24 dage i Intetheden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Pax betyder fred på latin. Men Pax er også navnet på en tretten årig pige, som endte i Intetheden.

8Likes
10Kommentarer
931Visninger
AA

5. 3 december

    

   Og så begav de sig op af den stejle skovbakke, mens sneen knasede under deres fødder. De var på vej til livet.

   På den anden side af bakken kom de til en lille frossen å. For bare fordi at de ikke kunne mærke kulden, betød det ikke at der ikke var koldt.

  Åen var ikke bredere end, at de lige kunne træde over den, og de var nemt ovre på den anden side.

  De gik i tavshed, i det som ville have haft været kulde alle andre steder end i Intetheden for dem. Stilheden nærede minderne hos Pax. Hun tænkte på sin familie og sit liv. Hun så billeder for sig af sig selv liggende i en dyb søvn. Med mor liggende grædende ind over sengen, mens dynen blev mere og mere våd af hendes sorg og tårer. Den blotte tanke fik Pax til at tage hånden til sit bare lår. Det var ikke vådt.

  Hun huskede alle de gange, hun havde besøgt hospitalet det seneste år. Hvor mange af lægerne hvis navne hun kunne. Hvordan hun kunne huske kantinens madplan og hver en snæver gang, afdeling eller korridor. Hun trak et kort drømmende smil.

  Men når hun så tænkte på, hvorfor hun var på hospitalet, fortrak smilet sig en smule og blev til en lille tynd streg.

"Har jeg sagt, at jeg var kræftsyg?" Pax snublede næsten over en rod, som gemte sig i sneens ellers så rene og uskyldige indre. Hun skulle lige til at bande, da Noah svarede:

"Sådan pænt mange gange, ja." Han gik foran hende og virkede egentlig en smule fjern. Han virkede ikke som om, han var i humør til lange samtaler. Men Pax gav ikke op så nemt, og spurgte:

"Hvor længe har du egentlig været her?" Noah overvejede spørgsmålet.

"En uges tid måske..."

"Har du så set mange mennesker?"

"Ork! Ja... Rigtig mange." Langsomt hev hun ham med ind i samtalen. Hun vækkede tydeligt hans interesse. Men Pax gik tør for spørgsmål og kom derfor på et tåbeligt et af slagsen, som hun allerede kendte svaret på, for det havde han da selvfølgelig.

"Du har vel styr på, hvilken vej vi går? Ik'?" Noah standsede brat. Inden han vendte sig, kneb han øjnene og tænderne sammen i frustration.

"Nej..." sagde han tøvende, og slog sine tænder med tungen.

“Men har du intet kort eller noget?”

"Et kort over Intet?! Det kan man jo ikke!”

"Jo man kan så! Et kort! Hvordan vil du komme tilbage til livet, når du skal gå i blinde?!" Pax begyndte at hidse sig lidt op. Det samme gjorde Noah. Hans krop var anspændt.

“Hvis det er meningen, at vi skal dertil, så gør vi det nok!” skreg han.

“Lad nu vær med dit filosofiske pis!” skreg hun igen. Hurtigt fik de bygget skænderiet op.

“Så lad os dog gå! Vi kommer jo ikke frem ved at stå her? Vel?!”

“Men så går vi jo forkert!” Noah lukkede øjnene blidt i og sagde:

“Livet er et spil, som du bliver nødt til at spille…” Han tog en dyb indånding og faldt voldsomt ned i tonefald, hvilket irriterede Pax grænseløst, så hun prøvede jo selvfølgelig at gøre det samme, for at lyde mere ansvarlig og moden end han nu gjorde.

“Ja, kære ven. Men nu er vi jo ikke i livet, vi er i Intetheden.” Og så tav de begge. Stående i sne til anklerne uden at fryse det mindste. Tavsheden; havde lagt sig over Intetheden.

 

  Efter en times tid i stilhed sad de begge i sneen. Pax kørte blidt fingeren hen i den hvide kølige (men ikke så kølige for dem) masse i velovervejede bevægelser, mens Noah betragtede hende.

"Undskyld..." Noah brød stilheden. Pax løftede hurtigt hovedet. Hendes blik var iskoldt, som havde det taget kulden fra sneen. Noah, som var god til at holde øjenkontakten, søgte ikke væk, men tøede hende i stedet op. Freden kom tilbage i hendes øjne, mens hun blot nikkede og mumlede noget uhørligt, hvorefter hendes blik igen søgte ned i sneen, hvor hun også fortsatte sin runde bevægelser med fingeren.

  Noah trak et kort smil i den ene mundvige, hvorefter han slog hovedet bagover ind i et træ, så al sneen der havde lagt sig på dets grene, faldt mod ham. Han rynkede på næsen og lo, da den fløjlsagtige masse lagde sig i ansigtets hulninger. Han hørte Pax le diskret, men han hørte også, hvor grundigt hun forsøgte skjule det. Noah begyndte blot at smile yderligere.

 "Tror du så, at der er nogen, som har et kort over det her sted?" spurgte Noah ud i det blå. Pax skulle til at trække på skuldrene, da en ældre dame afbrød dem:

“Jeg kunne ikke undgå at høre jeres samtale, og jeg ved hvor der findes et kort.” Hun gik langsomt nærmere dem, mens Pax krøb mere og mere sammen for hver og et af hendes tunge skridt. Hendes næse så skæv ud, og hendes gang mindede mest af alt et halvt døende kryb, som kæmpede sig ned til afløbet.

“Hvor findes det?” Noah tog mod til sig.

“I får det kun af vide, hvis i tager mig med," sagde hun bestemt. Noah skævede spørgende til Pax. Hun nikkede.

“Okay. Vi tager dig med.”

“Meget vel. Der findes en ældre mand, og det siges, at han har været her i nioghalvfjerds år. Han skulle have haft været overalt i Intetheden og have tegnet hele landskabet ned på et kort…” sagde hun med en undertone af begejstring.

“Hvor finder vi manden?” Pax gik med ind i samtalen.

“I den dybe dal.”

“Hvilken dal? Jeg kan ikke se nogen dyb dal?” spurgte Noah spydigt.

“Ude af skoven og en halv dags vandring derfra vil i kunne se to små bakketoppe. Mellem dem er en dyb og frodig dal som formentlig ligger under dyb sne for tiden. Men kom børn. Jeg følger jer dertil.” Hun begyndte at gå. Pax tøvede, men da Noah fulgte med hende, gjorde hun det samme.

  

  Og da vandrede de gennem den snedækkede skov og så stort set ingen himmel, indtil at de slap ud af skovens mørke. Pax lod den friske, kolde vinter luft glide ind gennem sine næsebor, hvorfra den gled videre ned i lungerne, og den gled videre, og til sidst forlod den kroppen og efterlod Pax i fred og harmoni.

  Hun lukkede øjnene og lyttede til lydene omkring sig. Hun kunne høre hvordan fuglen sang så yndigt fra sin gren, hvordan den lettede, og sendte små tilfredse kvidrende lyde fra sig, da den lod vinden bære den hen over Intet. Hun hørte, hvordan et par blade knitrede i vinden. Hun mærkede vinden i sit hår, inden hun lod sig falde bagover og blive grebet af sneens fred og mildhed. Hun smålo, og kneb øjnene sammen, inden hun fik lysten til at se himlen. Hun åbnede dem forsigtigt. Himlen var blå, og hun tillod sig selv at nyde det.

  Efter et par minutter gibbede noget i hende. Hun løftede hovedet og kiggede ud i landskabet, hvor to skikkelser bevægede sig længere og længere væk. Hun vidste godt hvem de to skikkelser var og kom hurtigt på benene, mens hun spurtede ned af bakken og ud i landskabet efter en kryb-dame og pisseirreterende filosofisk dreng. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...