24 dage i Intetheden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Pax betyder fred på latin. Men Pax er også navnet på en tretten årig pige, som endte i Intetheden.

8Likes
10Kommentarer
957Visninger
AA

23. 21 december


    Pax greb Noahs hånd i et ryk. Hun hev ham på benene.

"Hvad sker der Pax?" I mørket kunne han stadig ane frygtens tegn i hendes ansigt.

"Flyttende zone," gispede hun usammenhængende. "Vi må væk, nu." Hun tog godt fat i hans arm og løb, mens pixel-stormen kom nærmere og nærmere.

"Af hvad?" spurgte Noah forvirret, indtil det gik op for ham, hvor Pax førte dem hen. Hun førte dem nemlig mod den smalle passage, og det var mørkt. Meget mørkt. "Nej, nej, nej..." Han stak hælene i jorden, og tvang dem til at stoppe. Pax kiggede rædselsslagen på ham.

"Der kommer en flyttende zone! Hvis den får fat i dig, fører den dig lang væk!" råbte hun ængsteligt. Tårer strømmede ned af hendes kinder. Hun rev ham den sidste meter. Den flyttende zone kom nærmere. Hun trådte som den første ud på den tynde passage. Hun kiggede lige frem. Ikke tilbage. Ikke til siden. Bare frem.

  Da hun endelig kom over på den anden side, vendte hun sig. Noah stod stadig på den anden side.

"Noah! Kom!" skreg hun rædselsslagen og hjerteskærende. Han rystede anspændt på hovedet, mens den flyttende zone vred sig bag ham. Den lignede en fugleflok. "Kom!" hulkede hun.

 

  Noah hørte Pax' kald. Men som en fjern illusion. Frygtens edderkopper kravlede op af hans ben. De bed. Forgiftede ham med frygt. De lammede hans ben for enhver handling. Fik hans syn til at drille, når han kiggede ned i kløften under ham. Og fik hans hjerte til at slå hurtigere.

"Bekæmp frygten!" hulkede hun. Men hendes bøn trådte stærkere igennem. Et kort øjeblik forsvandt frygten. Men pludselig var kløften igen svimlende og situationen skræmmende. Han hørte stormen flaske bag ham. Han kunne ikke vende om. Ikke fortsætte. Han var fanget.

 

  Edderkoppernes bid var ikke så smertefuldt. Det var mere bare tanken. Han skubbede dem af sig, men de myldrede hurtigt til igen. Han skreg i angst for det hele. For edderkopperne, for kløften og for stormen bag ham. Han hørte Pax' halvkvalte hulken. Han hørte hvordan hun forsøgte at søge tilbage. Men hendes handlinger var for overilede, så hun for hvert skridt var ved at synke i afgrunden.

  Edderkopperne strømmede ind over ham i utænkelige mængder. Han kæmpede for at fjerne dem. Skreg, slog, kæmpede. Men intet nyttede. De endte med at dække hele hans krop, så han ikke kunne stå oprejst. Han sank i knæ.

"Noah!" skreg Pax af sine lungers fulde kraft. Hun så, hvordan sværmen af pixels var så tæt på, at hun var sikker på, at det var enden. At de skulle adskilles. Eller at Noah skulle dø...

 

"Bekæmp det!" råbte hun. Velvidende at han knap kunne høre det, for sine egne smertefulde skrig, der jog Pax i hjertet. Som glassplinter.

 

  I et øjeblik fandt Noah helt ind til sig selv. Helt ind til sit filosofiske jeg.

"Jeg hader dig, frygt." Han mærkede hvordan edderkopperne søgte ind i hans mund. Åd hans ord. Han spyttede dem ud. "Men jeg erkender din tilstedeværelse! Du er blot en del af det der gør mig menneskelig!" råbte han igen besværet. "Du kom, det kan jeg ikke ændre." Men hans ord hjalp intet, og edderkopperne fortsatte deres bid. Noah mærkede sine sidste kræfter begynde at rinde ud. Var det enden, nu? Skulle han dø?

"Giv slip på det, Noah! Slip den fri!" råbte Pax. Noah kunne knap høre hendes stemme. Men han gjorde, som hun sagde. Han gav slip, lige inden den flyttende zone åd ham. Pludselig var det som om tiden stod stille. Zonen, edderkopperne, Pax. Alt andet end Noah. Han skubbede edderkopperne fra sig. De dalede lige så langsomt ud i mørket. Han trippede forsigtigt og frygtløst hen over passagen, og faldt om ved siden af Pax. Pludselig startede tiden igen, og Noah følte sig... Ja, som Noah igen. Hverken meget bange, eller fuldstændig frygtløs. Bare ramt af højdeskræk. Han slog per automatik deres hoveder til jorden, og den flyttende zone susede lige over deres hoveder. Den forsvandt op i universet. Pax satte sig forskrækket op. Hendes tårer havde blandet sig med støv og sand, som havde klistret sig fast til hendes kinder.

"Noah..." Hun omfavnede ham i lykke. Tårerne strømmede i stride strømme. Hun kunne ikke holde dem tilbage.

   De sad på kanten til kløften. På den rigtige side.

"Men edderkopperne-" jamrede hun. Men blev afbrudt af Noah. Han brækkede sig i sandet. Hun lagde en støttende hånd på hans ryg. Da han var færdig satte han sig op. Han græd. Hulkede. Og så hulkede de sammen.

 

  Mens solen begyndte at stige op i horisonten, lå de stadig i sandet. Ja, sandet. For det de opdagede, da solen rejste sig, var at de ikke længere var omgivet af sne. Men af sand. Rødligt, fint sand. De var i en ørken.

  Pax var den første til at rejse sig. Tøvende og usikkert. Noah fór næsten op, da han opdagede hvor tæt de var på kanten. Nok havde han lige besejret sin frygt, men han havde stadig sit overlevelsesnstinkt. Og det fortalte ham, at hvis han faldt ud over klippen, ville han dø. Så han rejste sig.

"Er du okay?" spurgte Pax tøvende. Noah nikkede. "Skal vi gå?" Noah nikkede igen. Og så gik de. Mest i tavshed. De skulle lige havegennem vendtt nattens strabadser, inden de kunne tale om det.

  Så Noah var blevet angrebet af frygten. Men han havde besejret den. Han havde erkendt det, og givet slip. Så det var deres våben i Intetheden. Deres mentalitet.

  Det betød også at styrke i Intetheden - til Noahs fordel, intet havde med muskelstyrke at gøre, men den psykiske styrke. Deres opdagelser ville de få stærkt brug for de kommende dage.

 

  Og sådan foregik den dag. De gik i deres nye område. De store sandklitter var præcis lige så smukke, som Pax havde forestillet sig. Hun nød sandet mellem sine tæer. Nød når vinden lagde sig, og sandet ikke piskede hende i ansigtet.

  Men hen af aftenen rev Naoh hendes glæde til grunden med et lille spørgsmål, da hun havde ridset dagen ind:

"Pax. Jeg tror ikke at din far arbejder meget, jeg tror at han drikker for meget..."  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...