Jul, Sne og Varm Kakao

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2014
  • Opdateret: 4 jan. 2015
  • Status: Færdig
Der findes både store dage og små dage, ligeså findes der også gode og dårlige dage. Den største dag i mit liv var også den værste. Jeg husker ikke meget fra den dag for to år siden, men alligevel er det den dag jeg husker bedst. Den dag var ikke bestemt til at skulle være en stor dag, tværtimod.

1Likes
1Kommentarer
195Visninger
AA

2. Jul, Sne og Varm Kakao.

Før

Der findes både store dage og små dage, ligeså findes der også gode og dårlige dage. Den største dag i mit liv var også den værste. Jeg husker ikke meget fra den dag for to år siden, men alligevel er det den dag jeg husker bedst. Den dag var ikke bestemt til at skulle være en stor dag, tværtimod. Det var en hel normal torsdag, men så alligevel ikke. Himlen var blå, næsten for blå, og hele verden lignede noget taget ud fra et eventyr. Måske var det ikke tilfældigt at Gud havde valgt at lave lige den dag perfekt. Måske var det fordi han vidste det ville være det sidste jeg så. Måske ville han have mig til at huske verden som et fantastisk, smukt sted. Himlen er det eneste jeg husker fra den dag. Himlen og så den maskerede mand på hovedgaden. Jeg husker skrigene. De høje brag fra en pistol der bliver affyret og mørke. Fuldstændig ugennemtrængeligt mørke. Jeg husker mest mørket. Jeg husker det hver dag. Husker smerten da kuglen ramte. Jeg husker et skrig der undslap mine læber, og mest af alt husker jeg mørket. Det var den sidste dag jeg fik himlen at se. Himlen der den dag var lidt for blå og eventyragtig. Da jeg vågnede var det stadig mørkt. Jeg hørte en bippende lyd. Så nogen der råbte og løbene fødder. Jeg var panikslagen. Jeg var sikker på jeg var vågen, men hvorfor var alt stadig sort? Jeg åbnede og lukkede øjnene utallige gange, men det blev ved med at være sort. Jeg blev ved indtil jeg mærkede nogen der tog mine hænder og fik mig til at slappe lidt af. Jeg hørte en blid stemme, en kvindestemme, sige jeg havde været meget heldig. Hun fortalte hvad der var sket, og igen at jeg var meget heldig. Men hvordan kunne jeg være heldig når alt var sort? Ville jeg nogensinde få himlen at se igen? Svaret var nej. Kuglen havde ramt mig i hovedet og blændet mig. Jeg var blind. For altid. Jeg ville aldrig mere få himlen eller stranden at se. Jeg brød ud i en ustyrlig gråd, jeg kunne ikke stoppe. Kvinden holdt blidt om mig til jeg holdt op med at græde. Jeg ved ikke hvor længe der gik, men jeg ved der gik lang tid, jeg vidste hvorfor himlen var så blå, og jeg vidste at jeg aldrig ville få den at se igen.

 

Efter

Jeg hører de små kliklyde fra stokken der slår forsigtigt mod jorden, og mærker hunden der forsigtigt trækker i snoren og viser vej. Jeg kan høre folk der går rundt omkring mig, og mærke de medlidende blikke fra dem. I en lille by som vores går der ikke lang tid før alle ved alt, så selvfølgelig ved alle at det var her jeg blev skudt og blev blind. Jeg prøver at ignorere dem, og bare lade hunden føre mig frem, men det er svært, når man kan høre de små børn der spørger deres mor om hvorfor hun har de der mærkelige briller på, og høre folk der visker. Hunden trækker let i snoren, og stopper op lidt efter. Jeg kan høre den langsomme bip-lyd fra lyskrydset, der betyder at der er rødt. Jeg stopper op, og fører hånden ned til hunden. Dens pels føles blød og varm mellem mine halvkolde fingre. Lyden begynder at bippe hurtigt, og vi begynder at gå over. Pludselig mærker jeg en isende kold følelse der løber hele vejen ned ad ryggen på mig. Jeg vender mig om, og hører en drengestemme der griner, men det er ikke en tilfældig stemme, det er en stemme jeg kender, og oven i købet rigtig godt. Jeg mærker en kold hånd på min skulder, jeg vender mig om og Sean trækker mig ind i et kæmpe bjørneknus. Det er dagen efter jeg er kommet hjem fra skiferie i en uge, og jeg har ikke set ham i noget der følges som en evighed. Jeg trækker mig ud af hans arme, og ser op på hans let runde ansigt, med blond hår der krøller lidt, og de fantastiske dybblå øjne. Jeg har altid elsket at se ham i øjnene. Der er et eller andet beroligende ved dem. Jeg kan se at han altid vil være der for mig, uanset hvad der sker. ”Jeg har virkelig savnet dig.” Siger han og smiler. ”Men jeg var jo kun væk i en uge.” Siger jeg og smiler tilbage. ”En uge er lang tid ikke at se dig, når jeg er vandt til at se dig hver dag.” Svare han og pludselig kaster han sig over mig, og vælter mig om i sneen, mens han giver mig en ordentlig vasker mens han griner. Efter et minuts tid med vild snekamp holder han op, ”skal vi tage hen og få en kop varm kakao?” spørger han, og jeg kan høre smilet i hans stemme. Vi har altid haft noget med at drikke kakao sammen når der er sne, men efter ulykken har vi ikke rigtig haft tid til det. Jeg nikker, og mærker Sean tage min hånd og føre den op til hans arm, så jeg kan hvile den der, og lade ham føre mig frem. Jeg har kendt Sean så langt tilbage jeg kan huske. Jeg husker stadig hans blonde krøller, og kan forestille sig hans ansigt for sig, selvom jeg ikke ved hvordan han ser ud, der er en ting jeg er sikker på altid vil forblive som de var: Hans fantastiske blå øjne, som jeg elskede at se ind i, og vide at han passede på mig. Det er det jeg savner mest ved synet. Hans øjne. Jeg kan høre at Sean åbner en dør, og jeg gætter på det er ind til caféen. Han fører mig frem, imens jeg forsigtigt fører stokken hen af gulvet. Han hjælper mig ned at sidde på den bænk i hjørnet af caféen, som vi altid har siddet ved. Sean tager forsigtigt snoren med hunden ud af hånden på mig. Jeg kan mærke det hærgede læder som puderne er lavet af. Jeg fører min hånd hen over, og mærker de små revner og huller i, og det gule skumgummi der er indeni. Rundt omkring mig kan jeg hører folk der griner og snakker, lyden af fingre der bevæger sig over tastaturet på en computer, og kaffemaskinen der går i gang med en brusende lyd. ”To kopper varm kakao med skum.” Jeg kan høre smilet i Seans stemme da han forsigtigt tager min hånd og fører den hen til en lun kop med kakao. Jeg tager forsigtigt koppen op til læberne. Jeg kan mærke den varme væske i min mund, som glider ned gennem min hals, og spreder varme til hele min krop. Jeg kigger op på Sean og begynder at grine. Han sidder med koppen i hænderne og kigger mærkeligt på ham. Jeg kan mærke at dem der sidder rundt omkring mig også kigger lidt. ”Hvad er det der er så sjovt?” siger han og smiler fra det ene øre til det andet. Jeg peger på ham og kan ikke lade være med at grine. Han ser undrende på mig og løfter det ene øjenbryn. ” Du har skum i hele ansigtet.” Jeg griner så meget at jeg får tårer i øjnene. Han tager en serviet og tørrer sig om munden, og kaster den så i hovedet på mig, mens han griner. Jeg kan mærke folks medlidende blikke. Selv efter to år ved alle folk åbenbart at jeg er den uheldige pige fra skyderiget. Jeg var den eneste der blev ramt, og selvom alle syntes det er synd for mig, er jeg ret sikker på at de alle sammen syntes det er godt jeg var den eneste der kom til skade. Sean tager forsigtigt min hånd i sin store, varme hånd. ”Bare ignorer dem.” Siger han og nusser min hånd med sin tommelfinger, der altid følges lidt ru. ”Folk glemmer ikke en ulykke som din før de dør, når man lever i en lille by som vores. Vi har altid været bedste venner, men vi gik begge to i lange tid før ulykken havde vi gået og følt mere for hindanden, og dagen inden spurgte Sean mig endelig om jeg ville med i biografen. Jeg kan høre Sean rejser sig op, og kommer hen til mig. Han tager igen min hånd og fører den ind under hans arm, og giver mig min stok i den anden. Jeg kan mærke hans bløde dynjakke varme min ene hånd, og føle det kolde metal fra stokken i den anden. Jeg fumler efter hundesnoren, men han stopper min hånd, ”jeg skal nok tage Lucy.” Siger han og slipper min hånd. Sean hjælper mig hen til døren, og jeg kan høre den lille klokke over døren ringe en lille, skinger lyd. Vi går udenfor, og jeg mærker med det samme kulden nive mig i kinderne, og lyden af stressede folk der render rundt og leder efter julegaver. En anden ting jeg savner meget er at kunne se alle lysene og udsmykningerne til jul. Selvom jeg ikke kan se dem, har jeg stadig et billede af hvordan byen lyser op ved juletid, med levende lys i vinduerne, lyskæder i træerne og det store juletræ midt på pladsen på gågaden som har stået der hvert år siden jeg var lille. Sean fører mig frem, og jeg kan høre lyden af vores støvler der knaser, på det der må være et tyndt lag sne. Der er noget jeg skal spørge dig om,” siger Sean. Jeg kigger på ham. Han har hænderne dybt begravet i sine lommer, og en sort hue trukket godt ned om ørerne. ”Sig frem.” Smiler jeg og sparker til en lille klump is der ligger på gaden. ”Der er noget jeg har tænkt på at spørge dig om længe,” siger han ” jeg tænkte på at vi måske kunne tage ind at se en film sammen?” han kigger på mig med sine smukke øjne, ”argh, bare glem det.” Siger han så og sparker til den samme klump is som jeg sparkede til for lidt siden. ”Nej, nej vendt” udbryder jeg, ”Sean, jeg vil meget gerne i biografen med dig. Hvis jeg skal være ærlig, så har jeg faktisk også tænkt på at spørge dig i noget tid, men jeg har bare ikke haft modet til det.” Jeg ser ned på vejen, og mærker Seans blik  hvile på mig. ”okay,” siger han ”så er det en aftale.” Jeg kan høre han smiler, og før jeg ved af det har han taget min hånd. Jeg kigger op på ham og smiler. Vi forsætter ned af gågaden. Seans dynjakke holder min hånd dejlig varm, og der er noget dejligt ved at vide, at selvom jeg ikke kan se ham, så er han vil min side, og det vil han altid være. Vi går lidt, og så rammer den søde duft af brændte mandler mine næsebor. Jeg hiver forsigtigt i Seans arm, og jeg kan mærke hans blik på mig. ”Jeg kan dufte brændte mandler,” siger jeg til ham med en glad stemme, ”hvor er boden henne?” Sean ændrer retning og fører mig med sig ”kom” siger han og jeg kan høre smilet i hans stemme. Duften af brændte mandler bliver stærkere og stærkere, og så stopper han op. Der dufter sødt af brændt sukker og mandler. Sean køber en pose med mandler, og jeg kan høre den skrabende lyd fra skovlen der samler mandler op, og putter dem ned i en knitrende papirspose. Han tager min hånd og fører den hen til posen. Den knitrer da jeg stikker hånden ned i den og jeg mærker straks varmen sive op igennem mine fingre, da jeg rører ved de uregelmæssigt formede klumper af mandler og brændt sukker. Jeg putter dem i munden, og den søde smag eksploderer som en bombe i min mund. Sean giver mig posen i hånden og tager min anden hånd i sin store, trykke hånd. Han tager min stok og skubber forsigtigt hundesnoren op på mit håndled. Han bevæger sig frem og jeg følger forsigtigt efter og lader ham føre mig. Jeg kan høre den plaskende lyd fra springvandet. Det er endnu en af de ting jeg husker bedst hvordan ser ud. Springvandet består af en fugl, der står på et ben, i noget der ligner en kæmpe stor tallerken, og spytter en vandsøjle ud af munden, der går en meter op i luften, før den knækker midt over og ender med et plask i vandet. Det er en hel normal torsdag, men så alligevel ikke. Jeg kigger op på den fantastiske blå himmel. Den minder mig om Seans fantastiske blå øjne, der altid skinner som himlen, og som man kan læse alle hans tanker og følelser i. Hele torvet virker som taget ud fra en roman, med de stressede mennesker der render rundt efter de sidste julegaver, de små børn der leger i den kolde sne og et gadeorkester der spiller julemusik, den søde duft af brændt sukker og pandekager, og den klukkende lyd fra springvandet. Midt på torvet står det store juletræ, med den mange meter lange lyskæde, der lyser hele pladsen op. Jeg ser over i den anden ende af gaden og ser Sean stå derovre. Jeg begynder at gå over mod ham, men pludselig hører jeg en kvinde der skriger et sted bag mig. Jeg vender mig om og ser en person med en sort skimaske og en pistol. Jeg begynder at løbe over imod Sean, der ser skræmt ud, men da jeg har løbet det første stykke vej, hører jeg et skud der bliver affyret. Folk begynder at gå i panik, kaster sig ned på jorden med hænderne over hovedet og børnene begynder at græde. Jeg kigger hen på manden, men lige da jeg vender hovedet, mærker jeg en bidende smerte, der føles som at blive slået hårdt i hovedet med et boldtræ. Jorden forsvinder under mig og det slører for mine øjne. jeg hører en skridt der kommer løbende hen imod mig og det sidste jeg ser er Sean der sætter sig på knæ ved siden af mig, så bliver alt sort.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...