nogen af dem vidste det, smilede de begge en smule. Ikke meget; bare en lille løftning i højre mundvige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...