24 dage i Intetheden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Pax betyder fred på latin. Men Pax er også navnet på en tretten årig pige, som endte i Intetheden.

8Likes
10Kommentarer
951Visninger
AA

21. 19 december


    Næste morgen var de ude af granskoven. Pax indåndede den sidste granduft, og trådte ud på den anden side af skoven efterfulgt af Noah. Hun havde ikke nænnet at fortælle Noah om bierne. Hun ville helst ikke skræmme ham.

"Du må altså virkelig undskylde, at jeg slog dig," hviskede Noah.

"For sidste gang, Noah. Det er okay, bare du ikke gør det igen!" svarede Pax irriteret. Han tog en dyb indånding.

 

  Morgensolen var skøn, som den glitrede i sneen. Som krystaller. Pax nød den friske luft. De havde gået i mørket hele natten, og hun nød at se de åbne områder igen.

"Du har kortet, ik' Pax?" spurgte Noah, mens han nød solens stråler mod sit ansigt.

"Øh, nej..." svarede hun. "Ah... Meget sjovt," grinede hun, da hun mente, at hun havde forstået Noahs 'morsomhed'.

"Jeg mener det. Jeg har det ikke!" Han kiggede med det samme på hende.

"Aha..." sagde hun mistroisk.

"Jeg lyver ikke, Pax!" Han løftede hænderne over hovedet, og drejede en gang rundt om sig selv, for at bevise det han sagde. Pax gispede.

"Vi må havde glemt det et sted," mumlede hun ængsteligt.

"Det ser ud som om at, vi må stole fuldt ud på dit instinkt nu," opgav han.

"Vi brugte jo heller ikke kortet så meget længere," sagde Pax i et forsøg på at gøre skaden mindre.

"Nej det er rigtigt," erkendte han. "Vi skal nok klare os." Hun nikkede.

  Og så fortsatte de deres rejse. Udelukkende med hjælp fra Pax' 'instinkt'.

 

  Hen af eftermiddagen bad Pax pludselig om, at de stoppede for den dag. Noah forstod hende ikke. Men hun sagde bare til ham at han skulle gå en meget lang tur, med tryk på meget. Noah rystede opgivende på hovedet og begyndte at gå, som Pax bad om.

    Pax var nemlig opsat på at holde jul, som de ikke havde gjort dagen før på grund af gårsdagens stridigheder.

 

  Noah vidste egentlig ikke, hvor han skulle gå hen. Han endte med at sætte sig på en grå sten godt halvtreds meter fra Pax. Han satte sig med ryggen til hende.

  Groende lige op af stenen snoede et halvt vissent træ sig. Noah var næsten sikker på at det ville dø indenfor kort tid.

  Han rullede og vendte den lille hvide sten i sine hænder. Han havde ikke sluppet den, siden han havde fundet den på stranden den forrige dag. Lige meget hvor svedige hans hænder blev.

  Han sad og overvejede sin og Pax’ samtale, de havde haft for en del dages tid siden. Pax havde fortalt om sin fortid. Min far arbejde tit sent ud på natten. genkaldte han hendes ord. Han vidste, at han måtte vende det igennem med Pax på et tidspunkt. Han havde en idé om, at hun godt inderst inde kendte sandheden, men havde fortrængt den hele sit liv. Gemt den væk, i skam, sorg og svigt. I hendes underbevidsthed. Men sådan skulle det ikke være, det skulle erkendes, og sådan var det.

 

  Efter en times tid begyndte han at kede sig. Han var faldet på ryggen i sneen, og kiggede op på skyernes traven hen over den lyseblå himmel. Som små hvide lam.

"Pax?! Må jeg komme?!" råbte han utålmodigt.

"Lige om lidt!" råbte hun igen. Noah sukkede højlydt mod himlen.

 

  Pax gik og pudsede om et lille grantræ på det åbne område. I hendes hoved fyldte bierne det meste af pladsen. Hun kunne stadig ikke finde ud af, om hun burde fortælle Noah om det. For enten ville han flippe ud og blive bange. Ellers ville han helst vide, hvad der gik dem i møde.

  Hun huskede at de en af de første dage, hvor de var stødt ind i den døende, Josef. Hun huskede at han havde fortalt om noget længere fremme, som havde dræbt han venner. Hun var næsten sikker på at bierne var starten på det.  Hun vidste ikke, om bierne kunne have haft dræbt hende, men hun var sikker på, at de ville møde andre ting, som kunne.

 

  Inden hun kaldte Noah til sig, ridsede hun hurtigt den nittende dag ind i sin underarm.

 

  Noah vendte sig. Længere fremme kunne han se Pax stå ved siden af et grantræ. Han gik lige så langsomt derhen.

  Da han kom helt derhen, så han træets specielle pragt. Funklende sne var lagt på grenene som små diamanter. Sorte fjer sat mellem grenene, og hang pragtfuldt ned fra hver en gren. Grankogler var sirligt placeret på de nederste grene, et par små vinterblomster i hvide og røde nuancer var lagt på alle grenene. Og på toppen var der af pilegrene flettet en stjerne. Eller man kunne gætte sig til at det var en stjerne. Granet på træet var helt lysegrønt.

“Lidt alternativt,” sagde Pax flovt og trådte sig selv over tæerne.

“Det er fantastisk,” gispede Noah ydmygt og gik en gang rundt om det. Pax stod på sin plads og betragtede ham lettet beundre det. Til sidst stoppede han og omfavnede Pax. Længe stod de bare og krammede i sneen.

“Skal vi synge?” hviskede Pax. Noah nikkede og løsnede sit greb.

 

  De to alene var ikke nok til at nå hele vejen rundt om træet. Så de gik bare hånd i hånd.

“Dejlig er den himmel blå, lyst det er at se derpå. Hvor de gyldne stjerner blinke, hvor de smile, hvor de vinke. Os fra jorden op til sig, os fra jorden op til sig…” Og de sang og sang. Helt indtil solen blev erstattet af månen.

  Da dagen rindede helt ud, lå de under træet som var oplyst af stjernerne og fuldmånen. Noah kom pludselig i tanke om den lille sten i sin hånd.

“Pax? Jeg har noget til dig. En lille julegave, kan man vel sige,” hviskede han.

“Hvad er det?”

“Det er ikke noget stort.” Hun rakte hende stenen. Hun holdte den op i stjerneskæret og studerede den.

“Mange tak, Noah.” Hun trak ham ind i et kram. “Og glædelig jul.”   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...