24 dage i Intetheden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Pax betyder fred på latin. Men Pax er også navnet på en tretten årig pige, som endte i Intetheden.

8Likes
10Kommentarer
925Visninger
AA

22. 20 december


     Mens solen stod op, forlod de træet.

“Det bliver spændende at se om vi er gået i den rigtige retning, så vi undgår den store kløft,” huskede Noah. “Altså ‘Bundløs kløft’.”

“Nåh ja…” gispede Pax. “Den havde jeg helt glemt!”

“Jeg tror snart at vi når den,” sagde han.

“Snart i, i dag, eller hvornår er snart?” drillede Pax.

“Det ved jeg ikke, måske i dag?”

“Ja, det er meget snart…” afgjorde Pax humoristisk, mens de fortsatte.

 

  Egentlig skete der ikke noget vildt begivenhedsrigt den dag, først hen af eftermiddagen:

  Kløften sneg sig ind på dem. Hvilket vil sige, at de ikke kunne se den, før de var meget tæt på. Der var ikke længere så meget sne, mest bare klippegrund. De kunne se kløftens ende, så de var jo ikke gået i den helt forkerte retning. Pax småløb derhen.

"Pas på, Pax!" råbte Noah beskyttende.

"Jajaja..." mumlede hun.

"Jeg mener det! Hold dig væk fra kanten!" råbte han lettere vred. Pax tog det sidste skridt forsigtigt. Hun stod nu omkring fyrre centimeter fra kanten. Frygtløs kunne man sagtens sige om hende på det tidspunkt. Hun kiggede ned. 'Bundløs kløft', var altså ikke så 'bundløs', som navnet antydede.

  Hun kunne klart og tydeligt se bunden. Der løb en lille tynd flod. Klippeskråningen var fuldstændig lodret, og det så ud som om, at en del ørne havde bygget rede i små hulrum ned af den. Hun mærkede en blid vind trække i hende.

"Pax?" peb Noah ængsteligt. Han krøb langsomt og tøvende nærmere hende. Men holdte en afstand på to meter. Vinden hylede lavt for hans ører, og han mærkede hvordan hans ben rystede, så han knap kunne holde sig oprejst. Han mærkede også hvordan sveden begyndte at pible frem. Han sank en klump. "Pax?"

"Hvad?" Hun vendte sig upåvirket.

"Vil du ikke nok fjerne dig fra den kant?"

"Noah det er altså ret flot herhenne." Hun bøjede sig en smule forover. Hun mærkede en sær følelse af at befinde sig mellem liv og død, men hun blev ikke skræmt af det. Tvært imod.

  Noahs nerver var revet ned til grunden. Hver gang Pax flyttede sig mindre end en millimeter, var han ved at gribe ud i luften for at gribe hende.

"Pax, kom," sagde han med lidt mere mod i stemmen. Hun rullede kort med øjnene, gjorde for sjov tegn til at gå ud over kanten, men vendte sig og gik tilbage til Noah.

"Tøs," fnøs hun.

"Lad os nu bare passere den..." vrissede Noah, men han kunne ikke skjule hans lettethed over, at hun nu igen stod i sikkerhed ved hans side.

"Jaja..." Og så gik de. Med langsomme skridt langs kanten.

 

"Det er lige før, at jeg kan springe over på den anden side," afgjorde Pax pludselig. Kløften var nu heller ikke så bred, fem meter ville sikkert passe meget fint.

"Det tror jeg nu ikke, og jeg synes ikke at du skal prøve," bestemte Noah.

"Det var for sjov, din odder! Tror du jeg er så dumdristig?" Hun ondulerede hans hår. Han rystede misfornøjet på hovedet, og glattede sit gule hår pænt igen.

"Odder selv..." mumlede han vrissent.

 

  Hen af den sene eftermiddag nåede de kløftens ende. Eller det ville sige, at det var et lille pusterum mellem 'Bundløs kløft' og en ny kløft som ikke havde været på kortet. Den måtte være kommet efter drengen, de havde fået kortoplysningerne af, havde været der. Men passagen var så tynd, at Noah ikke turde krydse den, når mørket var ved at falde på. Pax syntes det var tåbeligt, for så mørkt var der nu ikke.

  De havde sat sig godt 10 meter fra kløften, igen en af Noahs parnoide valg.

"Stjernerne er smukke," hviskede Noah i et nytteløst forsøg på at løfte stemningen. Pax svarede ikke. Hun hvilede sit hoved på sine knæ og stirrede tomt på ham. Han rømmede sig, og prøvede at fokusere på noget andet end hendes dræbende blik.

 

  Langsomt trådte natten virkelig i karakter. Det var for alvor blevet mørkt, og selv månen lå skjult på skyerne.

"Jeg vil flette julestjerner," mumlede Noah.

"Virkelig?" Pax gjorde store øjne. "Er det ikke lidt fimset?" Pax kunne aldrig selv drømme om at lave sådan nogen kreative ting, for hendes vedkommende mente hun at det var spild af tid. Noah trak på skuldrene.

"I så fald vil jeg have risengrød." Hun lagde armene krydset hen over brystet, som frøs hun. "Og jeg savner at mærke temperatur..."

"Også mig..."

 

  Mens dagen nærmede sig enden, lå de og kiggede på stjernerne. Noah viste Pax et par stjernebilleder, og fortalte hende lidt nørde-viden om universet.

  Men pludselig fyldte noget andet end de funklende stjerner himlen. Det bevægede sig. Hurtigt hen over nattehimlen. Med kurs mod dem. Det lignede lidt...pixels?...  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...