24 dage i Intetheden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Pax betyder fred på latin. Men Pax er også navnet på en tretten årig pige, som endte i Intetheden.

8Likes
10Kommentarer
933Visninger
AA

19. 17 december


    Ved solens frembrud, havde de allerede gået i en god rum tid. De var nu virkelig tæt på bjergfoden, og ville formentlig nå dertil hen af for-eftermiddagen.

  En lille smal flod - eller nærmere en å, snoede sig gennem det smukke landskab, som en anden slange.

  En del længere fremme, kunne de lige se en granskov, hvis høje trætoppe stak langt op i luften. Et par ravne fløj over deres hoveder. Pax var næsten sikker på at hun aldrig havde set er ravn før, og hendes fantastiske humør, fik hende til at styrte ned af skråningen sammen med ravnene over hende. Hun spredte armene til hver sin side, og forestillede sig at hun fløj mod solen. Hun fløj ind i solen, lod dens nysgerrige flammer tage hende med til frihedens kerne. Og hun fortalte den, hvor fri hun følte sig.

  Til sidst endte hun så meget i sine egne tanker, at hun snublede, og tumlede hele den lange vej ned af bjerget. Hun endte på numsen, helt ved enden. Hun spyttede med det samme håret ud af munden. Noah kom stormende bag hende.

“Er du okay?” spurgte han nervøs og forpustet.

“Ja da, Noah! Jeg føler mig bare så fri!” jublede hun og lod sig vælte bagover, hvor hun kastede sne over sig selv og Noah. Noah sad på hug ved hendes side, mens hun lavede en sjusket sneengel med en halv vinge. Hun hvinede i lykke, mens han bare trak på smilebåndet for hendes skyld.

  Længe lå hun og kiggede på skyernes gang over hende. Noah nænnede ikke at spørge om de ikke skulle komme videre.

“Pax, du ved godt at hvis vi overlever, så finder vi nok ikke hinanden igen.” Han kiggede ned i sneen.

“Ork jo vi kan da så!” smilede hun. “Hvor bor du henne i Danmark?”

“Jylland,” svarede han kort.

“Det kan vel godt lade sig gøre,” sagde hun og kneb øjnene sammen. “Jeg bor jo kun på Sjælland. Vi finder ud af det!” Noah sukkede, og da hendes sneengel jo var færdig - eller det ville sige, den var nok ikke færdig, men Pax orkede den ikke rigtig mere, så gjorde Noah tegn til at fortsætte. Pax fulgte ham.

 

“Ved du hvad der irriterer mig?” spurgte Noah, og skyggede for solen med sin hånd.

“Næ…” mumlede Pax en smule fjernt.

“At jeg ikke ved, hvorfor jeg er her!”

“Mmm…”

“Så lyt dog efter!” tiskede han. “Altså; jeg ved det jo ikke!”

“Nej, hvis du siger det…”

“Helt ærligt?”

“Hvad vil du have at jeg skal svare?” Pax rullede opgivende med øjnene. “Jeg forstår godt din frustration.”

 

   Senere hen af eftermiddagen nåede de granskoven. Pax samlede et stykke bark op fra sneen, og mærkede straks den klistrede harpiks mod sin hud. Derefter tog hun et stykke gran, og knækkede det foran hendes næse. Den klassiske juleduft gjorde hende på samme tid let og tung om sindet.

“Hvordan plejer du at holde jul?” spurgte hun ud af det blå, mens hun gik fra træ til træ.

“Med min familie…” Han trak på skuldrene. “Dig?”

“Det er længe siden jeg har fejret rigtig jul, og hvem ved om jeg nogensinde kommer til det igen?” sagde hun sørgmodigt. “Noah! Vi må fejre jul! Altså hvis nu vi ikke overlever, så har vi da nydt julen sammen!” udbrød hun begejstret over sin nye storslåede idé.

“Og hvordan vil du så gøre det?” Han stoppede bag hende.

“Vi gør det i morgen, så skal jeg nok vise dig det!” Hun vendte sig og stor smilede. “Det bliver hyggeligt!”

 

  Pax havde besluttet sig for at de skulle blive på stedet hele dagen og natten med. Noah måtte til sidst overgive sig. Skoven var tavs, ud over Pax’ rumsteren i buskadset og fuglenes skrig. Indimellem stak Pax hovedet ud mellem to buske, for at fortælle at hun var lige ved at finde det helt rigtige juletræ. Hver gang rullede Noah kærligt med øjnene. Han var begyndt at løsne lidt op.   

  Men kort efter Pax var forsvundet igen, hørte Noah en lyd, som han ikke mente man burde høre så tæt på en granskov. Vand. Men ikke som en å, mere som bølger? Han rejste sig fra den sten han havde siddet på, og fjernede forsigtigt et par grangrene fra sin vej, mens han tøvende gik mod lyden.

 

  Ganske som han havde mistænkt, fandt han et hav. Han kunne ikke se en ende på det. Det var alt for diset det sted.

  Havet var gråt, som himlen over ham, mens de små bølger forsigtigt slog mod stenbredden. Det var nemlig ikke en sandstrand men en stenstrand. Sneen havde heller ikke ramt ‘stranden’.

  Luften lugtede stærkt af tang, ikke verdens rareste lugt, men han klarede sig. Disen lagde sig om ham som et tykt tæppe, og han kunne knap se sine tæer. Egentlig lignede det bare en helt almindelig strand, en helt almindelig efterårsdag. Det bragte med det samme minder om de lange gåture langs stranden med Rosa frem. Han følte sig helt let om hjertet.

 

  Tvivlen poppede op i ham. Fra toppen af bjerget havde de haft et ret godt udsyn, og der var intet hav at se. Men sådan et stort hav var svært at overse, han var helt sikker; det havde ikke været der tidligere.

  Noah kiggede ned på sine tæer, og fik ved et tilfælde øje på en lille hvid sten. Han samlede den hurtigt op, og vendte sig for at løbe tilbage og fortælle Pax om opdagelsen. På vejen tilbage, kom han i tanke om at det kunne være en flyttende zone, og han gennemtænkte igen om han skulle sige det til Pax. Han vidste at hun med sin nysgerrighed ville have svært ved at holde sig væk derfra, men når der var en risiko for at det var en flyttende zone, var det en farlig ting. Han knugede den lille hvide stenen i sin hånd. Han vidste præcis hvad han ville bruge den til.

  Noah besluttede at han alligevel ville fortælle Pax om havet. De holdt intet hemmeligt mere. Ikke længere. Han lagde samtalen ud sådan her:

“Pax? Har du lige et sekund?” spurgte han, da hun igen kom til syne i busken.

“Ja da.” Hun maste sig forbi buskene og hen til Noah.

“Jeg har fundet et hav,” sagde han direkte.

“Øh, ja… Og hvad så?”

“Synes du ikke at det er mærkeligt at vi ikke kunne se det fra bjerget?” forsvarede han sig.

“Tjo, måske lidt… Men er du nu også helt sikker?” spurgte hun tøvende. Han nikkede.

“Men jeg tror at det er en flyttende zone, som er kommet til i mellemtiden,” sagde han selvsikkert. “Derfor må du ikke nærme dig det!”

“Det lover jeg,” sagde hun. Men det kunne hun ikke holde. Samme nat da månen stod højt på himlen, og Noah gik en lille aftentur et stykke derfra alene, listede hun ind i buskadset… 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...