24 dage i Intetheden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Pax betyder fred på latin. Men Pax er også navnet på en tretten årig pige, som endte i Intetheden.

8Likes
10Kommentarer
951Visninger
AA

25. 23 december


    Noah var langsomt kommet til kræfterne igen. Solen steg langsomt op i horisonten. Alt åndede endelig fred igen. I hvert fald for Noahs vedkommende. For Pax havde en indre diskussion med sin underbevidsthed. Den ville ikke længere gemmes væk. Til sidst efter en lang kamp, brugte underbevidstheden det fejeste kneb...

  Hun så ham. Så ham, som hun ikke ville se ham. Han havde store poser under øjnene, hans øjne var blodsprængte, hans næse rød, hans mave stor... Pax rystede det straks af sig. Sandheden var for barsk. Tårerne trillede ned af hendes kinder. Noah opdagede det. Han møvede sig hen til hende.

"Er du okay?" Han lagde kærligt en arm om hende. Hun lod ham gøre det, men hun svarede ikke. "Er du?"

"Kan vi ikke bare gå?" peb hun. Noah nikkede og rejste sig. Han hjalp Pax op. Hun begyndte straks at gå.

 

Jeg vil ikke gemmes væk, Pax... Jeg går ikke igen... Jeg bliver... Underbevidstheden blev ved. Pax kunne ikke lade vær. Hendes hånd fløj op, og gav hende selv en ordenligt slag. Hun brugte alle sine kræfter. Et lille skrig forlod hendes læber.

"Okay, Pax. Fortæl mig sandheden. Hvad foregår der?" Noah vendte sig, og kiggede hende lige ind i øjnene.

"Jeg-jeg kan ikke..." jamrede hun.

Jo du kan. Sig sandheden. Fortæl ham om din ynkelige far.

"Men det er ikke sandheden!" skreg hun vredt af underbevidstheden. Noah så chokeret på hende.

"Hvad er ikke sandheden?"

"Det den siger," svarede hun med tårer trillende ned af begge kinder.

"Hvem?"

"Min underbevidsthed!"

"Hvad siger den?" Pax begyndte at løbe. Hun kunne ikke svare. Om det så var fordi, hun ikke ikke engang selv troede på det, hun sagde, vidste ingen. Hun hørte, hvordan Noah nytteløst forsøgte at indhente hende. "Pax! Stop!"

Ja, stop, Pax. Fortæl sandheden... Pax skreg. Slog sig selv. Faldt i knæ. Skreg mere. Holdte sig for ørene. Rystede voldsomt på hovedet. Skreg. Slog. Det hele gentog sig. Også underbevidsthedens stemme.

Sandheden, Pax...

 Hun kom på benene. Skreg. Løb lidt mere. Faldt. Skreg. Slog. Rejste sig. Faldt igen. Noah løb forvirret efter hende. Hun tumlede rundt i sandet. Skreg. Sparkede. Slog. Holdte hænderne for ørene. Han skulle til at løbe hen til hende, da hun gjorde noget drastisk. Hun stoppede brat, og i sin hånd så Noah hvad hun holdte. En skorpion. En stor en af slagsen. Og Noah vidste tilfældigvis meget om skorpioner. Og han vidste, at den art kunne være dødelig.

"Pax..." gispede han.

"Bliv hvor du er, Noah." Hun tog den nærmere sig.

Ja, gør det Pax. Verden har alligevel ikke brug for dig, når du ikke fortæller sandheden. Gør det! Gør det! Gør det!

"Pax lad vær. Verden har brug for dig," bad han, som havde han hørt underbevidsthedens ord. Noah sank en klump. Tårer stormede ned af hans kinder i stride strømme.

"Du lyver," sagde hun barskt.

Nej, Pax... Det er dig, der lyver... Hun tog skorpionen helt hen til sin hals. Lagde den der. Gjorde klar til at slå.

"Stop!" råbte Noah atter igen. "Din bror har brug for dig, Pax. Og jeg, Pax. Jeg har brug for dig," hulkede han. "Du må ikke gøre det..." Han kiggede afventende på hende. Hun stirrede tomt op i himlen, mens sandet piskede i hendes hår. Hun sænkede hånden, og skorpionen kravlede atter tilbage i sandet. Noah faldt lettet forover i sandet.

Så må du vel sige sandheden, Pax... Jeg bliver indtil du gør det, men jeg holder min mund. For en stund...

 

  Noah løb chokeret hen til Pax, og omfavnede hende. Hun krammede tøvende tilbage. Han knugede sit ansigt mod hendes brystkasse.

"Tak, Pax." Og så begyndte de at gå.

 

  Efter en time kunne de se et par majestætiske porte i horisonten. Livets porte.

"Vi er der, Pax! Vi gjorde det!" jublede Noah og omfavnede hende.

"Vi gjorde det..." mumlede Pax. "Vi overlevede!" råbte hun mere selvsikkert. Og så begyndte de at løbe. Løb mens vinden piskede i deres hår, og sandet stod om ørene på dem. De jublede og grinede. Begge to. Mere var der ikke at sige. De var lykkelige.

 

  De løb og løb. Ingen af dem havde troet, at de kunne blive ved så længe. Men de gjorde det. Viljen trak i dem.

 

  Men deres latter aftog, da mørket var faldet på, og der næsten ingen vej var tilbage...

 

  Mørket havde sænket sig. Månen stod middelhøjt på himlen, og et stort stjernetæppe havde lagt sig over dem. Der var fuldstændig skyfrit.

  De var måske omkring halvtreds meter fra portene. Så tæt på, men alligevel så langt fra. Portene var mindst halvtreds meter høje og hvide. Helt uskyldige hvide. Der var malet små snirkler i sølv på dem, og der var to store dørhåndtag i samme farve, som var placeret alt for højt for mennesker. Der var noget guddommeligt og majestætisk over dem.

 Og som de troede at de bare skulle træde igennem dem, gik den barske sandhed op for dem: det skulle ikke blive så nemt.

 

  Foran porten stod to skikkelser. Den ene lignede Pax, den anden lignede Noah. Bare en anelse gennemsigtige. Det var deres underbevidstheder. Det vidste både Noah og Pax. For i sidste ende, kendte de dem rigtig godt. De ville bare ikke erkende det.

 Pax bakkede, men hendes underbevidsthed kom tættere på. De måtte reagere hurtigt. Begge to. De var kommet til den sværeste udfordring.

  Pax var nok mest klar, hun havde trodsalt snakket med sin underbevidsthed tidligere på dagen, men intet kunne have forberedt hende på den nye styrke, den havde fået. Hun havde ingen anelse om hvor stor en klods der lå i vejen for dem. Hun troede nok, at det bare svarede til en legoklods.

"Noah, vi må tage de her kampe hver for sig. Men ligemeget hvad der sker, så skal du vide, at jeg har lært så meget af dig... Du er fantastisk," sagde Pax hurtigt.

"I lige måde." Han smilede nervøst til hende, mens hans underbevidsthed kom nærmere og nærmere. Han mærkede en smule frygt skylle ind over sig, gribbe fat i ham. Men lidt af den fordampede igen, når han kom i tanke om at Pax var ved hans side. Derfra gik alt så hurtigt.

 

Nåh... Noah, så du troede at du skulle leve, hva'? Men du tog fejl, du har ikke fortjent at leve... Hans underbevidsthed slog ham. Lige i maven. Noah krøb sig sammen, og slog derefter ud efter underbevidstheden. Men hans hånd gik lige igennem den. Han kiggede chokeret og ængsteligt fra sin hånd til underbevidstheden med det gule hår og de blå øjne. Jeg er jo blot 'en illusion', som din kære veninde, Pax, sagde. Men hov vent! Hende har du jo også skuffet! Hvor var du, da hun skulle til at dræbe sig selv. Du var jo bange for at hun ville gøre dig ondt, ikke?

"Det passer ikke..." hviskede han selvom han godt vidste at underbevidstheden havde ret. Mens han stod lammet af sandheden, ramte underbevidstheden ham igen. Han faldt bagover i sandet.

Sandheden er barsk, hva'?

 

  Pax tørrede blodet væk med sin baghånd.

"Du slår hårdt, hva'?" Hun hoppede op og ned foran sin underbevidsthed, indtil hun sparkede ud efter den. Men ligesom Noah, fløj hendes fod bare igennem. Hun kiggede chokeret på underbevidstheden.

Hvad skal vi så tale om? Lad os starte med din bror. Han er godt nok lille, hva'? Men du var jo ikke så god ved ham, som du altid har sagt, var du vel? Du tog intet ansvar. Du sad og græd hele tiden, dit følelsesmæssige vrag. Han måtte selv krybe til køleskabet, og drikke flere ugegammel mælk. Og spise ugegammelt brød. Du ved at det passer! Underbevidstheden slog hende i jorden. Tårerne flød. Skrigene lød.

Og så er der din far. Pax kom på benene.

"Han arbejder for meget," hvæsede hun.

Nej han gør ej, Pax. Og det ved du. Du har fortrængt sandheden. Jeg tror ikke engang at du kan huske den længere. Du lever i en drømmeverden, men verden og sandheden er barsk! Du kan ikke skjule det... Underbevidstheden rev hende til siden.

Han er jo død, ikke? Han kommer ikke sent hjem, han kommer aldrig hjem! Underbevidstheden lo hånligt. Pax skreg og forsøgte at løbe ind i den, men hun løb bare igennem. Underbevidstheden skubbede hende bagfra, så hun faldt ned i sandet.

Han døde af misbrug, og du har aldrig tilgivet ham! Du hader ham! Og han hader sikkert også dig! Underbevidstheden slog hende så hårdt, at hun blødte voldsomt fra hovedet. Pax skreg hjerteskærende.

 

  Noah hev efter vejret, mens han ligeså langsomt kom på benene.

Nåh, Noah... Du ved jo godt, at du begik selvmord. Du gik ud foran et tog. Den ellers perfekte dreng. Fra den rigtige kernefamilie. Så kærlig. Så skøn. Så elsket. Men sådan gik det jo ikke i skolen, vel? De hadede dig! De mobbede dig! Men det havde du jo fortjent! Underbevidstheden løftede ham ti meter op i luften, og lod ham falde. Han kunne knap rejse sig. Men du fortrød det. Du tænkte på din familie, hvor kede af det de var. Og ganske rigtigt. Din søster græder dagen lang. Hun hader dig sikkert for det du gjorde! Så da du kom hertil, besluttede du, at du alligevel ville leve. Men du vidste ikke hvor du skulle gå hen, så du fandt en pige. Du vidste, at hun nok skulle lede dig på rette vej. For hun var så stærk. Så du udnyttede hende! Sandheden ramte Noah som fem millioner ton fra månen. Han skreg.

 

  Pax vendte sig im på ryggen.

Og så er der din 'on and off mor', som du kalder det. Men det var jo ikke hende der skred, var det Pax? Det var dig der skred. Du kunne ikke klare sorgen og vreden. Du skred, fra din mor som var et følelsesmæssigt vrag og fra din lillebror. Du overlod ansvaret til din lillebror selv, for du vidste at din mor ikke kunne tage det. Pax skreg da underbevisdtheden slyngede hende fra side til side, op og ned, for så at slynge hende i jorden. Den satte sig på hende, og tvang hende til at kigge i retning af Noah. Pax skreg. Noahs underbevidsthed skulle til at give ham det afgørende slag. Noah var fuldstændig forslået.

"Noah!" skreg Pax hulkende.

Nu kan du se ham dø, og så dræber jeg dig bagefter... Pax kæmpede for at slippe fri fra underbevidsthedens greb, men uden held.

 

  Noah lå på jorden og så sin underbevidsthed i øjnene. Det var han nemlig rigtig god til. Og din søster hun hader dig! Og så ramte slaget der sendte ham endeligt i gulvet. Pax skreg. Så højt, så hjerteskærende, så frygteligt. Hun hulkede  straks mod sin underbevidsthed. Hun kæmpede, skreg og slog.

"Ja, jeg har lavet alt for mange utilgivelige fejl! Men så lad mig prøve igen!" skreg Pax hulkende, og så skubbede hun sin underbevidsthed af sig. Hun havde pludselig fået ekstra styrke. Begge underbevidstheder forduftede i natten. Hun kom tøvende på benene, og styrtede halvkvalt gennem sandet i mørket, hen til den lille dreng med det gule hår og de blå øjne.

"Noah!" Hun kastede sig ned ved hans side.

"Pax..." hviskede han besværet. "Undskyld..."

"Du skal nok klare den, Noah..." Hun lænede sig hulkende indover ham.

"Nej, Pax. Jeg har erkendt det. Det sker, jeg kan ikke gøre noget ved det. Jeg er ikke bange. Jeg har givet slip." Han kiggede lykkeligt mod stjernerne.

"Jeg har fundet dig, Pax. Jeg har fundet fred..." Og så kiggede han ud i horisonten. "Han kommer nu," sagde han. Pax kiggede halvkvalt ud i horisonten. Hun kunne ikke se noget. Men da hun kiggede tilbage på Noah, var han allerede på vej væk. Han gik lidt længere fremme. Hånd i hånd med sin død. Hun spurtede gennem sandet efter dem.

"Nejnejnej..."

"Det er okay, Pax. Farvel..." Og det var det sidste. Noah og hans død forduftede i natten. Pax skreg mod himlen.

"Nej! Nej!" hulkede hun. "Noah!"

 

 Hun lå på jorden, mens sandet piskede forbi hende. Hun kiggede blot ud i horisonten med et tomt blik. Hendes brune hår lod sig rive med i vinden.

  Hun græd ikke længere. Der var ikke flere tårer. Men lidt af hendes hår og lidt af sandet klistrede fast til hendes tårevædede kinder.

  Hun løftede underarmen op, så hun kunne se dagene i det svage måneskin. Treogtyve dage. Hun pressede den lille sten hun havde fået af Noah ind mod sit bryst, inden hun ridsede den fireogtyvende ind.

 

  Pludselig mærkede hun tre prik på sin skulder. Og da vidste hun, at hendes tid var kommet. Hun skulle snart se Noah igen. Hun lukkede øjnene, og lod sig bære med ud i natten. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...