24 dage i Intetheden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Pax betyder fred på latin. Men Pax er også navnet på en tretten årig pige, som endte i Intetheden.

8Likes
10Kommentarer
927Visninger
AA

13. 11 december


 “Susan er død,” hviskede Pax til den nyopståede sol. Hun stirrede tomt på den svagt lysende runde cirkel på himlen, som langsomt steg til himlen - som en anden luftballon. De havde holdt en kort lille pause ved en bakketop i en stor lysning.

 “Du behøver ikke minde os om det, vi ved det godt,” snerrede Noah arrigt. Pax kastede blikket på ham.

 “Jeg har lov til at sige det!"

 “Men du kan da bare sige det i dit hoved!”

 “Du er så barnlig, Noah…”

 “Siger du…” Den vrisne stemning lagde sig over skoven som et tykt tæppe. Længe sagde de ikke noget, men sad bare i vrede. “Jeg synes vi skal skynde os ud af junglens varme inden du koger over,” irriterede Noah.

“Med glæde! Jeg vil så gerne tilbage til livet, så jeg slipper for at tilbringe mere tid sammen med dig,” sagde hun med en ironisk sukkersød stemme. Hun begyndte at gå. Noah fulgte med, men sørgede for at holde en vis afstand.

 

 “Er du egentlig bange?” spurgte Noah ud af det blå efter en god rums tid, da han begyndte at se små gule øjne i buskadset.

 “Noah, jeg gider ikke snakke,” sagde Pax koldt uden at vende sig. Hun holdte et fast og hurtigt tempo, som fik Noah til at blive forpustet, men som Pax kunne fortsætte i uden besvær. Hun tog ingen hensyn.

 

  Bjergtoppene kom nærmere og nærmere, i takt med at dagen skred fremad. Der gik måske et par timer hvor de intet sagde til hinanden. Et par timer; hvor de gik i deres egne tanker, som alligevel var så frygtelig ens. De tænkte på familie, Susan og hinanden. Bare med forskellige følelser og holdninger indblandet.

  De var søgt et stykke væk fra floden, og havde egentlig fulgt Pax’ instinkt indtil:

 “Pax? Hvordan kan vi være sikre på, at dit ‘instinkt’ fortæller os sandheden?” spurgte Noah mistroisk. Han havde ikke overvejet Pax’ instinkt før nu, og han følte sig så blind, at han blot havde lagt tvivlen til side og taget bind for øjnene. Han havde fulgt Pax i blinde.

 “Noah, det kan jeg ikke forklare… Det føles bare som det rigtige,” svarede hun og kiggede på ham. Et lille bitte smil bredte sig i hendes ene mundvige, men kun kort!

 “Men så er du jo ikke sikker, måske; ja, måske havner vi ved dødensporte alt sammen på grund af dig.” Han pegede skamfuldt og dramatisk på hende. Hun fejede hans arm væk og rullede opgivende med øjnene.

 “Har du da andre forslag?” Hun stoppede op. Noah svarede ikke. “Nej, det tænkte jeg nok.” De fortsatte uden anden tvivlen på Pax’ ‘instinkt’.

 

  Junglen var langt mindre, end de begge havde forestillet sig. Det varede ikke længe før, de kunne se sne længere fremme. De var snart ude af tropezonen.

 “Noah? Kan du egentlig ikke se, om vi går den rigtige vej? Du må da kunne huske, hvordan du vendte det og så videre,” spurgte Pax, da de stod ved grænsen. Ligesom da de trådte ind i tropezonen, var grænsen helt lige og hårfin. “Hvor er vi dog dumme, at vi ikke har tænkt på det!” Hun tog sig opgivende til panden.

 “Det kan jeg vel godt.” Han foldede det ud. Efter en nærstudering kom han til en konklusion: “Altså det vi ser nu, minder meget om zonen vi var i før tropezonen. Men jeg ved, at hele tropezonen er omgivet af denne her slags zone, så teknisk set kan vi være hvor som helst.” Han rullede det hurtigt og utilfredst sammen med et højlydt suk. Pax nikkede og prøvede at forstå det hele. Bjergene - kunne fra deres udkigspunkt - ses i fuld version. Med det samme slog tanken hende.

 “Men der var ikke nogen bjerge, der hvor vi kom fra!” udbrød hun lykkelig og hoppede vildt op og ned. Noah overvejede sagen, inden han endte med at måtte sige noget, som ikke behagede ham:

 “Det ser ud som om, at dit ‘instinkt’ havde ret.” Han sank en klump, og vippede kort frem og tilbage med hænderne bag ryggen. Pax triumferede stolt foran ham.

 “Mit instinkt havde reeet!” begyndte hun at skråle. “Mit instinkt havde reeet!” Noah rystede på hovedet og satte sig, mens Pax fortsatte sit blær.

 “Så bestemmer jeg, at vi bliver her natten over, indtil du holder op med at blære dig,” sagde Noah halvt i sjov. Hun daskede ham en på skulderen, og han kunne ikke lade vær med at smile lidt. Også selvom det faktisk gjorde en smule ondt. Pax kendte ikke helt sin egen styrke til fulde.

  Det blev som Noah bestemte; de blev ved grænsen hele natten.

 

 

 “Jeg synes egentlig at det er dumt, at vi skal blive her hele natten,” surmulede Noah i mørket.

 "Det var dit valg, og jeg synes egentlig at det er meget hyggeligt," svarede Pax. Hun var ved at ridse den ellevte dag ind i sin underarm. Hun var ved at få en stor samling sår.

 "Måske er det meget hyggeligt, ja."

 "Præcis, jeg har altid ret!" triumferede hun, og smed stenen.

 “Nu lyder du lidt som, Susan,” mumlede Noah, og fik et kort minde om den irriterende, afdøde rejsemakker. Pax svarede igen med endnu et kærligt dask.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...