24 dage i Intetheden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Pax betyder fred på latin. Men Pax er også navnet på en tretten årig pige, som endte i Intetheden.

8Likes
10Kommentarer
948Visninger
AA

3. 1 december

   

     Snefnug dalede fra den skyede himmel. De satte sig i hendes lange brune hår og øjenvipper, som skyggede for hendes grønne øjne. Hvilket egentligt var ret besynderligt, da Pax var kræftramt, og for længst havde mistet al hårvæksten. Men det værste var, at det nok var det mindst besynderlige af det hele. Hun vidste ikke, hvor hun var, eller hvordan hun var havnet der. Hun havde så mange spørgsmål og ingen svar.

”Velkommen til Intetheden," sagde en stemme pludseligt. Hun satte sig forskrækket op, men var lige ved at støde hovedet sammen med en dreng. Han var måske omtrent samme alder som Pax. Måske en smule yngre. Hans helt gule hår lyste op sammen med hans lyseblå øjne.

”Intetheden?” spurgte hun og trak skræmt benene til sig. Hun gjorde sig umage for ikke at få øjenkontakt, men drengen var ufattelig god til at holde den.

”Intetheden," gentog han.

”Hvad er det?” spurgte hun. Han havde sat sig på hug, men hans blik forlod ikke hendes.

”Det kan jeg ikke sige…det er vel intet?” Han gned sig i panden.

”Hvordan kan det være intet, når vi to sidder her i sneen?” Han trak bare på skuldrene. ”Har du ikke mere at sige? Du må da vide et eller andet?”

”Jeg ved, at jeg hedder Noah," sagde han en smule flabet. ”Og dem frø-”  

”Det var ikke det, jeg spurgte om…” afbrød hun og fnøs. ”Og bare så du ved det, så rager det dig ikke.” Noah små lo.

”Men du vil jo gerne vide, hvor du er, ikke?” Pax bed sig i læben og kiggede væk.

”Jo…”

”Så lad os indgå en aftale. Informationer for dit navn.”

”Hvorfor?"

”Fordi jeg helst vil vide, hvad du hedder, når vi skal til livet, så vi ikke forsvinder.”

”Forsvinder? Hvad for noget?”

”Det kan du jo finde ud af, når du har givet mig dit navn.”

”Det gider jeg altså ikke… Du er helt fremmed.” Hun rejste sig og børstede sneen af sig. Det var først der, at hun opdagede, at hun var iklædt en hvid kjole, som gik hende til knæene og uden ærmer. Men alligevel frøs hun ikke. Måske var informationerne hendes navn værd? Nej, hun kunne jo finde en anden mere samarbejdsvillig person. De kunne da ikke være de eneste i den verden. Sådan var Pax. Stædig.

  Hun begyndte at gå. Hendes tæer var også bare, men hun prøvede at tage den med ro trods situationen. Det var jo sikkert bare en drøm.

 

  Noah greb fat i hendes håndled. Han var faktisk ikke så stærk, som Pax først havde troet, men hun stoppede alligevel.

”Prøv at hør her, Noah. Hvor gammel er du?” spurgte hun spydigt.

”12," hviskede han.

”Så prøv at finde en på din egen alder at genere," sagde hun, også selvom der faktisk kun var 1 år imellem dem. Hun vristede sig løs af hans greb og fortsatte.

“Du er sikkert ikke selv meget ældre!” råbte han tøvende efter hende. Hun ignorerede ham, og prøvede istedet at bemærke naturen omkring sig. Den var fuld af med høje grantræer, og hun kunne høre de små kviste knække under sine fødder. En lille fugl sang oppe i trætoppen.

  

  I en skovlysning fandt hun en ældre mand siddende på en bænk. Høfligt satte hun sig ved hans side.

”Undskyld? Men jeg ved ikke, hvor jeg er? Kan du hjælpe mig?” spurgte hun forsigtigt. Manden kiggede på hende.

”Du er i Intetheden," sagde han hæst og hostede.

”Hvad er Intetheden? Og hvad laver jeg her?”

”Du ligger på randen til døden.” Pax stivnede.

”Døden?” sagde hun med en rystende stemme.

”Mmm…” sagde han og kiggede op mod solens stråler. Men pludseligt rejste han sig brat og gik.

”Hvor skal du hen?” Pax så efter ham. Han svarede ikke. Hun rejste sig og løb efter ham. Hun greb ham i armen. Hans blik var tomt, og hun kunne se spejlbilledet af sig selv, Pax, i dem.

”Hvad sker der?” hviskede hun for sig selv.

”Hans tid er kommet.” Hun vendte sig hurtigt, og fandt Noah siddende på bænken bag sig.

”Hvad mener du med, at hans tid er kommet?” Som svar mimmede han 'navn'. Pax sukkede og gik tilbage til ham. ”Okay, du får mit navn, hvis du fortæller mig det hele." Noah triumferede arrogant. Han gjorde tegn til, at hun skulle sætte sig. Hun gjorde, som han sagde. Han forsøgte at lægge armen om hende, men hun afviste. ”Fortæl," sagde hun blot koldt og kynisk.

”Navn?” lokkede han. Hun sukkede opgivende.

”Pax…”

”Hva’? Pax… Altså P-a-x? Det var da et underligt na-”

”Fortæl dog!” råbte en yderst oprevet og utålmodig Pax.

”Okay… Pax.” Fnes han. ”Af hvad jeg ved, så er det her stedet, hvor du befinder dig, hvis du ligger på kanten af døden og er ude af bevidstheden.”

”Er det det? Har du ikke mere at sige?”

”Shh..sh..sh… Jeg var ikke færdig.”

”Men jeg er ikke død, vel?”

”Lad mig dog tale ud!”

”I forhold til din alder har du et stort talent for mangel på respekt.”

”Og dig? Se nu! Du fik mig ud af mit flow…”

”Flow?”

”Ja... Flow.”

”Nåh… Men fortæl!”

”Det kan jeg jo ikke… Du fik mig ud af mit flow!”

”Hold nu din kæft om det flow og fortæl…”

”Sikke et sprog unge dame!”

”Du skal ikke kalde mig unge dame. Jeg er mindst 1 år ældre end di-”

”Skulle jeg fortælle?” Pax blev tavs.

”Ja…” mumlede hun næsten uhørligt. Noah triumferede tilfreds.

”Dagligt ser jeg mennesker, som nærmest bliver tryllebundede og går i samme retning. Jeg ved, at der findes nogen porte, hvor den ene fører ud til livet. Og den anden ud til døden. Jeg ser tit ældre, som bare følger med strømmen. De har fred i deres øjne. Og lettelse. Men der er også dem, der kæmper imod uden nytte. Man kan ikke slå døden, Pax. Du kan kæmpe lige så tosset du vil inden, men når døden først har sit tag i dig, så ved du, at du bør stoppe. For hvis du fortsat kæmper imod, så finder du aldrig fred. Erkendelse.”

”Hvorfor slutter du af med et ord? Det giver ikke nogen mening?”

”Jeg synes nu, det lød ret…poetisk?”

”Aha… Men så forklar mig det med rigtige ord.”

”Erkendelse?” Pax nikkede. ”Du skal erkende, at du skal dø. For du kan ikke ændre det. Når du kan erkende, så finder du fred. Erkendelse.”

”Se nu gjorde du det igen!”

”Hvad?!”

”Du sagde erkendelse til sidst.”

”Suk… Du opfører dig som en lille pige.”

”Aha…”

”Mmm… Aha…”

”For lige at snakke om Intet igen–” begyndte Pax.

”Intetheden," rettede Noah.

”Jajajaja… Men er jeg så død? For jeg prøver altså at fatte det hele her, hvilket jeg er ret så sikker på er en drøm.” Noah slog opgivende hovedet bagover.

”Nej, men du er lige kommet i koma eller sådan noget.”

”Det virker lidt underligt… Men kan vi så overleve?”

”Hvis vi kæmper og finder vejen til livet. Ellers dør vi. Men du må love mig, at hvis døden får fat i dig så kæmp ikke imod. Find fred.”

”Dør?”

”Ja.”

”Som i en dør der kan åbnes og lukkes, eller som…” Hun førte sin finger hen over struben.

”Som i…” Han efterlignede hendes bevægelse.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...