24 dage i Intetheden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Pax betyder fred på latin. Men Pax er også navnet på en tretten årig pige, som endte i Intetheden.

8Likes
10Kommentarer
931Visninger
AA

8. 6 december


  Ingen orkede kryb-Susan. Hverken Pax, Noah eller Susan selv. Pax havde i hvert fald vrangforestillinger om et klamt kryb, som åd Susan op indefra, og muterede hendes krop til krybet Susan. Og da hun vidste at det ikke var rart at blive ædt op indefra, gættede hun på, at kryb-Susan heller ikke kunne lide ‘kryb’ delen af ‘kryb-Susan’. Krybet var Susans kræft, forestillede Pax sig.

 

  Så snart solen viste sig i horisonten, sprang Susan op, som en dame i 60’erne nu kan.

“Kom nu!” råbte hun, og så begyndte hun at gå i sin krybende hastighed. Noah samlede kortet og kompasset sammen, som han havde haft liggende i sit lune skød.

“Men hvad med alle de andre mennesker?!” råbte Pax efter hende.

“Der er jo ikke nogen som du kan se, papfjæs!” råbte hun tilbage, og rigtig nok; der var ingen i nærheden. Pax stod længe forvirret bare og vendte sig, og drejede sig, og kløede sig i hovedbunden. Mens kryb-Susan gik i sin egen hviskende samtale om hvorvidt ‘papfjæs’ var et godt kalde navn til Pax. Og i så fald, hvad hun kunne kalde Noah.

“Noah?!” kaldte Pax. Noah løb til hende som en anden hund.

“Hvad?”

“Hvorfor er der ikke flere mennesker her?” Han kløede sig i sit iøjnefaldende gule hår, og kiggede rundt i Intet med sine blå øjne. Til sidst trak han på skuldrene. Og selvom han undrede sig, havde han endnu mere travlt med at komme videre. Så han gik efter Susan, og tvang derfor Pax til at følge med.

 

“Men har du overhovedet ingen anelse?” spurgte hun igen, da hun indhentede ham.

“Måske lidt…”

“Så sig det dog!”

“På kortet kan jeg se at der står noget om flyttende zoner. De bevæger sig gennem de andre områder, og samler alt levende med på sin vej.”

“Men hvad sker der så hvis du bliver taget med en af de her flyttende zoner?”

“Det tør jeg ikke sige. Men det bliver svært at komme på rette kurs igen tror jeg.”

“Så du tror at vi befinder os i en af de flyttende zoner?

“Nej, jeg tror at de blev taget af en flyttende zone, som strejfede vores område.”

“Nåh…” Pax blinkede et par gange med øjnene.

“Men i hvert fald står de ikke til at redde for os, så jeg foreslår at vi går. Nu.” Pax nikkede bare, og fulgte fortvivlet og tænkende med.

“Men hvordan ved vi så at vi ikke støder ind i en af de flyttende zoner?”

“Det ved vi heller ikke.”

 

   Landskabet ændrede sig aldrig. Det var alt sammen bare snedækket, stort set fladt og med et par få træer. Det var også bare svært at kende forskel på jorden og himlen, for horisonten gled nærmest sammen i hvide farver.

  Faktisk mødte de heller ikke lige så mange mennesker. Alt liv tyndede ligesom ud.

“Noah? Der må jo være så mange hver evig eneste dag som ligger i koma. Men jeg synes stort set ikke at vi møder nogen.” Der gik lidt tid inden Noah svarede.

“Jeg har en teori om at Intetheden aldrig ender. Men at vi bare var så umådelig heldige at vågne så tæt på portene som vi gjorde.”  Pax stoppede.

“Så du mener altså at der er mere end det vi ser på kortet?” Hun nikkede i retning af det kort som Noah holdte sammenrullet i sin højre hånd.

“Ifølge min teori; ja.”

“Og denne her teori udtænkte du i går aftes, ik’?” Noah trådte sig selv blidt over tæerne.

“Jo… Men derfor er det stadig en teori!” forsvarede han sig.

“Kom lad os gå…” sagde Pax smilende, og lagde en hånd på Noahs skulder. Han var frygtelig lettet over endelig at kunne høre de ord komme fra Pax’ læber.

  Og så travede de gennem landskabet, hvor de indimellem kunne se fodspor i sneen. Og det var ikke deres egne. For de her fodspor var omkring størrelse 42, og nogen måske 32. Men der var ingen der passede med Noahs 39 og Pax’ 38.

“Jeg har større fødder end dig!” hånede Noah og dansede rundt hoverende i sneen foran hende.

“En halv størrelse!”

“Nahej! En hel! Du sagde selv at du brugte otteogtredive!” Og så begyndte han at lave æbleplukker dansen.

“Jeg sagde at jeg brugte otteogtredive og indimellem otteogtredive og en halv," forsvarede hun sig.

“Otteogtredive en halv er ikke en størrelse!”

“Men lige meget hvad er jeg højere end dig!” sagde hun bestemt og gik op foran ham. Noah måtte derfor følge efter. Krybet var allerede langt fremme.

“Så siger vi det; bjerg!” Da dèn fornærmelse ramte Pax, kom hun i tanke om noget hun burde have gjort for længe siden. Hun samlede sne op, og hurtigere end nogen vidste af det, ramte snebolden Noah i nakken. Han tog sig til nakken, og fandt hurtigt ud af hvad det gik ud på. Han samlede selv sne op, og trykkede det sammen alt hvad han kunne. Derefter kylede han den efter hende. Hun hvinede og samlede mere sne op, mens han også samlede mere sne op. Og så gik krigen ellers i gang. De hvinede begge. Som små pattegrise. Men de var lige glade, for deres hvin og latter og alle deres byrder som fordampede, samledes over dem som en stor regnsky, men regnskyen regnede med glæde og fred. Til sidst lagde de sig i sneen ved siden af hinanden, mens deres forpustede vejrtrækninger fandt en fælles rytme.

  Alt var så rart og roligt, at Pax blev helt fjern. Det var først, da de hørte krybets skingre stemme, at al glæden og de fordampede byrder, blev til fast materiale, som splintredes over dem og regnede ned over dem som glasskår. Men glasskårene påvirkede dem ikke, for freden havde lagt sig over dem som et skjold mod alt, der kunne bryde den.

 

“Kapløb?” spurgte Pax.

“Den der først rør Susans skulder. Nu!” råbte han, og satte i spurt. Susan var måske omkring 300 meter væk, og Pax var ikke langt bag ham. Han løb hurtigere, så hurtigt som hans små, korte ben kunne bære ham. Han mærkede vinden mod sine kinder, vinden i hans hår, vinden som susede for hans ører, og hans eget hurtige og forpustede åndedrag.

  Bag sig kunne han også høre Pax’ stakåndede vejrtrækning. Med det samme faldt han over ideen at hun var ved at blive træt, og at han derfor ville vinde. Med den tanke satte han farten en lille bitte smule ned, men det skulle han aldrig have haft gjort. For Pax så sin mulighed, og overhalede ham med 10 meter igen. Hun klappede krybet på skulderen, og fik hurtigt kontrol over sin vejrtrækning. Kort efter kom Noah også, og klappede krybet på skulderen.

“Og hvad gik det så ud på?” Krybet vendte sig, og sendte et dræbende blik til de to børn. Noah skævede nervøst til Pax.

“Er det ikke ligegyldigt? Kom lad os gå," manede Pax sig op og traskede fornøjet videre. Noah fulgte straks efter som en loyal hund, mens han prøvede at se ligeså cool og afslappet ud som hende. Det endte dog ud i det modsatte, men der var heldigvis ingen af de andre som små hans fejlagtige forsøg.

 

  Samme aften besluttede de at vandre hele natten, da krybet mente at de havde brugt for lang tid i dagtimerne på pjat og leg. Noah og Pax havde trukket sig et par meter væk fra Susan og gik i stilhed. Pax drejede hovedet, så noget af hendes brune hår faldt om på den anden side af skulderen. Hun lod blikket falde trygt til rette hos Noah. Han gik med hovedet lænet bagover og kiggede på stjerner, indtil han mærkede to øjne stirre på sig.

  Hans øjne fangede hendes, og han spærrede dem næsten inde, så de ikke skulle flygte fra ham igen. Hendes blå-grønne øjne mod hans blå øjne. Fuldmånen lagde varme skygger på deres ansigter, mens deres øjne reflekterede lyset som funklende stjerner.

 Noah bemærkede noget ved Pax' ansigt som han ikke havde set før; fregner. Små pletter omkring næsen. Der var ikke mange. Måske en ti stykker, men de lignede næsten stjerner, så yndigt som de var strøet ud i hendes ansigt. Med det samme kom han til at tænke på Rosa.

 

"Pax?" spurgte han forsigtigt næsten forundret over at høre en stemme bryde tavsheden.

"Hvad?"

"Jeg ville bare spørge om du havde noget familie?" Han sank en klump, da han så hvordan Pax' fredelige ansigtsudtryk ændres til et væmmeligt træk. Lidt som om hun skulle kaste op. Hendes ellers en smule blege hud, blev endnu blegere og hendes øjne og krop blev anspændt.

"Jeg...har en mor," sagde hun en smule tøvende og stammende. Noah, som ikke ville grave videre i det tydeligvis sårbare emne, blev tavs.

 

  Trods deres fælles beslutning om at vandre hele natten, søgte Pax væk i et kort øjeblik bag et træ. De to andre stod et stykke derfra i tavshed. Ingen af dem vidste hvilket formål Pax havde ved at sætte sig om bag et træ mist om natten, men ingen af dem var heller ikke interesserede i at spørge.

  Pax baskede lidt af sneen væk, så skovbunden kom til syne. Ligesom dagen før, fandt hun en flintesten og begyndte at snitte i sin hud ved siden af de resterende sår. Da det begyndte at bløde, stoppede hun. Men da hun rog et kig på det allerførste snit, så var det næsten begyndt at hele. Hun snittede et par gange i det, mere skulle der ikke til med den nye og porprøse hud. Da hun til sidst var færdig, rejste hun sig, og børstede sneen af sig.

 

  Pax skubbede til sneen med foden, og fik pludselig lyst til at stikke hænderne i lommerne, men den hvide knælange kjole hun havde på, havde ingen lommer. Hvor hun dog savnede at kunne varme sine hænder i lommer, og stikke fødderne ned i de varme, forede vinterstøvler.

"Du stillede mig et spørgsmål, nu er det min tur," udbrød hun.

"Hvad vil du spørge om?"

"Hvad savner du allermest ved livet?" Noah tænkte. Han ville egentlig gerne sige Rosa, men han vidste at han ville være i risiko for at græde ved at sige det, så han kom på noget andet han savnede:

"At kunne føle varme og kulde," svarede han kort og præcist.

“Jeg savner bare alle de gamle ting. De ting; som jeg før tog for givet.” Hun standsede og kunne ikke holde et lille suk tilbage. “Nu begynder det at lyde som en replik fra en eller anden dårlig film… Men jeg savner at høre musik, når det regner. At gå lange ture i snakken. Dybe samtaler med dem jeg holder allermest af. Og jeg savner alt det, som jeg nu kan se er Livet… Ej, nu begynder det virkelig at lyde som en dårlig film-replik…”

"Jeg har det på præcis samme måde." Og så følte de en form for fælles-savn, som gjorde det nemmere at bære.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...