24 dage i Intetheden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Pax betyder fred på latin. Men Pax er også navnet på en tretten årig pige, som endte i Intetheden.

8Likes
10Kommentarer
953Visninger
AA

20. 18 december


        Hun maste sig igennem grenene. Nysgerrigheden pirrede hende som en prikkende fornemmelse i kroppen. En trang til at se. Fuldmånen oplyste hendes gerning. Hun havde lovet ham at lade vær, men hun kunne ikke - eller rettere sagt, hun ville ikke. Sådan var hun født.  

  Hun mærkede grannålene stritte i mod. Gøre deres bedste for at holde hende tilbage, med deres forsvarsløse stikkende grannåle. Hun bed det i sig.

 

  Kunne der virkelig være så langt? Hun havde følt at hun havde gået så længe. Måske var Noah ved at blive skør?

  Men så begyndte hun at ane noget anderledes. Som om hun kunne se åben land, bag grenene. Hun begyndte at gå mere tøvende frem. I det identificerede hun en lyd, som hun ikke havde regnet ud, sikkert var vandet før nu. Hun fjernede den sidste gren, og stod så ved skovbrynet. Hun gispede. Bølgerne slog stille ind mod bredden af sten. Månen og stjernerne spejlede sig i vandets rolige og blanke overflade. Som to universer. Pax fik straks en trang til at bade. Vinden blæste blidt i hendes hår og kjole, men den bar også samvittighedens bier med sig. Intethedens bier.

  Først summede de udelukkende uskyldigt om hendes ører. Pax havde aldrig været specielt bange for bier, men hun syntes nu alligevel at de var en smule irriterende. Hun baskede misfornøjet lidt af sit hår, over på den skulderen. Da det ingen hjalp gav, rystede hun på hovedet. Men de summede bare. Højt. Brummende. Irriterende. Og det mindede hende om noget. Noget nogen havde sagt. Noget Noah havde sagt.

  Irritationen samlede sig i hendes krop, og hun kunne ikke holde et hårdt lille dask i luften tilbage. Men i det hun gjorde det, mærkede hun stikket ramme. Hun gispede forskrækket, og tog sig til nakken. Hun kneb øjnene hårdt sammen i smerte. Det her var ikke normale bier. Bierne summede stadig over hende, mens hun langsomt mærkede giften fra bien sprede sig i hendes krop. Ja, hun mærkede det. Og det var blot endnu et tegn på, at det ikke var rigtige bier. Deres gift var samvittighed. Folks egen samvittighed.

Hvad er det du gør? Giftens ord klingrede mellem hendes hjerneskal. Det næste stik ramte aggressivt og hurtigt. Hun kunne ikke holde et lavt lille skrig tilbage. Hun sank på knæ, mens giften spredtes:

Hvorfor gør du ikke, som Noah siger? Det tredje stik ramte… Hun skreg; højt.

Noah kan ikke stole på dig, forræder… Det fjerde stik ramte. Hun skreg hjerte skingrende, så fugle lettede fra træet i mørket over hende. Hun knyttede næverne, og skar tænder. De må da snart stoppe, tænkte hun panisk for sig selv.

Noah må blive ked af det, når han kommer tilbage, og ser at du ikke holdte, hvad du lovede… Det femte stik ramte. Som det værste af dem alle. Hun skreg. Men end ikke det kunne beskrive smerten.

“Vandet,” gispede hun afkræftet for sig selv. “Jeg må ned til vandet.” Hun begyndte besværet at krybe sig mod skovbrynets ende, mens bierne blev ved med at summe. Ved med at stikke.

Forræder… Stik. Løgner...  Stik… Smerten var begyndt at blive ulidelig, og hun begyndte at tro på, at det nu var hendes ende. At hun skulle dø.

  Men pludselig. Lige inden hun nåede stranden, opløstes verden for hendes øjne. Nærmest som pixels, fløj stranden og hendes verden op mod universet. Så hurtigt. Så uforståeligt. De forsvandt mod den nærmeste stjerne, og efterlod Pax samme sted som før. I skovbrynet men uden strand. Stranden var væk, men i stedet erstattet af det store, smukke, hvide landskab med et par få grantræer. Hun blinkede forundret sig selv til live. Bierne var væk. Smerten var væk. Men samvittigheden sad stadig fast. Som ridset ind i hendes baghoved.

 

  Hun begyndte svajende igen at møve sig mellem grenene tilbage til Noah. Så Noah måtte have haft ret. Det var en flyttende zone. Hun havde set det med egne øjne.

"Pax!" skreg han og overrumplede hende, så snart hun kom tilbage. Han knugede sig ind til hende.

"Hej, Noah," hviskede hun tøvende, og løsnede hans greb. Hun satte sig hen på en sten.

"Er du okay?" Han satte sig på hug foran hende. Hendes blik var tomt. Uhyggeligt tomt.

"Nej," indrømmede hun og kom til sig selv. "Jeg har løjet, Noah. Jeg løj. Jeg gik ned til havet. "

"Af hvad gjorde du?!" Han farede rasende op. Han stemme buldrede som torden, og hans øjne var lynene.

"Gik ned til havet," peb hun stille. Slaget ramte hendes kind, uventet og ubarmhjertigt. Han slog ikke så hårdt, men det var mere, at det bare skete, der fik tårerne frem i Pax' øjne. Noah forlod hende. Han gik frem og tilbage i fortvivelse og vrede foran hende, mens han kørte fingrene adskillige anspændte gange igennem sit gule hår.

"Undskyld," kom han frem til. Han stoppede op og så hende i øjnene. "Jeg ved ikke hvad der gik af mig..." En lille tåre gled ned af hans kind, som spejlede han Pax' sorg og fortvivelse. Pax svarede ikke. Ikke lige med det samme i hvert fald. Vinden blæste i deres tavse øjeblik. De kiggede blot hinanden lige i øjnene.

"Lad os gå," sagde Pax koldt. Noah nikkede. Og sådan fortsatte dagen. De gik, gik, gik og atter gik. Som alle andre dage. Men denne dag skilte sig ud med den intense tavshed.

  De glemte alt om at fejre jul, men Noah slap ikke den lille den lille hvide sten han havde fundet.

 

  Hen af aftenen, da solen var gået ned, holdte de en kort pause. De var stadig i granskoven. Men de havde begge på fornemmelsen af, at de snart var på på den anden side.

  Pax var den første til at bryde den tavshed, som ellers lagde op til at fortsætte i det uendelige.

"Det er okay," sagde hun. "Vi laver alle fejl, det så vi jo selv."

"Hvad er okay?"

"At du slog mig," svarede hun tomt.

"Nej, Pax. Det var ikke okay."

"Men vi laver alle fejl. Det var også en fejl, at jeg ikke lyttede til dig en dumdristighed. Men vi kan ikke ændre det blot forbedre det til næste gang." Hun smilede i mørket for sig selv.

"Men det var stadig forkert af mig."

"Ja, det må man sige," klukkede Pax, og brød ud i en lille latter. Noah grinede med. Og trykket lettede kortvarigt fra begges skuldere.

      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...