24 dage i Intetheden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Pax betyder fred på latin. Men Pax er også navnet på en tretten årig pige, som endte i Intetheden.

8Likes
10Kommentarer
944Visninger
AA

14. 12 december


 “Hvor langt tror du, at der er til bjergene?” spurgte Pax og kiggede ud i horisonten, hvor solen malede sit første præg på dagen. Denne morgen med en lyserød farve. De store bjerge var det eneste, som stak op i det ellers flade landskab, som den dag havde klædt sig i hvidt.

“Det ved jeg ikke… Ti-tyve kilometer?” svarede Noah tøvende. “Måske tredive?”

“Det skal vel nok passe…” mumlede Pax igen. “Skal vi ikke komme afsted?” Hun hoppede med det samme op fra sin siddeplads.

“Jajaja… Lad os gå.” Noah rejste sig og de begyndte at trave ned af forhøjningen. Pax fulgte efter.

 

“Højt fra træets grønne top...sad en lille nisse…” nynnede Pax usammenhængende.

 “Hvad laver du?” Noah vendte sig en smule irriteret over den svage nynnen.

“Synger julesange for at komme i julehumør,” svarede hun og nynnede videre.

“Hvorfor dog det?”

“Fordi jeg elsker jul,” svarede hun med en lille stemme og kneb øjenbrynene sammen.

“Men måske kommer du aldrig til at fejre jul igen!”

“Men så vil jeg da prøve at komme i julestemningen nu.” Hun tog en god afstand til ham og nynnede videre, mens bekymringerne flød væk.

 

“Vi skal faktisk næsten gå et halvmaraton,” tænkte Noah højt mest for at få Pax til at stoppe med at synge. Hun sang nemlig ikke specielt kønt.

“Sikkert…” mumlede hun og fortsatte sin nynnen. Noah sukkede dæmpet, så Pax ikke skulle høre det.

 

  Pludseligt og uforståeligt satte Pax i løb, og kastede sig ud over en mindre bakke.

“Pax!” skreg Noah og styrtede gennem sneen efter hende. Han havde på ingen måde lyst til at rende alene rundt i Intet. “Pax, selvmord er ikke en udvej! Det er okay, at du nynner!” råbte han oprevet og skræmt. Han faldt på knæ i sneen, og fandt Pax rullende ned gennem sneen på vej ned af den mindre bakke. Han kunne ikke afgøre, om hun grinede eller græd. Han bevægede sig forsigtigt og langsommeligt ned af bakken, samme tid som Pax endte ved enden. Hun rynkede på næsen på grund af al den sne, som havde sat sig i hendes hår og på hendes krop. Hun fnes lykkeligt som en glad pattegris.

“Noah, du kan ikke begå selvmord ved at rulle ud over en bakke dækket med sne…” Hun rystede på hovedet, mens hun lige så langsomt kom på benene. Noah endte ved hendes side.

“Du kunne have ramt en sten,” protesterede han.

“Nu overreagerer du…” sukkede hun. Men intet kunne vaske smilet af hendes ansigt, det var som tegnet på med en permanent tusch. Det skulle dog vise sig ikke at passe senere hen på dagen.

  Hun begyndte at gå i et raskt og lykkeligt let tempo. Noah måtte derfor følge med.

“Vi må altså droppe alle de her små ærinder, hvis vi overhovedet nogensinde vil nå frem i live,” sagde Noah bestemt og målsat.

“Men så når vi jo ikke at nyde det!”

“Hvad er der at nyde? Du kan nyde, når vi er i livet, lige nu må vi kæmpe!”

“I'll be home for christmas..." ignorerede hun ham. "Can't wait to see those faces..."

"Se nu Pax! Nu kludrer du julesangene sammen!" Noah kunne ikke holde sin irritation tilbage. Pax trak en grinende grimasse.

"Du kan også lide julemusik!" råbte hun op. Men Noah hørte det ikke, han havde travlt med at betragte den lille skikkelse, som kom nærmere og nærmere dem ude i det hvide landskab. Skikkelsen gik den forkerte vej, eller også var de ledet af sporet og på vej til døden. Det var Noahs første indskydelse. Noah kæmpede med at overvinde sin generthed, i takt med at skikkelsen kom nærmere. Da skikkelsen var helt tæt på, kunne Noah se, at det var en midaldrende mand.

"Undskyld?" tog Noah sig sammen. Manden rystede forbavset på hovedet, som var han lige vågnet fra en dyb søvn. Han så fortvivlet ud. "Går vi den forkerte vej?"

"Hvis i vil leve, så vil jeg mene, i går den rigtige vej," svarede han fjernt og fortsatte. Noah tog tøvende et par skridt mod ham, men det var kun Pax, som havde viljen og modet til at stoppe ham. Hun greb hans arm. Han vendte sig forbavset om og kiggede hende lige ind i øjnene, og i et kort øjeblik følte hun, at han læste hende, og så alt hun nogensinde havde set. Det gjorde han selvfølgelig ikke.

"Ja, jeg vil dø," svarede han koldt, inden Pax nåede at stille spørgsmålet.

"Hvorfor dog det?!"

"Der vedrører dig ikke," vrissede han og rystede hende af sig. Han trissede langsomt videre gennem sneen. Mutters alene. Pax løb atter efter ham.

"Hvorfor?" gentog hun.

"Det rager dig ikke! Gå og lad mig være!" råbte han og skubbede hende bagover, så hun landede i sneen.

"Pax..." Noah lagde en hånd på hendes skulder. "Han har ret; det vedrører ikke os." Pax kiggede ned i jorden. Nej, det gjorde det vel ikke, men hun kunne ikke bære tanken, om at han ville dræbe sig selv. Hun havde da selv strejfet tanken, da tingene var allerværst, og da også overvejet bare at opgive da hun fik kræft. Men det havde hun ikke gjort. Og det var hun taknemmelig for. Pax' smil - som de først troede var tegnet med permanent tush - viste sig at være tegnet med blyant, som hurtigt blev visket ud.

 

  Resten af dagen gik med at gå deres "halvmarathon". De nåede til bjergene langt før, solen var begyndt at gå ned. De besluttede - eller det vil sige; Noah besluttede, at de skulle blive ved bjergfoden natten over.

"Og mig som troede, at du var træt af de her pauser!" sagde Pax mistroisk.

"De er vel meget hyggelige, og hvem ved, hvad der skjuler sig i bjergene?" Pax trak på skuldrene.

"Du er bare ved at lære at nyde, min dreng." Hun bankede ham i ryggen. Men Noah havde helt ret; de anede ikke, hvad der gemte sig bag bjergtoppenes høje skjul.

  Pax sad og ridsede i sin underarm, da Noah stillede et underligt spørgsmål:

"Hvem er Pax egentlig?"

"Og hvad skal det så betyde?" Hun smed stenen fra sig.

"Du ved... Hvem er du som person?"

"Det var da et underligt spørgesmål?"

"Glem alt om at det er underligt, hvem. er. Pax?" Han prikkede hende for hvert ord.

"Vil du vide sandheden? Så ved jeg det ikke... Jeg ved ikke, hvem jeg selv er," erklærede hun sørgmodigt, mens Noah undrede sig.  

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...