24 dage i Intetheden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Pax betyder fred på latin. Men Pax er også navnet på en tretten årig pige, som endte i Intetheden.

8Likes
10Kommentarer
948Visninger
AA

18. 16 december


   Noah famlede lykkeligt ud i luften, da han hørte Pax stakåndet komme til ham. I mørket kunne han se hende silhuet.

“Pax? Er det virkelig dig?” Han knugede hende ind til sig, og hun ligeså. Han var fyldt til randen med lykke og tårer. Han mærkede hende nikke ind mod sit bryst, mens han agede hendes brune hår. Han mærkede hendes tåre. Hun græd. Pax græd. Det havde han aldrig troet, at han skulle se. Men det skete, og det føltes så naturligt og rigtigt. Han holdte hende ud for sig, og kærtegnede hendes kind med sin tommelfinger. Hun gengældte.

“Jeg kan ikke tro det,” hviskede hun, mens tårerne samledes i hendes øjne. Hun lod dem få frit løb. De nedslidte forsvarsværker brød sammen, facaden krakelerede, Pax kom frem. De sad begge på knæ i sneen overfor hinanden.

“Jeg troede aldrig at jeg skulle se dig igen,” supplerede Noah følelsesladet. Noah følte freden vende tilbage. Den manglende del. Den strømmede til ham fra Pax’ nærvær og tryghed.

“Jeg var så bange,” hulkede Pax. Noah havde aldrig troet at han skulle se det, heller ikke Pax selv. Men det var alligevel rart, hun følte sig fri sluppet og let. Hun følte sig hel igen. Hun følte sig som Pax. En sær følelse hun aldrig havde haft før.

“Også jeg. Men vi klarede det,” hviskede han og samlede deres pander. Han kiggede lige ind i hendes grønne øjne, og hun lige ind i hans blå, mens den store nattehimmel med de tusinde stjerner oplyste dem på toppen af bjerget. “Vi besteg et bjerg,” afsluttede han dobbeltmoralsk.

“Et følelses-bjerg og et rigtigt-bjerg,” omformede Pax, og kunne ikke holde et lille lykkeligt grin tilbage.

  Hånd i hånd, side om side, lå de på bjergtoppen og kiggede på stjerner. En lykkelig stilhed havde overtaget dem. Noah ville næsten sværge på at han aldrig havde set så mange stjerner på en gang. Himlen var fuldstændig oplyst. Det var svært at finde et eneste sted der ikke var fyldt med blinkende stjerner. Himlen var et stort lysende tæppe, som de i tryghed lå under.

 

  I flere timer lå de bare i stilhed. Vinden som før havde fyldt luften, var gået i seng. Der var helt, helt, helt stille. Pax havde fundet sig selv, og Noah havde fundet fred, Pax.

“Hvorfor hedder du egentlig Pax?” spurgte Noah ud af det blå.

“Hvorfor hedder du Noah?” drillede hun.

“Nej, helt seriøst? Er der en grund til at du kom til at hedde Pax?”

“Pax, betyder fred på latin, og mine forældre har sagt at de ville ønske mig fred i livet. Men de lyver. Med mindre de mener ‘at lade være i fred’ måden,” sagde Pax med en antydning af had i stemmen. “Hvorfor hedder du Noah?”

“Ikke rigtig af nogen grund, tror jeg?” sagde han, selvom han hungrede efter at vide hvor hadet i hendes stemme kom fra. “Men jeg ved at nogen mener at det betyder ‘at bringe til ro, eller trøste’.”

“Så passer dit navn til dig,” erklærede Pax, og bragte et lille smil frem på begges læber.

 

  Igen lå de blot i stilhed i flere lange timer. Deres greb om hinanden var så stærkt, at deres knoer blev kridhvide. Men efter mange, mange timer løsnede de grebet, i takt med at solen begyndte at titte frem.

  Pax var den første som brød stilheden:

“Skal vi komme afsted?” Hun vendte sig om på siden, og hvilede vægten på sin arm. Noah nikkede fredfyldt. Langsomt kom de på benene. De nød begge udsigten fra deres plads.

“Jeg troede aldrig at jeg skulle bestige et bjerg,” mumlede hun, mens de begyndte at trave ned af den meget lidt stejle bjergside.

“Vi er i Intetheden, her kan vi alt!” sagde Noah med en antydning af begejstring i stemmen. “Prøv at tænk på at, vi burde have helt vildt ondt i vores muskler, når vi går så meget. Men det har vi ikke!”

“Du har ret,” gispede Pax. Det havde hun slet ikke overvejet.

 

“Du var helt sikker på at vi skal denne her vej?” spurgte Noah tvivlende.

“Ja da! Det sagde mit instinkt,” svarede Pax selvsikkert.

“Jeg har bare set alt for mange film, hvor de allesammen dør, fordi en af dem er sikker på at hans instinkt har ret,” forklarede Noah.

“Hvis du absolut vil vide det, så kunne vi jo også se regnskoven vi kom fra på den anden side, så…” indrømmede Pax. Det havde Noah faktisk glemt alt om.

“Det kan jeg godt se,” erkendte han, mens de fortsatte deres traven ned af bjerget.

 

“Noah… Jeg føler en trang til at fortælle dig om min fortid,” sagde Pax pludseligt da de var kommet et godt stykke.

“Hvorfor?” spurgte Noah tøvende.

“Fordi jeg tror at du kan mærke at det ikke er som det skal være, og jeg er så træt af tabuer! Du skulle bare vide.”

“Okay.” Noah vidste ikke helt hvad han skulle svare. Han nikkede.

“Min far, Noah,” begyndte hun. “Han arbejdede tit sent ud på natten. Og til tider kom han ikke hjem og sov.” Hun bed sig i læben. “Min mor kunne ikke magte det, og skred da jeg var seks år gammel. Min lillebror var fire. Vi var alene med min far, og du kan vel nok forestille dig at det ikke var så perfekt. Jeg måtte tage meget ansvar.” Hun stoppede. “Vi har været tæt på at blive tvangsfjernet. Men så for et år siden, lige inden jeg fik konstateret kræft, dukkede min mor op. Hele seks år efter!” Hun rystede på hovedet. “Nu ville hun være sammen med os og være mor igen. Men jeg har længe gerne villet fortælle hende, at hun ikke kan lege ‘on and off mor’. Jeg har skubbet hende væk.” En ensom tåre trillede ned af hendes kind. “Jeg har aldrig fået udvist rigtig kærlighed,” hviskede hun. Pludselig følte hun sig ti gange lettere. Hun mærkede virkelig lykke, da tabuet var brudt.

  Noah sank en klump, og vidste ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv. Han endte med at placere en støttende hånd på hendes skulder. Hun kiggede på ham, og han fangede hendes øjne. Låste dem fast.

“Har du nogen søskende?” spurgte hun stille. Noah følte, at når Pax kunne åbne sådan op, måtte han også.

“Jeg har en søster,” hviskede han tøvende.

“Nåh, ja. Det har du jo sagt.” Hun smilede.

“Hun hedder Rosa,” uddybede han. Og faktisk var det ikke så slemt som han havde troet at fortælle. “Vi har to forældre. Gode forældre.” Han frygtede hurtigt, at Pax ville blive ked af det når han sagde det, men hun forholdte sig tydeligvis neutral. “Men jeg elsker, Rosa. Mere end noget andet på jorden. Og vi kigger tit på stjerner sammen om natten.” Han drømmede sig straks ind i hendes lille favn. Et smil forlod hans læber. Pax smilede også.

 

  Langsomt drev formiddagen videre, og blev til eftermiddag. De vandrede gennem den rolige sne. Ingen tydelige forandringer eller spænding. Blot lykke og frihed.

  Og eftermiddag blev til aften. De nærmede sig bunden  af bjerget, mens solen stille sagde farvel.

 

“Jeg tør ikke tænke på hvad der ville være sket hvis ikke jeg havde fundet dig igen,” sagde Noah stille, mens natten begyndte at dulme. Hun smed stenen hun havde ridset dagen ind med, til fordel for at trykke hans hånd blidt, mens solen forsvandt helt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...