24 dage i Intetheden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Pax betyder fred på latin. Men Pax er også navnet på en tretten årig pige, som endte i Intetheden.

8Likes
10Kommentarer
946Visninger
AA

4. 2 december

   

    Pax vågnede. Ikke fra koma, ikke fra den drøm som hun troede, at hun befandt sig i, næh nej. Pax vågnede fra sin dagdrøm i Intet. Også kendt som stedet Intetheden som ikke var så Intet, som man skulle tro. For Noah havde vist Pax rundt dagen før, inden de havde siddet omkring en skovsø resten af natten. For i Intetheden har du ikke brug for søvn. Teknisk set er du i en meget lang søvn i forvejen.

  Men altså; på deres tur havde de både set fugle, mennesker (mange endda), fisk, træer og søer.

  

  Hun satte sig en smule fortumlet op, og gned sig i det ene af sine to grønne øjne. Selvom det kun havde været en dagdrøm, så havde hun været fuldstændig væk. Men hendes øjne blev hurtigt fyldt med tårer, da hun opdagede, hvor hun befandt sig.

”Græder du?” Hun hoppede mindst en kilometer op i luften, da hun til sin overraskelse fandt Noah siddende på hug foran sig.  

”Nej…” sagde hun, og tørrede øjnene med sin baghånd.

”Jo du gør. Erkendelse…”

”Seriøst? Du er ved at gå mig på nerverne med det erkendelse noget…” sagde hun stille og kom på benene.

”Du kan ligeså godt vænne dig til det, vi skal nemlig følges tilbage til livet.”

”Jeg ved, at det her bare er en drøm, jeg vågner lige om lidt.” Og så klemte hun øjnene stramt i og ventede.

”Er jeg vågen nu?” spurgte hun.

”Ehm… Nej. Ikke så vidt jeg ved…” sukkede Noah. Så gik der igen lidt tid med lukkede øjne.

”Nu?”

”Pax stop! Det er ikke en drøm.”  Og så nev han hende i armen.

”AV!”

”Se… Du drømmer ikke.”

”Men…men….” Tårer begyndte at trille ned af hendes kinder. Fortvivlede tårer. Han trak hende ind til sig. Hvilket havde måttet se en smule skørt ud, for Pax var mindst tyve centimeter højere end Noah. Med anstrengelse nåede han hendes hår, han aede det blidt i rolige bevægelser.

”Rolig…” sagde Noah med en blid stemme.

”Du skal ikke rolige mig!” bed hun ham hulkende af.

”Rolig…” Han ignorerede hende. ”Jeg havde det på samme måde, da jeg kom hertil.” Det han sagde, fik Pax til at tænke over Noahs fortid. Hvor kom den lille dreng med det gule hår fra? Hvem var han overhovedet?

 

”Noah? Hvor kommer du egentlig fra, og hvordan havnede du her?” spurgte hun efter lidt tid, da gråden havde stilnet af. Han tav.

“Jeg boede i Danmark.”

“Men hvordan havnede du her?”

“Det...det ved jeg ikke…” erkendte han.

“Hvad? Hvorfor kan… jeg mener… burde man ikke kunne huske det?”

“Det hele gik så hurtigt, jeg husker det ikke.”

"Gik hurtigt, hvad mener du?"

"Jeg mener at alt lige pludselig bare var...du ved sort?" Han skjulte de tårer som begyndte at pible frem.

"Så du har ikke været syg?" spurgte hun søgende. Han rystede kort på hovedet.

"Ikke hvad jeg ved." Han foldede hænderne. De sad på den tilsneede skovbund blandt træerne. Han i skrædderstilling, hun med benene strukket ud og vægten hvilende bagover på sine arme. Et blad faldt ned fra et træ, og landede i Noahs skød. Kort efter begyndte træet at krympe sig sammen og til sidst forsvinde. Træet var dødt. "Og hvad med dig, Pax?”

"Hva'?" spurgte hun en smule fortumlet.

"Hvordan havnede du her?" gentog han.

"Jeg er kræftsyg," svarede hun hurtigt.

"Hvor boede du?"

"Er det her et krydsforhør?"

"Jeg mener det altså! Jeg fortalte dig alt om mig, nu vil jeg vide noget om dig." Da Pax godt kunne se retfærdigheden i det, svarede hun til sidst:

"Jeg boede i et hus." Noah rullede med øjnene.

"Mere!"

"Det var hvidt." Da Noah til sidst erkendte, at han ikke fik mere ud af hende, gav han op. Men han var fast besluttet på at lære den fremmede og mystiske pige at kende.

 

  Pax lod sin vægt hvile på et af de mange træer. Det var tyndt, og dets krone stak måske omkring de 8 meter op i luften med tynde nøgne grene. Sneen lagde sig på grenene, og Noah så sin mulighed. Han lænede sig forover, og i et hurtigt tag rystede han træet. Han lænede sig lynhurtigt tilbage igen, og inden Pax nåede at forstå hvad der foregik, lå hun under et tykt tæppe sne. Noah faldt bagover af grin. Pax skulle til at råbe, at hun frøs, men det gjorde hun ikke. For hun befandt sig i Intetheden, hvor du ikke fryser, ikke sveder og ikke sulter. Men Intetheden er det sted hvor du skal kæmpe hvis du holder af livet, og det sted hvor du skal erkende, hvad der end sker for at finde fred.

 

  De fleste træer i Intetheden kom og forsvandt så hurtigt igen. Det var som regel, træer der var ved at blive fældet, som lige var et smut forbi Intetheden på deres vej. Der var også et par små træer, hvis bark et par tossede drenge havde fundet på at rive af eller skære i eller totalt smadre.

  Det samme gjaldt fiskene. Mange af dem var blevet fanget, og lå i den slags dvale i de er i, inden de dør.

"Hvornår begiver vi os til livet?" Pax kiggede afventende på Noah.

"Snart."

"Snart? Hvornår er snart? Snart er ikke et tidspunkt." Noah sukkede.

"Hurtigst muligt."

"Sådan hurtigst muligt som i morgen eller i overmorgen?"

"Ved du godt hvor mange irriterende spørgsmål, du stiller?" Hun nikkede ivrigt.

"Men svar!" Hun havde sat sig på sine knæ.

"Vi tager afsted i morgen..."

 

  Mørket havde sænket sig over Intetheden. Noah lænede sig op af et træ, som pludseligt døde, og han faldt bagover. Pax var flad af grin.

  Og så sad de ved selvsamme skovsø, som dagen før og kiggede på månelysets spejlbillede, og fiskene som kom og gik.

"Hvorfor tager vi ikke bare afsted nu? Vi behøver jo ikke sove..." Utålmodigheden pirrede Pax. Hun havde lige så langsomt fået overbevist sig selv om, at det ikke var en drøm. Men hun lagde sin viden på hylden, for i følge hendes tankegang var Intetheden ikke en realitet.

"Fordi det er for mørkt..." Han kiggede med et drømmende blik op på stjernerne. For i virkeligheden var han en smule ligeglad med, om det var lyst eller mørkt, når de tog af sted, han ville bare se stjernerne. Sidde og drømme sig væk i deres forunderlighed. Elske deres mystik og storslåede univers. Det havde han gjort lige siden sin ankomst til Intetheden. De mindede ham om, at en helt speciel person fra hans liv sad og kiggede på selvsamme stjerner. Eller det regnede han med, at det var. "Tror du egentlig, at det er de rigtige stjerner?" Han pegede op gennem trækronerne. Pax kneb øjnene sammen og fik øje på de små lys. Hun trak kort på skuldrene. Det vidste hun ikke. Og så tav de.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...