24 dage i Intetheden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Pax betyder fred på latin. Men Pax er også navnet på en tretten årig pige, som endte i Intetheden.

8Likes
10Kommentarer
925Visninger
AA

17. 15 december


   Noah måtte indse, at der var en smule længere til toppen af det bjerg, end han først havde troet. Men det betød ikke, at han opgav. Han kæmpede. Og han ville kæmpe; helt til det sidste.

  Han havde vandret hele natten, hvor månen havde belyst den funklende sne. Nu var solen ved at stige op, mens den farvede himlen i fantastiske farver. Noah første sammenligning var Aurora, Nordlyset. Det var noget med den måde, farverne blandede sig sammen, farvevalget og det mystisk smukke over morgenen. Han fik en trang til bare og sætte sig, droppe at fortsætte, nyde morgenen og finde freden igen. Men han vidste, at han ikke ville finde freden, når Pax ikke var der. Pax gav ham trygheden og freden. Derfor fortsatte han.

 

  Pax trissede stadig rundt som et forvirret lam. Hun havde dog en halv planlagt plan om at tage hele turen op af det nærmeste bjerg.

  Pludselig ramte forvirringen hende som en usynlig sten bagfra. Også kaldet en påmindelse. Gik hun overhoved den rigtige vej, hvis hun ville gå mod livet? Hun prøvede forvirret at tvinge sit instinkt frem, men det var som forduftet. Det var halvt og ukomplet. Som hvis du tog et nodehæfte, og rev det over på langs. Der manglede noget. Trygheden og støtten. Hun vidste ikke hvor, den var blevet af, for tanken frustrerede hende, så hun kastede det, hun kunne over skulderen og gemte resterne i den yderste krog af sit sind. Svaret fandt hun derfor ikke.

  Hun kastede misfornøjet med sit brune hår, sukkede højlydt, og lod sig gribes af sneen da hun faldt bagover. Hun pustede en lille brun tot hår væk fra sine grønne øjne, da et spørgsmål dumpede ned til hende: Hvorfor så man ikke grønt, når ens øje var grønt? Selvfølgelig gjorde man ikke det! svarede hun på spørgsmålet for sig selv. Men hvad nu hvis det bare er en illusion det hele? Hvad nu hvis verden faktisk er grøn, men jeg gør den normalt farvet? Hun stoppede sig selv, og indså hvad hun havde gang i. Hun begyndte at bygge spørgsmål på spørgsmål. Præcis som Noah. Men måske var hun som Noah, men ville bare ikke erkende det? Spørgsmålet gøs i hende, hun vidste ikke hvorfor, men det kunne meget vel have noget at gøre med, at hendes tro om sig selv blev vendt på hovedet.

   Hun kastede straks de filosofiske tanker bag sig, hvor de ophobede sig sammen med de andre tanker.

   Morgen solskinnet belyste hendes tanker, mens den blide morgenvind forfriskede dem med masser af nye informationer om naturen omkring hende. Og en af de ting beroligede hende ikke; luften blev tyndere, i takt med at hun kom højere op. Det havde hun trods alt lært om.

 

  Indimellem havde Pax svært ved at finde sig selv, i det kæmpe hav af ansvar og sorg hun svømmede i. Som om hun prøvede at holde sig ved overfladen, men at vandet kæmpede hende ned igen.

  Pax blev vist til sidst heldigvis enig med sig selv om at søge mod den nærmeste bjergtop. Hun var faktisk ikke så langt fra den, men om det var den samme, som Noah var på vej til? Om de var i hver deres ende af kæden? Ja, det måtte tiden vel vise.

  Hun rejste sig og fortsatte.

 

  Noah kom nærmere og nærmere bjergtoppen, hvilket lettede det nedtrykte humør en smule. Han drejede hurtigt en gang om sig selv, for at se om Pax måske var i nærheden. Men det eneste han så var sne, sne og atter sne. Udover de mikroskopisk små trætoppe ude i horisonten. Det var selvfølgelig regnskoven, de havde været i før.

  Langsomt begyndte vinklen at tage til så bjerget var endnu stejlere. Han måtte kæmpe sig deropad, og indimellem støtte med hænderne. Der var ikke meget langt endnu.

 

  Solen stod lavt på himlen, mens Noah kæmpede sig det sidste stykke. Han møvede sig op på toppen, mens han nytteløst forsøgte at klamre sig til sneen. Vinden var skarp i højden. Den susede for hans ører, mens han ængsteligt og anspændt forsøgte at dreje sig selv rundt på maven, for at kigge efter Pax. Der var ikke meget at se. Mest hvidt. Havde hele han besværlige tur til toppen været forgæves? Ville han alligevel ikke finde Pax? Tårerne begyndte at stå højt i hans forsvarsløse øjne. Det slørede hans udsyn. I et hurtigt tag tørrede han dem væk med ærmet. Solen farvede himlen orange. En hyggelig orange. Men Noah følte sig på ingen måde hyggelig. Nærmere frustreret. Han måtte igen tørre tårer væk, mens han spejdede rundt i landskabet, som lige så langsomt blev gennemhyldet af mørket. Men dér! En lille sort prik, i det hvide. Ved et mindre bjerg på hans venstre side omkring halvtreds-halvfjerds meter væk. Han rejste sig ubesværet trods vinden.

“Pax!?” Første gang lød tøvende og usikkert. “Pax!” Anden gang skreg han det nærmest. Og hans kald gav ekko mellem bjergene. “Pax!” skreg han, og begyndte at fægte med armene. Han så at skikkelsen stoppe tøvende.

“Noah?!” råbte skikkelsen endelig. Noah hoppede næsten sprudlende af glæde. Det kunne ikke være andre end Pax, det kunne det bare ikke.

“Pax! Her!” skreg han så højt som han kunne. “Jeg kommer ned til dig!” Skikkelsen gik nærmere bjerget.

“Nej! Jeg kommer til dig!” hørte han skikkelsen, som formentlig var Pax, råbe. Han stoppede sin aktion. Tårer stod igen ham til randen men denne gang af glæde.

 

  På vej op til Noah tog Pax et kig på sin underarm. Det var den femtende december. Hun havde skam fået ridset alle dage ind; ikke en eneste undtagelse, det var hun sikker på. I så fald var der ni dage til juleaften.

  Der var ikke langt op til Noah. Og hun nåede da også derop samme nat...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...