24 dage i Intetheden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Pax betyder fred på latin. Men Pax er også navnet på en tretten årig pige, som endte i Intetheden.

8Likes
10Kommentarer
953Visninger
AA

26. 24 december


     Snefnug dalede fra den skyede himmel. De ville have haft prællet af på hendes skaldede hoved, hvis hun havde været udenfor. Hvilket egentligt var ret besynderligt, da Pax kom fra Intetheden, hvor hun havde fået alt sit hår tilbage. Hun vidste ikke, hvor hun var, eller hvordan hun var havnet der. Hun havde så mange spørgsmål og ingen svar.

"Drivning home for christmas..." Radioen knitrede ovre i hjørnet af den hvide stue.

 

  Hun lod blikket glide rundt i rummet. Men det var besværet, for hun følte sig så svækket og dårlig. På det lille bord på hjul ved hendes side, stod der et par halvdøde blomster. Hun mærkede lysten til at lukke øjnene, men hun kæmpede for at holde dem oppe. Hun ville ikke lukke dem.

 

  Pludselig blev hun grebet af en trang til at skrive et brev. Hun greb en blyant og et papir fra den rullende kommode, med gamle blomster uden glans i en kalk præget vase, på. Hun hvilede papiret svageligt mod sit knæ og skrev med en usikker hånd:

 

Kære far.

 

Jeg har ikke tænkt mig nogensinde at tilgive dig. Det du gjorde rev os itu. Vores ituslåede kroppe samledes så efter en rum tid og blev til muterede og halve mennesker. Mennesker der fortrængte følelser, de ikke kunne bære. Mennesker der glemte. Mennesker der ville glemme.

 

Men jeg ved nu, at jeg må erkende det. Men ved du godt hvor svært, det er? Jeg ville gerne komme her og være det tilgivende, perfekte menneske, der kunne sige, at jeg har erkendt og tilgivet, men, far, jeg er ikke perfekt. Og jeg har aldrig tilgivet. Og jeg prøver at erkende det, men ved du hvad? Det kommer jeg nok aldrig til. Men jeg må leve med det. Jeg må lære at acceptere det. Jeg kan jo ikke ændre det, vel? Det du gjorde var dumt og uansvarligt. Og jeg hader dig for det.

 

Glædelig jul, far.

 

-PaxK

 

Hun fandt svageligt en kuvert frem, puttede brevet i den, og adresserede det, hvorefter hun vedlagde en besynderlig lille besked i det nederste hjørne:

 

Kære graver.

 

Vær venlig at lægge det her brev ved grav nr. 24.

Glædelig jul.

 

  Pludselig hørte hun en mandestemme rømme sig i hjørnet. Hun kiggede forbavset op. Han havde stået og taget noter på sit lille clipboard i hjørnet. Hun havde ikke set ham før nu. Han var iført en hvid kittel, som var knappet helt udover en enkel knap på midten. En besynderlig påklædning. Hans hår var brunt, og han så egentlig lettere nervøs ud, som han stod der i det skarpe morgenlys. Han var sikkert ny.

“Er der noget, jeg kan hjælpe dig med?” spurgte han hjælpeløst.

“Jo, først kunne du jo starte med at forklare mig lidt om situationen,” foreslog Pax.

“Jo, selvfølgelig.” Han rømmede sig kort. “Ser du, du er lige vågnet fra koma, jeg er Dr. Vallenbæk, men du kan bare kalde mig Jan.” Han trak kort på smilebåndet.

“Så, Jan, kan du fortælle mig noget om hvor længe jeg har været væk, og hvorfor jeg har været det?”

“24 dage præcis,” fremmanede han. “Og ja, din situation forværrede sig drastisk.” Pax overvejede svarene kort.

“Jan, gider du poste det her brev for mig?” Hun rakte ham brevet, og han tog usikkert imod det, inden han lagde det ind i en inderlomme på kitlen.

“Jeg tilkalder lige en mere specialiseret læge til undersøgelserne.” Han gik mod døren. “Din familie bliver tilkaldt, de er her nok snart.” Han trak hurtigt og falskt på smilebåndet, inden han forsvandt. Burde der ikke være flere mennesker? Hun var jo lige vågnet fra koma, og så videre? Alt i alt kunne det også være ligegyldigt.

 

  Pax lod blikket glide rundt i den hvide stue, og lod det endeligt lande ved vinduet. Hun så hvordan snefnuggene satte sig på ruden, og hvordan landskabet stod i hvidt derude. Så hun havde altså været i koma; i 24 dage. 24 dage i koma.

  Hun opdagede pludselig hvad hun havde siddet og nulret i sin venstre hånd; en lille hvid sten. Hun vidste ikke hvorfor, men hun følte en stor forbindelse til den, som rummede den liv. Men den stammede jo også fra 24 glemte dage. 24 dage, som måske alligevel ikke var helt glemte. Alt hun havde lært om sig selv og livet hang ved. Bare ikke den filosofiske dreng med det smørgule hår, som hun havde lært at holde af. Den dreng, som hun havde knyttet bånd til, hun huskede ikke ham, men hans kloge ord om erkendelse. Som om de var dumpet ned til hende, og faldt naturligt ind i hendes tanker.


  Hun havde haft så mange dage med Noah, men nu var de intet. De var 24 dage i Intetheden.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...