24 dage i Intetheden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Pax betyder fred på latin. Men Pax er også navnet på en tretten årig pige, som endte i Intetheden.

8Likes
10Kommentarer
944Visninger
AA

12. 10 december


    Susan skreg. Højt og hjerteskærende. Det borede sig lige gennem Pax’ mange dæk-facader og ind i hendes indre hjerte. Hun var sikker på, at det skippede et slag.

  Noah greb hendes arm.

“Susan!” råbte han tøvende ud i mørket. Derfra gik alt så hurtigt. De hørte flere skrig.  Voldsommere og mere rædselsslagne end før. De hørte et par brøl, som ikke stammede fra et menneske men snarere fra et kattedyr. Noah fik Pax på benene. Og de løb. Hurtigt. Tøvende. Bange. Fortvivlede. Og samvittigheds plagede. Alt sammen på en gang. Rædslen fik Noahs ben til at spæne hurtigere, end han nogensinde havde gjort før. Han vidste, hvad der lige var sket. Susan var blevet angrebet af en puma eller et andet kattedyr.

  Han hørte Pax’ fortvivlede usammenhængende mumlen bag sig, og skrigene som blot blev værre og værre. Det var som om, at han var ved at snuble over hver et skrig.

“Skal vi ikke stoppe nu?” peb Pax, på en måde som ikke mindede om Pax på nogen måde. Den var spag og forsigtig. Noah sænkede farten, mens han sikrede sig, at der intet kom inde fra buskadset. Det gjorde der ikke.

“Hvad skete der?” peb Noah endnu mere ynkeligt. Også selvom han godt havde en idè om det, men han havde brug for bekræftelsen.

“Jeg tror at...at...at…” prøvede Pax spagt. Hun tog en dyb indånding. “Jeg tror, at hun blev angrebet af en puma.” Og pludselig lød hendes stemme ikke spag, nu var den stærk og modig. Og Noah skammede sig over sit over-pumpende hjerte, som hamrede voldsomt i sit bryst.

“Er hun så død?” jamrede Noah. Tanken fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham og klumpen til at samle sig i sin hals. Pax svarede ikke, det ville han ikke.

  Natteluften var fugtig, mens stjernerne sejlede ind over nattehimlens mørke hav. Floden larmede brusende ved deres side, men ikke så den overdøvede alt andet. Længe stod de bare i tavshed og prøvede at sætte situationen i perspektiv. Som når, man står og prøver at forstå et abstrakt maleri på et kunstgalleri.

“Jeg tror, at vi skal vente her, til det bliver lyst. Så kan vi prøve at gå tilbage,” foreslog Pax til sidst. Den fortvivlede Noah nikkede blot.

 

   De sad begge ved flodbredden. De hverken talte eller foretog sig noget. De sad bare og ventede på solens frembrud. Noah havde lukkede øjne og mærkede langsomt solens første stråler mod sin hud. Præcist som et spædbarns kærtegn; milde og uskyldige. Sådan var solen den morgen.  Den tiende decembers morgen.

   Da han erkendte, at solen var, hvor den skulle være, åbnede han øjnene. Solen blændede ham kort, men han vendte med det samme hovedet og kiggede på Pax, som stirrede tomt og forladt på floden. Han blinkede et par gange, så de små sorte pletter forsvandt.

“Er du klar?” spurgte han alvorligt. Hun nikkede, og de rejste sig.

 

   Langsomt vandrede de langs flodbredden, begge urolige for hvad der ville møde dem ved enden. De blev enige om, at Pax skulle gå først, da hun formentlig var den modigste af de to.

   Til sidst begyndte de at kunne genkende klippernes karakteristiske former, og de vidste, at de snart ville være der. Pax forlod Noah ved en sten, og fortsatte selv tøvende videre. Adrenalin susede gennem hendes krop. Som jetfly i hendes blodårer.

 

“I’m driving home for christmas…” begyndte hun at nynne nervøst for sig selv. “Oh, I can't wait to see those faces…” Melodien fortsatte i hendes hoved, mens hun nærmede sig det blod, hun havde set fra lang afstand…

 

  Noah sad nervøst og vippede frem og tilbage på stenen. Han håbede så inderligt på, at Pax ville vende tilbage med en levende Susan. Men hvis hun nu ikke gjorde… Tanken fik Noah til at krumme ryg. Ville det så være hans skyld?

Måske burde de ikke have haft løbet?

Måske skulle de have haft hjulpet?

Måske; ja måske; var det hans skyld?

   Tankerne florerede i hans lille hoved, og hvert nanosekund blomstrede en ny skyld. Til sidst havde han en hel blomstermark af skyld.

 

   Et par minutter kom Pax tilbage. Hun var helt bleg som sneen. Noah forstod og begravede sit lille ansigt i sine hænder.

“Du har ikke lyst til at se det…” sagde hun stille, og satte sig overfor ham. Noah snøftede en gang.

“Det var min skyld,” hviskede Noah stille.

“Nej, Noah. Det var det ikke,” opmuntrede Pax.

“Hun hadede mig. Jeg tabte kompasset,” mumlede han næsten uhørligt ned i sine hænder. “Jeg ved ikke, hvordan jeg nogensinde skal kunne leve med det,”

“Jeg ved ikke, hvordan du på nogen måde kan have skyldfølelse. Det var ikke din skyld, Noah,” sagde hun bestemt. Noah svarede ikke. “Jeg har dog også en god nyhed. Jeg fik en eller anden idè, om at vi skal den vej.” Hun pegede ud over junglen. Over træerne kunne de se to sneklædte bjergtoppe.

“Ud til bjergene?” snøftede han. Hun nikkede.

“Ud til bjergene.”

 

  Resten af dagen foregik for det meste i stilhed, mens de vandrede til bjergtoppene. Tabet af Susan var underligt. Der manglede de dømmende kommentarer, øgenavne og den morsomme måde at gå på. Pax var nok den, som kom bedst videre, og Noah misundte det. Han fattede ikke, at Susan ikke var der. Det hele var så...forkert. Men også så smukt. Han kunne ikke helt bestemme sig. Men han kunne ikke lide at sørge. Han kunne ikke smile. For mens Pax var kommet over det hurtigt, så var Noah fanget i skyldens og sorgens klistrede edderkoppenet. Det er en del af livet, vi kan ikke ændre det. Det er sket. Blev Pax ved med at fortælle ham, og hun fik det til at lyde så let. Han havde jo selv været meget omkring det med erkendelse, men han kunne ikke give slip på det fuldkomment.


   De valgte at vandre hele natten, men da mørket først havde indtaget skoven helt, så Noah gule øjne overalt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...