24 dage i Intetheden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Pax betyder fred på latin. Men Pax er også navnet på en tretten årig pige, som endte i Intetheden.

8Likes
10Kommentarer
957Visninger
AA

6. 4 december


    Og de vandrede hele natten, mens Noah gik med hovedet slået bagover og kiggede på stjernerne. Det hændte også, at han snublede over en lille sten eller gren. Men han stoppede ikke med at kigge på stjerner. “Jeg kommer, Rosa…” hviskede han meget stille, så ingen af de andre hørte det.

  Da solen så meldte sin ankomst på den ellers mørke natte-morgen himmel, begyndte de at kunne ane de to snedækkede bakketoppe i den disede morgen. Fra der hvor de stod, lignede de mest puklerne fra en kamel. Dog en usædvanlig hvid en af slagsen.

 

  En halv times tid efter stod de i dalen, hvor sneen gik dem til knæene. En lille hytte af træ var placeret midt i dalen, hvor sneen også pænt var skovlet væk, hvilket fik Noah til at overveje, alle de træer ejeren måtte have haft slået ihjel, for at bygge det.

 

  Inden de nåede at banke på, blev døren næsten flået op. Kryb-damen gjorde tegn til at børnene skulle gå ind, hvilket de også gjorde; dog forholdsvis tøvende.

  Hvad de fandt bag døren chokerede både Pax og Noah, så de var ved at tabe kæben. Den hang i hvert fald truende tæt på gulvet.

  En dreng. Måske på alder med Noah, stod med en seriøs mine og iagttog dem. Han havde brunt kasserollehår, blå øjne, og smalle læber. Kryb-damen lukkede døren bag sig, så huset rystede, og en smule sne dryssede ned fra det utætte loft, som lå hen over den minimalistiske hytte, som indeholdte en slagbænk, et bord, en skæv reol og en sofa lignende ting. Pax trak sin kæbe til sig, så hun kunne tale.

“Damen-” Begyndte hun, men blev afbrudt af kryb-damen.

“Susan. Jeg hedder Susan.” Pax skævede irriteret til kryb-damen Susan og fortsatte.

“Susan fortalte os, at du har været her i nioghalvfjerds år…Hvordan kan det passe -” Hun tøvede. “-Når du ved… Du ikke er større?” Drengen klukkede for sig selv.

“Du er tydeligvis lige ankommet min pige.” Hvor lød det underligt når en mindreårig, eller det der lignede en mindreårig, talte sådan til hende. “Ser du, i Intetheden vokser du ikke, og du bliver ikke ældre end da du ankom.”

“Så du ankom da du var 10, 11 år?” brød Noah ind.

“Nemlig.”

“Men hvorfor har du så slået dig ned? Hvorfor har du ikke forsøgt at vende tilbage til livet? Og hvis du har været her i nioghalvfjerds år, hvor er din krop så? For hvis den var på et hospital, så havde de altså opgivet at vække dig til live for længst, og de havde ladet dig dø," undrede Noah sig.

“Fordi jeg ikke ville leve i den verden længere. Men hvordan jeg stadig kan være her, og at jeg ikke er død, det er også et mysterie for mig.”

“Så du begik selvmord, som dog ikke rigtigt lykkedes?” opsummerede Noah. Manden lukkede øjnene.

“Ja…” Hytten tav i et stykke tid, hvor den eneste lyd der kunne høres, var vindens regelmæssige rysten i huset.

“Men hvorfor?” Noah kunne slet ikke fatte det.

“Min mor drak, og min far døde som nazist i Tyskland. Mit liv hang ikke længere sammen, og jeg indså at det var sidste udvej.”

“Det er aldrig sidste udvej! Fortryder du ikke?!” Pax kunne ikke holde irritationen tilbage. Det gibbede i hende, hver gang han sagde, at det var ‘sidste udvej’ og ‘ikke andet at gøre’. Selvom hun følte det forkert at stå at råbe sådan en lille gut ind i hovedet, også selvom hun godt vidste at han var over firs, så kunne hun ikke lade vær.

“Ikke et sekund," sagde han koldt og skulede af hende. Et øjeblik blev Noah faktisk bange for drengen, som ikke engang var højere end, at han gik Pax til skulderen. Men drengen rystede på hovedet. Et lille uskyldigt smil kom på hans læber, og Noah glemte næsten alt om oplevelsen før. “Sid ned børn, og Susan," tilføjede han, og slog armen ud som henvisning til at de skulle sætte sig på den slagbænk, som stod ved et lille bord. De satte sig ned, alle udover Pax.

“Jeg venter udenfor, tak," bed hun ham af, og smækkede døren bag sig, så en hel del sne dryssede ned over dem.

  Da hun kom ud satte hun sig i sneen med benene trukket til sig, mens hun skar tænder. Denne gang nød hun ikke den friske luft, eller den blå himmel, eller fuglenes finurlige kvidren. Denne gang var hun vred. Og vreden fordærvede freden. Vreden fordærvede Pax.

 

  Inde i hytten, kunne Noah ikke rigtig koncentrere sig om hvad de to ‘voksne’ snakkede om. Han kunne ikke lade vær med at tænke på Pax. Men han vidste at han burde lytte, da en del af informationen helt sikkert kunne blive nyttig.

“Hvad bringer jer så hid?” Drengen lænede sig ind over bordet. Deres fornemme ordbrug fik Noah til at gyse.

“Vi er kommet for at låne dit kort.” Susan foldede hænderne på bordet.

“Men som jeg kan se det, er det jo ikke kun for at låne. Jeg får det ikke tilbage gør jeg?” spurgte drengen skeptisk.

“Nej, ikke hvad jeg ved.”

“Men så er det jo en helt anden sag.” Han lænede sig afsluttende bagover på den lille træstol.

“Men hvad vil du da bruge det til?” Kryb-damen Susan prøvede alt hvad hun kunne for at presse drengen. Han trak på skuldrene. “Kom nu..." bad hun. Drengen slog hovedet bagover og sukkede.

“I kan få lov til at tegne efter.”

“Vi velsigner din hengivenhed," sagde hun og nikkede elegant. Hun gav Noah et spark hen over skinnebenet.

“Åh.. Hva’? Nåh… Ja… Vi velsig...velsigner din hengivenhed," mumlede han fortumlet, og gentog kryb-damen Susans gestus. Drengen nikkede anerkendende, og rejste sig. Han kom tilbage med et papyrus papir, en fjer, og et blækhus. Han gav det til Susan, som derefter diskret listede det over til Noah. “Du tegner," hviskede hun bestemt. Drengen forsvandt igen, og kom derefter tilbage med et andet papyrus. Dog et der allerede var tegnet på. Han bredte det tavst ud på bordet foran Noah. Han bredte kortet over Intetheden ud foran ham.

“Værsgo, dreng. Tegn," sagde han smilende.

 

  Noah dyppede nænsomt fjeren i blækken, mens han støttede sin hånd med den anden hånd. Han havde altid haft rystende hænder når han skulle lave noget småt, og han ville helst undgå at plette på papiret, for kryb-Susan og den meget gamle dreng, skræmte ham faktisk. Han satte blækpennen mod papiret. En stor sort plet bredte sig på papiret. Han kunne mærke kryb-Susans brændende blik i sin nakke, mens han stresset prøvede at tørre det væk med hjælp fra sit hvide tøj. Det var som om at han bare kom til tvære det ud. Han kunne allerede mærke, at dagen ville blive lang.

 

  Pax sad stadig udenfor. Vreden var forduftet en smule. Nu tog sorgen og savnet over. En tavs tåre trillede ned af hendes kind, mens hun kiggede op mod himlen. Den var ikke blå længere, den var grå.

 

  Noah sad stadig inde i hytten, og var ved at lægge sidste hånd på kortet, da Pax kom ind. Vinter mørket havde snart lagt sig over Intetheden, og klokken var kun seks. Faktisk havde Noah siddet og arbejdet fra klokken tolv til klokken seks. For kortet var meget detaljeret, og hans frygt for at fejle, gjorde ham mindre produktiv.

  Pax satte sig på bænken ved hans side. Hun snøftede, og forsøgte at frembringe et smil. Man kunne godt se at hun havde prøvet at skjule at hun havde grædt, ved eksempelvis at vaske sit ansigt i sneen, men hendes øjne var stadig røde, og på hendes kinder kunne man se hvor tårerne havde løbet.

 

“Susan?” Råbte Noah pludseligt. Susan kom, irriteret over at skulle slutte sin samtale, hen til ham.

“Hvad nu?” spurgte hun opgivende.

“Jeg er færdig med kortet.”

“Aha…” sagde hun utaknemmeligt, så Noah havde lyst til at slå hende. I det samme øjeblik kom drengen ind.

“Meget vel. I kan blive her, til der bliver lyst," sagde han bare, og så fortsatte de deres ‘voksen’ samtale.

 

 “Vil du med udenfor?” Pax kiggede håbefuldt på Noah. Han nikkede. Hun smilede, og sammen gik de ud i den efterhånden dunkle aften.

 

  Deres ånde stod foran dem som små hvide skyer, mens de traskede gennem den knitrende sne. De forholdt sig tavse i en længere periode og sagde først noget, lige inden de gik ind. Og så var det endda noget komplet ubetydeligt.

“Skøn aften, hva’?”

“Ja. Skøn aften.” 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...