24 dage i Intetheden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Pax betyder fred på latin. Men Pax er også navnet på en tretten årig pige, som endte i Intetheden.

8Likes
10Kommentarer
943Visninger
AA

7. 5 december


Jeg er så ked af det! Men jeg nåede ikke at få rettet kapitlet igennem! Undskyld! Regner med at gøre det i weekenden!! Glædelig december <3

__________________________________________

     Da det igen blev lyst, gav drengen dem et kompas. Hvordan han havde været i stand til at lave det af de primitive materialer, som han ikke engang burde bruge, kunne Noah ikke forstå. Men det havde han altså.

  Pax gik først ud; lettet over endelig at skulle afsted. Hun løb igennem sneen hele vejen op af bakken, og hun lo da hun faldt. Hun følte sig fri og lettet. For første gang var de virkelig på vej til livet.

 

  Noah, som havde været spejder i ganske kort tid, holdte kompasset og kortet, mens han koncentrerede sig om, at de gik den rigtige vej. Men Pax var yderst distraherende, når hun lavede sådanne krumspring i sneen. Derfor besluttede han at samle den lille trio, så alle sad stille, og så han kunne koncentrere sig.

  Han foldede kortet ud på sit skød, så de andre også kunne se det.

“Som i kan se, så befinder vi os lige her.” Han pegede på yderkanten af et stort bart område ved siden af et skovområde. “Og vi skal herop.” Han kørte fingeren diagonalt ind over kortet, så han endte omkring venstre hjørne. “Så det vil sige at vi skal nord-østpå. Men som i kan se, går der en tyk kløft igennem vores vej.” Han pegede på, det der lignede en tyk sort slange på kortet for Pax, men hvis navn intet havde med slange at gøre. Drengen havde nemlig givet den tykke streg navnet ‘Bundløs kløften’, så når Noah sagde at det var en kløft, måtte han vel have ret.

“For at undgå kløften, må vi derfor igennem bjergpasset her.” Han pegede på et par bjerge venstre for den tykke slange, eller også kaldet ‘Bundløs kløften’.

  Han klappede kortet sammen, og kiggede på Pax og kryb-Susan.

“Fint. Du fører an," bestemte kryb-Susan og rejste sig. Hun begyndte at gå på sin kryb-agtige måde. Pax rullede med øjnene og smilede, inden hun også rejste sig. Noah fnes.

“Kry… Jeg mener Susan. Skulle jeg ikke føre an?” råbte han en smule flabet efter hende. Hun stoppede brat.

“Jo, kære Noah. Jeg ville jo bare se efter det der bjergpas…” løj hun. Pax gemte straks hovedet væk, så Susan ikke skulle se hendes grine færdige ansigt.

“Men der er altså rigtig, rigtig langt dertil, kære Susan. Du kan ikke se det herfra…” Sagde han flabet.

“Nåh…” Hun tav. “Men så kom dog dreng! Vi kommer jo ikke videre af bare at stå her!” Hidsede hun sig pludselig op og stampede i jorden. Noah og Pax løb fnisende op foran hende.

 

  Landskabet lå øde hen. Indimellem så de et par træer, et får eller to, og en højtflyvende fugl. Dog en del mennesker. Men eller var det hele bare hvidt. Selv himlen syntes hvid, for skyer havde stort set besat den, så man intet at himlen kunne se.

  

  De vandrede stort set hele dagen. De måtte dog holde nogle ufrivillige hvil, når kryb-Susan klagede over ondt i fødderne eller ryggen.

  Ved et af deres hvil, havde Susan lagt sig klagende i sneen. Pax og Noah, som var blevet pænt trætte at Susans brokken, var gået et godt stykke væk fra hende. De sad ved en lille å og snakkede.

“Hvorfor kan andre finde frem til livet uden kort, når vi ikke kan?” Pax kiggede rundt på de omkringværende mennesker. Der var måske omkring tyve.

“Det ved jeg heller ikke om de kan. En stor del får hjælp fra læger i den virkelig verden. Så kommer livet og prikker dem på skulderen og tager dem med. Men så er der dem som os, som er i for kritisk stand til at kunne hjælpes, eller hvor lægerne frygter at hvis de hjælper vil det gå den modsatte vej, og at livet ikke kommer og prikker os på skulderen, men døden gør. De fleste af dem der overlever finder dertil ved rent held. Andre er fightere. De bruger deres instinkt, og kæmper sig dertil. Og så er der os. Jeg har aldrig før hørt om nogen der brugte et kort. Vi skal nok klare den, Pax. Hvis da bare ikke døden kommer. Kan du forresten huske hvad du lovede mig?” Han kiggede på hende med et stift blik.

“Øh…”

“Kan du ikke huske det?!” Han hidsede sig hurtigt op, det betød tydeligvis en del for ham.

“Ehm…”

“Du lovede at hvis han kommer, så skal du erkende det, og lade ham tage dig med!” Tårer truede i hans små bedende øjne med at trille ned af hans små kinder. Pax sad mundlam tilbage. Hun anede ikke hvad hun skulle sige til det der lige var sket. Men hun fik fremstammet:

“Jo Noah… Det skal jeg nok.”

På åen foran dem, brækkede isen omkring en sten, så vandmasserne strømmede ned af åen. Den ituslåede is gled med på dens rejse med isvandet. Både Pax og Noah fulgte den med øjnene indtil de ikke kunne se den mere.

 

“Hvorfor sidder i bare der?! Kom nu! Vi skal videre!” Pax hørte kryb-Susans stemme bag sig.

“Har din ryg det okay nu?” Spurgte hun.

“Nej… Desværre. Men jeg ofrer mig for holdet," sagde krybet med en antydning af heltemod i stemmen. Pax kom på benene, og hjalp derefter Noah op. Men da de kom op, råbte en mand forsamlingen op:

“Vi skal alle dø! Fatter i det ikke?! Dø!” Pax beregnede at han cirka stod (eller faktisk var han faldet sammen i gråd i sneen) ti meter fra hende. Langsomt og forsigtigt gik hun nærmere. Hun satte sig ned på hug ved siden af den halvkvalte mand. Han havde brunt hår, men dog med et par små grå hår. Han var frygtelig bleg, og iført samme hvide tøj som resten af Intetheden. Pax regnede ham til at være omkring de halvtreds. I det samme kom Noah hen ved hendes side. Han var bedre end Pax til at forstå mennesker, og satte en hånd på mandens skulder.

“Hej?” spurgte han stille. Manden kiggede op fra sneen. Omkring hans mund, havde jord og sne sat sig fast i hans savl, og hans ansigt var tårevædet. Mandens ansigtsudtryk var stramt og fast. “Mit navn er Noah, hvad er dit?”

“Jos..Josef…” sagde manden hvis navn var Josef tøvende.

“Hej Josef. Hvor kommer du fra, og hvorfor mener du at vi skal dø?” Pax sad og så til mens dialogen mellem Noah og Josef udfoldede sig.

“Jeg kommer fra...fra… Ørken klitterne.” Langsomt havde en stor del af folkene på den snedækkede slette samlet sig omkring Noah og Josef.

“Josef, kan du fortælle mig hvad der skete i Ørken klitterne?”

“Jeg var med på en ekspedition til livet, da det angreb os.”

“Hvad angreb jer?”

“Vi er blevet angrebet meget på vej derud, men intet var så slemt som det. Alle mine medrejsende…de...de.... døde. Jeg har løbet i 18 dage, for at komme her til…”

“Men hvad er det der har angrebet jer?” En højspænding var begyndt at løbe igennem de tilstedeværende mennesker. Også den ellers koldblodige kryb-Susan.

“Det var...var…” Pludselig tog Josef sig til maven. Da han igen fjernede sine hænder, var de smurt ind i blod. Mandens ansigt blev ligblegt, og man kunne se den kvalmende fornemmelse som steg i ham, og truede i hans hals. Han stirrede stift og måbende på Noah, som ingen anelse havde om hvad han skulle gøre. Men da drejede han hovedet og kiggede ud i horisonten. Og kort efter blev hans øjne tomme, som den dybeste bundløse kløft i hele den vide verden, som havets uendelige dyb, som nattehimlens klarhed og uendelighed, som…

“Josef? Josef?!” Pax blandede sig, og begyndte at ruske i den tomme mand. Noah prøvede at skubbe hende væk, men hendes viljestyrke var betydeligt stærkere end hans i forevejen svage muskelstyrke. I stedet skubbede hun ham væk fra sig, så han væltede til siden ned i sneen. “Josef?! Hvad angreb jer?!” Hun ruskede næsten umenneskeligt i ham. Men da, rejste han sig, og skubbede hende fra sig ved lethed. Hans krop blev let som en fjer. For fred letter alt pres. Og sammen med sin død, som forsamlingen ikke kunne se, gik han gennem sneen i fred og harmoni. Josef var tydeligvis blevet såret under sin 18 dages lange løb. Pax sad som et lille lam krøbet sammen forover på sine knæ, mens hun omfavnede sig selv, og så efter den fredfulde Josef. Hendes ånde stod foran hende som små hvide skyer.

  Da Josefs død var kommet, for at tage ham med, og han havde skubbet hende til side, havde hun følt en kulde skyde igennem sig. Som et is lyn. Bagefter havde hun følt kulden klamre sig til hende med kolde hænder, mens den lige så langsomt blev revet væk fra hende og ud i Intetheden. Lige inden fornemmelsen forsvandt, mærkede hun en varm hånd på sin skulder, som sugede al kulden til sig hurtigere end Pax kunne følge med til.

“Er du okay?” Noahs blide stemme, talte hende til ro. Hun nikkede, men hele hendes krop rystede som et lille lam i tordenvejr.

“Hvad skete der?” spurgte hun halvkvalt og rystende, og kiggede på ham som en lille våd mus som søgte husly ved en dør.

“Han døde…” Noah forsøgte at hjælpe Pax på benene, men hun afviste, og hjalp sig selv. Rystende rejste hun sig, og pludseligt forsvandt den våde mus, og hun blev til Pax igen. Noah, som før havde følt sig stor og ansvarlig, krøb næsten sammen under hendes højde og forandring (specielt højden), men ikke nok til at sige: “Susan venter…” Hun pustede en tot hår væk fra sit ansigt, og sammen gik de hen til kryb-Susan, som ventede ved åbredden.

 

  Hun stod utålmodigt og trippede, også selvom hun kun havde stået der i to minutter. Sneen under hendes fødder var nedtrampet. Hendes grålige hår reflekterede solens svagelige stråler, som knap nok skinnede gennem skylaget, og hendes lille smalle mund stod klar til at udforme:

"Hvor gik der dog lang tid..." Noah skævede opgivende til Pax. Men hun var svær at få kontakt med, hun stirrede tomt ud i luften. Det var som frosset fast.

"Kommer du Pax?" Noah trippede nervøst.

"Måske burde vi tage alle menneskene her med, nu hvor vi har et kort, så de ikke fare vild, og ender som Josef..." udbrød hun pludseligt. Hun sagde sætningen så hurtigt, at hun ikke nåede at få luft indimellem, og hev derfor kort efter vejret da hun havde sagt det sidste ord. Noah stod overvældet foran hende, og skulle lige sluge ordene i et forståeligt tempo. Han lod dem hænge lidt i den kølige luft og køle af, inden han udåndede dem i en dyb vejrtrækning. Kryb-Susan rystede på hovedet og sukkede opgivende.

"Er det ikke en lidt for stor gruppe?" Fornuften bed i ham. "Og vil det ikke bare blive endnu mere usikkert og farligt?"

 "Men det kan vel også blive farligt for dem at blive her..."

 "Så vidt jeg ved, er dette område forholdsvis sikkert."

 "Men så kommer de jo aldrig tilbage til livet igen! Tænk på alle deres pårørende der sidder i sorg omkring dem! Skal de aldrig se deres elskede vågne? Skal de se lægerne slukke maskinerne, fordi alt håb åbenbart er ude? Hvor er din sympati, Noah?" Noah fik en dårlig smag i munden. En skyldig smag helt omme bagerst i ganen.

"Men jeg siger bare, at det kan være risikabelt at gå i så stor en flok."

“Hvorfor?” Noah måtte tænke længe over svaret, og kom frem til et som ikke tilfredsstillede ham. Han kom frem til at det nok bare mest var på grund af hans egoisme.

"Det ved jeg ikke... Det kan vel tage lang tid når vi er så mange, og vi kan støde på flere og flere hen af vejen, og så bliver vi en kæmpe flok, og gør os meget synlige for hvad der nu end er der ude," fandt han på hen af vejen, og han virkede tilfreds. Det han sagde måtte vel i sidste ende passe.

  Nu var det Pax' tur til at tænke. Og lige inden hun skulle til at åbne munden, brød kryb-Susan ind:

"Jeg gider altså heller ikke have så mange mennesker med. Kom nu... Lad os nu gå!" Noah mærkede en smule af presset skylle af sig. På en eller anden måde føltedes det rarerer at han ikke var den eneste med den mening, som han godt vidste var en smule egoistisk.

"Vil i virkelig bare lade dem dø?"

"De bliver sikkert hjulpet af læger i virkeligheden. Pax..." Noah holdt øjenkontakten hele vejen gennem deres samtale, og det var til sidst Pax som måtte vende blikket mod sneen.

"Men de dør måske..." hviskede hun næsten uhørligt.

“Pax… Jeg har det heller ikke godt med at skulle være så egoistisk, men du hørte hvad der skete for Josef. Og hvis de vil, så finder sikkert frem alligevel.” Han lagde en hånd på hendes skulder.

“Og jeg som troede at du var mere sympatisk end jeg," snerrede hun koldt, og sendte ham noget af det hun var allerbedst til; dræberblikket. Pax’ dræberblik. Noah mærkede hendes øjne bore sig igennem hans forsvarsværker, og ramme noget inde i ham, som fik hans knæ til at blive bløde, fik ham til og svede, og fik ham til at gøre noget, som han sjældent gjorde; han undgik øjenkontakten. Men Pax havde ret, det var ikke ham at lade så mange mennesker være på bar bund, når han selv havde et kort. Var det mon Rosa som vakte ivrigheden i hans krop?

“Jeg foreslår, at vi bliver her, til det bliver lyst," sagde han, da han ikke havde andet at sige, og mente at de lige måtte lade det ligge for en tid.

“Meget vel.” Pax slap dræberblikket, og gik hen mod det nærmeste træ. Kryb-Susan vrissede og lagde sig i sneen. Noah placerede sig på den anden side af det træ Pax sad ved. Fra hans plads kunne han se kryb-Susan ligge i sneen, mens de nyfaldne sne fnug landede på hendes bare arme. Noah forventede at inden for to timers tid, ville de ikke kunne se hende længere. Pax kunne han ikke se. For hun sad på den anden side af det tykke træs stamme. Men han forestillede at hun sad med armene krydset hen over brystet og skar tænder. Men det gjorde hun ikke.

  Pax slog hovedet bagover og ramte træet. Lidt sne dryssede ned i hovedet på hende, men hun beholdte sit kolde og ulæselige ansigtsudtryk. Hun kneb øjnene sammen for at kunne se himlen. Hun kunne knap se den, på grund af træets trækrone. For ligesom Pax havde fået sit hår tilbage ved at ankomme til Intetheden, havde træet også fået sine blade tilbage trods vinterens kulde og solens svaghed. Himlen var begyndt at blive mørkere. Det ville sige at det snart ville være den sjette december. Hun løftede sin venstre arm, så hendes underarm kom til syne. På den var 4 tynde og korte streger skåret ind i huden. Hun rodede en smule i jordbunden, uden at sænke armen. Til sidst fandt hun en skarp flintesten, som hun kørte hen over huden i en kort bevægelse, gentagne gange hen over de andre fire sår. Hun bed sig i læben, da hun mærkede den svidende og stikkende fornemmelse. Men hun blev ved, for tanken om ikke at vide hvor lang tid hun havde været der, kunne hun ikke bære.

  Hun fortsatte indtil en lille stribe blod begyndte at pible frem. En lille dråbe dryppede ned i sneen under hende, og stod klart fremhævet i forhold til den hvide baggrund. Hun smed stenen. Og trods hendes iskolde personlighed og heltemod, satte hun straks armen til sin mund og sugede. Hun kunne ikke holde små sviende sår ud.

 Da hun mente at hun havde suget længe nok, fjernede hun sin mund, og trykkede lidt omkring såret, og da der ikke kom mere blod, sænkede hun armen og lænede sig tilbage. Fem dage. Fem dage i Intetheden.

 

  Kryb-Susan krøb på sin krybende måde sig frem til træet hvor Pax og Noah sad separeret.

“I mener ikke at vi skal blive her til det bliver lyst? Det er da tåbeligt…” brokkede hun sig. Men da der ingen svar kom tilbage, satte hun sig opgivende op af stammen. Langt fra de andre.


  Da mørket sænkede sig, fik Pax lyst til at tage en stor ulden sweater på. Men hun frøs jo ikke. Men hvor hun dog savnede at fryse. Og sove. Og spise. Faktisk savnede hun alle de ting hun før havde taget for givet, og hvor ville hun dog ønske at hun i stedet havde nydt dem i stedet.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...