24 dage i Intetheden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Pax betyder fred på latin. Men Pax er også navnet på en tretten årig pige, som endte i Intetheden.

8Likes
10Kommentarer
957Visninger
AA

24. 22 december


      "Det skal du ikke blande dig i," hvæsede hun. Præcis som en kat. "Og hvis det er så vigtigt, så sagde jeg sandheden. Han arbejder for meget, og kommer tit ikke hjem. Og hvis han gør, er det, når vi sover."

"Pax-"

"Stop, Noah." Vildskaben bredte sig i hendes ansigt, mens hun holdte sin knyttede næve, mod hans strube. Han sank en klump. "Undskyld..." mumlede hun fortvivlet og sænkede hånden. Vildskaben forsvandt brat fra hendes ansigt. Hun rystede forvirret på hovedet.

"Nej, det er mig, der undskylder. Jeg skulle ikke have haft blandet mig" mumlede han som svar. Pax svarede ikke, men lod i stedet stilheden tage over.

 

  Hen af morgenen da solen var stået op, begyndte de at gå. Deres nye omgivelser var meget ensartede. Sandklitter og indimellem en smule tørt græs eller sådan noget.

  De forholdte sig tavse i flere timer, mens de bare gik i den bagende sol. Pax kunne allerede mærke de store mængder sved komme. Det samme gjaldt Noah.

 

  Indimellem så de et par ørkenrotter eller -ræve. Men ellers var landskabet goldt og forladt.

 

“Tror du snart vi kommer til livet?” spurgte Pax pludseligt.

“Måske.” Noah trak på skuldrene. Han kneb øjnene stramt i og kiggede kort mod den store brændende solskive. Den stod forholdsvist højt. Det måtte være omkring middagstid. Stilheden fik igen sit tag i dem.

 

  En lav vind rev en smule sand med sig i farten, som piskede mod deres bare ben. Pax knugede stadig den lille sten i sin hånd. Den sten hun havde fået af Noah. En lille sølle sten. Men med så stor betydning. Den mindede hende om alle de oplevelser, hende og Noah havde haft, og alle de erfaringer de havde taget med sig på deres vej.  

   Pludselig fik Noah øje på et par palmer i horisonten. Da de kom endnu tættere på, opdagede han at det var en hel oase, med vandhul og vigtigst af alt, skygge. Noah følte at han kogte inden i. Han havde virkelig brug for at holde et hvil i skygge.

“Pax? Kan vi ikke holde en pause?” bad han. Hun gik en smule foran ham, og vendte sig straks. “Det handler ikke kun om at komme frem af, det handler også om at nyde turen. Det har du selv sagt.”

“Jeg troede ikke at du var enig i den holdning,” bed Pax ham af. “Det sagde du nemlig selv.”

“Det har jeg aldrig sagt,” sværgede han.

“Jo, du har.”

“Nej, det har jeg altså ik-” Men da stoppede han sig selv og huskede. Pax havde en af de tidligere dage, efter en mindre stridighed, kommet frem til at det gjaldt om at komme frem ad. Hvilket passede til hendes allerførste holdninger, men som senere udviklede sig til at være fuldkommen usandt. Men han havde ikke hørt ordentligt efter, og bare sagt ‘Jaja...’ uden videre. “Pax det var en fejl! Det er rigtigt, man skal nyde,” prøvede han i et forsøg på at redde sin fejl. “Kom nu, Pax.” Pax sukkede.

“Fint! Men en anden gang så lyt når jeg taler til dig,” overgav hun sig. De gik det sidste stykke, inden de nåede oasen helt.

 

  Noah satte sig under et træ. Han kunne ikke mærke, hvor dejligt køligt sandet under ham var. Men han mærkede hvordan den svimlende fornemmelse forsvandt.

  Pax kastede sig uden videre i vandhullet.

“Pax! Der kunne være krokodiller!” råbte Noah med det samme i rædsel.

“Okay, Noah. 1. Krokodiller gider ikke være i sådan et lille vandhul her. Og 2. Du sagde selv at vi skulle nyde. Du kan ikke gå og være så bange hele tiden,” sagde hun med en antydning af arrogance, inden hun dykkede ned under vandets overflade. Noah tav, mens Pax pjaskede videre rundt i det lille vandhul.

 

  Efter en god times tid i vandet, steg Pax op. Hendes kjole tørrede med det samme, ligesom når den blev beskidt og blev helt ren med det samme. Hun vred selv sit hår, og satte sig ved siden af Noah.

"Er du så glad nu?" spurgte han vrissent.

"Har aldrig haft det bedre!" hoverede hun.

"Haha..." sagde han ironisk.

 

  Efter et par timer fortsatte de.

 

  Noah mærkede igen den svimlende og kvalmende fornemmelse. Han var helt sikker på, at det skyldte den varme, som han ikke kunne mærke. Han begyndte langsomt at gå lidt svajende.

"Er du okay, Noah?" spurte Pax en smule nervøst. Han nikkede. Også selvom at han følte at hans verden sejlede. "Er du sikker? Du ser ikke helt god ud?"

"Jeg har det fint, bare lidt kvalm. Ikke andet," sagde han besværet. "Får du det ikke dårligt af varmen?"

"Ikke endnu," sagde hun og kneb øjenbrynene sammen. Men hun skulle nok få det dårligt. Faktisk allerede en time efter, sejlede de begge rundt...

 

  Kvalmen sneg sig ind på Pax. Pludseligt og uventet. Og efter endnu en time med de to svimle børn, skete noget afgørende.

 

"Noah! Hjælp! Hjælp mig, Noah! Hjælp!" Han hørte klart og tydeligt Rosas hulkende bøn. Og så skrig. Hjerteskærende skrig.

"Rosa?!" Han løb fortvivlet rundt. "Hvor er du? Rosa?!" Og så endnu et skrig.

"Noah?" Pax greb fat i ham. "Hvad sker der?" Hun holdte ham fast, og kiggede alvorligt på ham.

"Rosa har brug for mig!" Han vristede sig løs med en overraskende styrke. Han styrtede gennem sandet, mens skrigene overdøvede ham fra alle sider. "Rosa! Rosa!" skreg han. Panikken bredte sig i hans krop. Helt ud til fingerspidserne.

"Noah!" skreg Rosa igen.

"Rosa?! Hvor er du?!"

"Noah, her er ikke nogen udover os. Stop det," prøvede Pax at berolige ham. Hun kunne ikke høre Rosas skrig. "Noah, du må have fået solstik! Det må være ligesom edderkopperne! Nu er det bare solen, den vil drive dig til vandvid. Den går efter dit savn!" Men Noah kunne ikke koncentrere sig, ikke når skrigene fyldte hans hoved. Fortvivlede tårer faldt fra hans kinder og ned i det røde sand. "Noah, det er ikke virkeligt!" Hun greb ud efter ham, og pressede ham ind mod sig. Hans krop var anspændt. Og han slog. Kæmpede. Skreg. Pax kunne ikke holde tårerne tilbage.

  Skrig. Slag. Kamp. Rosa. Pax' ynkelige forsøg på at tale ham til ro i al uroen. Nytteløst. Fortvivelse. Savn. Det hele kørte i Noahs hoved, og truede med at overkoge hans hjerne. Han kæmpede med sine sidste kræfter, indtil han sank sammen i armene på Pax, i høje, forfærdelige hulk. Skrigene blev ved, men han var udkørt til det sidste.

 "Hold ud, Noah. Hold ud," hørte han Pax hviske i sit øre, mens hun vovede over ham. Skrigene fyldte hans hoved, og han fortrak nogen små spjæt hver gang. "Det er kun en illusion, Noah. Hold ud," blev hun ved. Men han hørte selv de små tvivlende hulk.

 

  Da solen gik ned, ophørte skrigene. Men Noah var stadig afkræftet. Pax havde lige ridset dagen ind i fortvivelse. Smerte var hvad hun havde brug for. Men da det så sortest ud, gav Noah lyd fra sig:

"Rosa..." hviskede han. Pax sad ved hans side.

"Er du okay, Noah?" Tårerne stod højt i Pax' øjne. Han nikkede. "Jeg troede ikke at du holdte ud, jeg troede du var ved at blive drevet til vandvid," hulkede hun. De omfavnede hinanden. Bare de to. Helt alene i den golde ørken. Men senere hen fik de besøg af Pax' underbevidsthed...     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...