24 dage i Intetheden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Pax betyder fred på latin. Men Pax er også navnet på en tretten årig pige, som endte i Intetheden.

8Likes
10Kommentarer
927Visninger
AA

15. 13 december


   Det endte med, at de faktisk forlod stedet kort efter midnat. Pax’ idé om nydelse var begyndt at blive til utålmodighed for begge parter. Mørket dulmede i det tilsneede landskab.

 Bjerget de havde udset sig at bestige var mindst en kilometer højt. Noah og Pax havde lange diskussioner om hvorvidt, det overhovedet var et bjerg.

  Bjerget var en del af en bjergkæde. Derfor besluttede de at gå igennem en lille dal mellem to af bjergene.  Dog var dalen også forholdsvist højt beliggende, men det var nemmere end at bestige den højeste top. Eller endda gå helt udenom den store bjergkæde!

“Noah, ved du hvad jeg tror?” spurgte Pax, mens de begyndte at trave op af bjerget. Noah var ved at undersøge kortet til ende og virkede egentlig temmelig fjern i det. Lidt som om det at bestige et bjerg var noget, som han gjorde hver eneste dag. Men det gør vi jo også. Indimellem kæmper vi os vel alle sammen op af et bjerg. Vi kæmper med høje følelser og forventninger, som vi ikke føler, vi kan nå. Vi kæmper og bestiger bjerge hver i sær. Somme tider kan vi også rykke vores bjerge; grænser.

“Nej, hvad?” mumlede Noah fjernt.

“Jeg tror, at det jeg sagde om at nyde i går, ik’? Jeg tror, at det var et ‘kick’ efter min glæde, da jeg rullede ned af bakken. Du har helt ret. Vi kan nyde, når vi kommer til liet, nu vil jeg bare nå frem,” sagde hun og blev helt frydefuld, da hun fik ‘flashback’, fra da hun tumlede i sneen.

“Aha…” mumlede Noah; igen fuldstændig fjernt.

“Sig mig, lytter du overhovedet?!” Pax standsede brat. Noah så overrasket op fra kortet.

“Øh, ja. Ja, selvfølgelig. Du har helt ret,” sagde han mindre fortumlet, og rystede på hovedet. Han havde selvfølgelig ikke hørt efter, og havde derfor ingen anelse om hvad han besvarede.

“Jeg troede bare, at du ikke lyttede,” hviskede hun stille og begyndte at gå igen.

 

“Det er dejligt at se sne igen,” sagde Pax muntert.

“Jeg ved nu ikke…” mumlede han og sparkede til en mindre dynge.

“Ej, du må da også synes, at sne er en smule dejligt,” erklærede hun, og bøjede sig ned for at kaste en smule sne på ham.

 “Det er præcis derfor, jeg hader det,” vrissede han og børstede den smule sne af sig med en fornærmet mine.

“Vær nu ikke kedelig!” hujede hun. Noah rullede øjne af hende. Han havde nu tilbragt 13 dage med den usympatiske Pax, og var indimellem pænt træt af hende, som hun sikkert også var af ham til tider. Han havde selvfølgelig ikke styr på hvilken dag det var, som Pax havde, men han vidste, at de var godt inde i december, og at Pax var ankommet omkring den første december.

“Er der egentlig langt igen, du ved… Til livet?” spurgte Pax nysgerrigt.

“Hvor skulle jeg dog vide det fra?” snerrede Noah vrissent.

“Du har jo dit kort,” forsvarede Pax sig upåvirket af Noahs vrissenhed.

“Du kan vel nok forstå, at jeg ikke kan se, hvor store zonerne er, og derfor ingen idé har, om hvor langt der er igen,” sagde han og prøvede at lyde pædagogisk. Men han snublede over et par af ordene, hvilket irriterede ham til helvede.

“Men du må jo vide, hvor lang tid det tog os at passere de andre zoner, og så kan du vel se, om de er lige så store som de andre, og så-” Noah afbrød hendes kloge snak. Endnu en gang måtte han se sig slået.

“Jajaja… Jeg forstår dig godt. Men hvis du absolut er så klog så tag dog selv et kig.” Han kastede hende kortet, hvilket resulterede i, at det landede i sneen. Pax samlede det hurtigt op, mens de fortsatte deres gang op af bjerget.

  Pax slugte hver blyantstreg på kortet - som en sulten tiger. Det kunne meget vel være første gang, hun havde et kort i hænderne, og hun fortrød så inderligt, at hun ikke havde prøvet det noget før.

   I takt med at de kom nærmere og nærmere dalen, og at de kom højere og højere op i landskabet, beregnede Pax, hvor længe de cirka havde til livets porte.

“Vi har cirka femten dage til målet, men hvis vi går lidt raskt til, vil jeg mene, at vi kan nå det før,” bekendtgjorde Pax pludseligt i den eller tavse stund. Noah blinkede forundret et par gange med øjnene. Lidt som når en sommerfugl flapper med vingerne for at holde sig oppe.

"Måske, måske skulle du bare holde kortet fra nu af," mumlede han anerkendende.

"Det er fint," sagde Pax muntert og hoppede videre - som et frit lille lam.

 

   Hele dagen vandrede de. Pax beholdte sit gode humør. Hun var helt sikker på, at det var som skabt for hende. Noah havde et andet syn på sagen: han var sikker på, at hun var ved at blive skør. Pax var ikke den glade og venlige pige (også selvom han til tider kunne ønske, at det var sådan). Hun var energisk og usympatisk. Det havde Noah affundet sig med. Det gik vel over, tænkte han for sig selv. Og Noah havde helt ret. Og det skete endda hurtigt; faktisk samme nat...

"Det begynder at blæse lidt," hviskede hun stille som en mus. Noah nikkede.

"Lidt, ja." Men den 'lille' blæst tog til, og senere hen af natten, da solen var gået ned, og Pax havde ridset den trettende dag ind i sin underarm, sprang den skalaen for blæst...

 

  Sne hvirvlede om ørene på Noah. Den blæste op, blev ført op, ned, til højre og venstre. Vinden trak i ham, mens han haltende forsøgte at følge med Pax, som selv kæmpede en stædig kamp, som han vidste, hun ikke frivilligt havde tænkt sig at tabe. Han kunne igen mærke den rigtige Pax, hvilket gjorde ham en smule glad, men det havde han ikke tid til at nyde...

   Han faldt hjælpeløst på knæ.

"Pax!" skreg han i et nytteløst forsøg på at overdøve vinden. Han kunne knap ane hendes skikkelse i sneens tumult i mørket, og den forsvandt blot længere og længere væk, mens han måtte knibe øjnene mere og mere sammen på grund af den hvirvlende sne. "Pax!" Denne gang skreg han af sine små, trætte lungers fulde kraft. Han så skikkelsen stoppe. "Pax!"

"Noah?!" hørte han hende tøve. Vinden gik hans retning, og han havde derfor langt nemmere ved at høre hende, hvis han da så bort fra vindens ustyrlige tuden. "Hvor er du?!" råbte hun forvirret.

"Her!" Han forsøgte at stable sig på benene; men uden held. Vinden holdte ham nede. I stedet møvede han sig gennem sneen, mens stormen gjorde sit bedste for at det skulle mislykkes.

"Hvor er 'her'?!" råbte Pax igen.

"Bliv hvor du er, jeg kommer!" råbte han besværet, mens han halvt gik og kravlede gennem snemasserne. Til sidst fik han møvet sig helt frem til Pax, som selv var faldet på knæ. Vinden hylede ulideligt for hans ører, mens han trykkede hende ind til sig.

"Jeg er her!" råbte han trods deres tæthed. Han mærkede hende nikke.

"Vi må finde ly!" råbte hun. Noah nikkede. Langsomt forsøgte de at komme på benene med hinandens hjælp. Vinden trak i dem fra al verdens retninger, mens de klamrede sig til hinanden.

"Kom!" Hun begyndte  at gå besværet og usikkert. Noah måtte følge efter hende i blinde. Sneen skar i hans ansigt, når den ramte ham med den høje hastighed, som tusinde glasskår eller piskesmæld. Det gik værst ud over øjnene, og han var derfor tvunget til at lukke dem stramt i.

  Vinden hylede så højt, at Noah frygtede at blive døv. Men de fik værre ting at tage stilling til, for pludselig tog stormen til, og Noah greb med det samme ud efter Pax, mens det ubarmhjertige vindstød rev ham i modsatte retning. Han fik fat i hendes hånd. I kamp og anstrengelse kæmpede de to børn for at holde sammen, mens stormen trak dem rasende i hver sin retning. Til sidst holdt de kun fast i hinanden med det yderste af fingrene, indtil stormen vandt. De var adskilt...

  Noah tumlede rundt i sneen, mens vinden rev ham til alle sider. Han følte næsten ikke, at han kunne trække vejret. Det sidste han hørte, var Pax' svage, ængstelige kalden, som blandede sig i et med stormens hylen, inden alt blev sort...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...