24 dage i Intetheden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Pax betyder fred på latin. Men Pax er også navnet på en tretten årig pige, som endte i Intetheden.

8Likes
10Kommentarer
932Visninger
AA

16. 14 december


   Noah vågnede samme tid som solen. Han lå fredfyldt i sneen i den stille morgen. Man kunne på ingen måde se, hvad der var foregået natten forinden.

 Langsomt satte han sig op. Han kunne ikke have haft sovet sådan rigtigt, for af hvad han vidste, var han i Intetheden. Pludselig ramte panikken og hukommelsen. Hans krop blev anspændt, mens han ængsteligt gravede rundt i sneen. Tårer strømmede ned af hans små kinder, mens han skreg halvkvalt:

"Pax!" Han gentog det igen og igen, mens hans knytnæver ramte sneen som kampesten fra himlen. "Pax!" Han begyndte at hulke højlydt.

  Savl begyndte at samle sig i hans mund og løb så småt ud i hans ene mundvige. Det blandede sig med de salte tårer. Som hvor verdenshavene møder hinanden. Han faldt sammen i sneen og skreg så højt. Højere og mere smertefuldt, end det er muligt at forestille sig. "Pax!" Han kom usikkert på benene, mens han drejede trehundredetres grader rundt om sig selv.

  Han var helt alene og fortvivlet.

  Uden Pax.

  Uden fred.

  Han var fredløs, som han vandrede fortvivlet rundt i sneen som en anden stiv vagabond. "Pax, Pax, Pax, Pax, Pax, Pax, Pax..." hviskede han usammenhængende efter hinanden med kæben hængende efter sig. Måske var hun død? Måske var hun så langt væk, at det ville blive umuligt nogensinde at finde hende igen...

   Og han skammede sig over, hvor ubehøvlet han havde været over for hende den foregående dag. Hun hadede ham måske.

 

  Han faldt igen på knæ, og endte med at ligge helt udstrakt på maven i sneen. Hvor det var som om, at timerne skred forbi hans blanke øjne.

  Sneen funklede som stjernehimlen, når solen belyste den. Noah bemærkede det egentlig ikke. Hans tanker fløj ud og ind, spirede som frø i hans hjerne, greb med deres bedrageriske, listige fangarme ud efter hans sårbare samvittighed. De snittede den gentagne; smertefulde gange, men Noah bed det i sig.

 

  Efter et par tavse timer satte han sig op. Stilheden havde taget sit tag i hans tanker, som var faldet til bunds i det uendelige hav. Han begyndte at kigge sig omkring. Han befandt sig godt på vej op af det ene bjerg. Bjergsiden, han sad på, skrånede let. Der var ikke meget langt til toppen, måske… Ja, måske ville han kunne se Pax derfra. Men han måtte være havnet på et af de andre bjerge i kæden, for det her så langt højere ud end det andet. Men det ville vel blot give ham et bedre overblik.

  Efter den impulsive beslutning, traskede han fredløst gennem sneen. I forvirring, sorg og frygt. Han ville snart nå bjergtoppen, det vidste han. Måske allerede samme dag. I hvert fald den næste dag.

 

  Pax faldt gennem det lange tomme rum, indtil panikken greb hende lige inden jorden. “Noah…” hviskede hun ængsteligt og prompte. Hun kravlede gennem sneen i en fortvivlet søgen. Men uden held. Noah var væk, og hun kunne ikke se et eneste levende væsen i miles omkreds. Hun stod helt alene og på egne ben. Hun havde ikke troet, at hun ville reagere sådan, hvis hun en dag måtte stå på egne ben, hun havde nærmere troet, at hun ville tage det som ingenting og bare komme videre i programmet, men det viste sig ikke at passe. Hun følte sig lille og skrøbelig. Som om det mindste vindpust kunne dræbe hende.

“Noah?” kaldte hun stille. Så stille; at vinden blot bar den væk til det uigenkendelige.

  Et snefnug fløj tyst og ensomt gennem luften den stille morgen. Den var helt alene. Uden nogen følgesvenner. De var forsvundet. Langsomt dalede den mod jorden. Men i stedet for at slutte sig til de resterende snefnug, landede den i en stor fuglerede af brunt hår. Den landede i Pax’ hår.

 

  Pax kiggede håbløst op mod den blege himmel. Den udtrykte hendes tanker som en kloning: tomme og fortvivlede.

  Hun kneb langsomt øjenbrynene sammen, mens hun langsomt prøvede at sluge de uforståelige tanker:

Du er alene, Pax.

Noah er væk, Pax.

Måske død?

Måske langt væk?

Måske finder du ham aldrig igen, Pax…

  Hun slugte dem sætning for sætning, ord for ord, stavelse for stavelse og bogstav for bogstav. Indtil hun havde en dom: Noah var væk. Hun sank i knæ, da de ikke kunne holde hende oppe længere. Hendes blik var tomt og ulæseligt.

“Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, Noah. Hjælp mig,” hviskede hun, som om han var til stede. Selvfølgelig kom der intet svar, selvom hun da selvfølgelig håbede på, at hun ville hans stemme sige: ‘Hey Pax! Jeg er her!’ eller ‘Hvad laver du? Lad os komme videre!’ . Nej, hun hørte ikke hans stemme. Blot stilhedens triumferende sejr.

  I sidste ende besluttede hun at fortsætte. I sidste ende kunne hun jo måske ende med at finde Noah.

 

  Og sådan forløb begges dag. De vandrede ud i det ukendte. Den ene med et mål, den anden i fortvivlelse.

“I’m driving home for christmas…” nynnede Noah sørgmodigt, mens han stille traskede gennem sneen. “Can’t wait to see those faces…” Minder, tanker, glæde og sorg væltede ind over ham som en stor flodbølge. De seneste minder om Rosa. Hun elskede julemusik. Minder hvor de stod i stuen og dansede, mens latteren fyldte deres lunger. Tanker. Pax rendte måske alene rundt et sted derude og nynnede selv samme sang. Eller også sad hendes familie i sorg, og samlede sange til hendes begravelse og tog selvfølgelig julemusikken med. Pax’ yndlingsmusik. Glæde. De glade tanker strømmede til ham, og overøste ham med glæde til livets rend. Sorg. Savnet. Mor, far, Rosa og nu også Pax. Mest af alt, Rosa og Pax.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...