Hekseblod

Camille er en af de typer der aldrig rigtigt har brudt sig om alt det som alle andre elsker. Men hvad er det dog der trækker hende væk? Hvad er det, der frister hende væk fra alt det "normale"?

3Likes
3Kommentarer
525Visninger
AA

3. Skytsengel

Hun satte sig forvirret op på sine ømme albuer, og kastede noget farvet vand op. Det kunne ikke kaldes en farve. Mere gennemsigtigt væske, men brunligt skær. 

   Efter at have kommet sig en smule over brækket, kiggede hun omkring. Hun opdagede kort tid efter, hvem der havde åndet på hende. En høj, sorthåret dreng stop med stramt korslagte arme, og stirrede på hende frastødet. Små rynker viste sig frem på hans næse, da han skar den grimasse af hende. Han var også helt gennemblødt, ligesom hende. Også havde han nogle meget opmærksomme grå øjne, rettet mod hende. Hun kunne se dråber, der langsomt dryppede ned på hans kinder fra hans lange og meget mørke øjenvipper. Hvis ikke han havde det stramme drag om munden, kunne det ligne at han stod og græd. Men ansigtsudtrykket fortalte noget helt andet, mens han sådan stod og betragtede hende med tydeligt malet væmmelse i øjnene.

   De stirrede ikke på hinanden ret længe, før Val brød tavsheden med et ynkeligt forsøg på at snakke. Men det endte bare med en masse dybfrosne host. Hun frøs virkelig meget, og selvom hun virkelig prøvede, så kunne hun ikke skjule det. Drengen der stod få meter fra hende, hævede bare det ene øjenbryn til langt op i panden. Det irriterede hende. Især at han så sådan ned på hende. Hun formåede at hoste færdigt, og rejste sig så yderligere op. Der gik ikke lang tid, før hun sad helt oppe. Hun skævede skeptisk mod drengen med et dømmende blik. 

   "Du kunne også bare sige tak, dumme pigebarn." Hans stemme og ord hang i luften i længere tid, mens Vals ansigtsudtryk bare så dummere og dummere ud med tiden. Hun rømmede sig, og løftede næsetippen højere op i luften.

   "Tak, for at du i det mindste prøvede på at drukne mig." Hun gjorde et håbløst forsøg på at rejse sig op, og landede pinligt tilbage på bagdelen. Drenges hånlige fnys gav genlyd i hele den form for grotte, de nu befandt sig i. Hun kiggede gysende rundt omkring i den kolde grotte, og vendte blikket tilbage til ham. Hun nåede at se, hvor voldsomt han rullede med øjnene.

   "Er du fuldkommen dum, eller slog du hovedet på noget tidspunkt?" Han lod vredt vikle sine arme ud af hinanden, og placerede dem langs siden. Han så virkelig bleg ud med det stramme mørke tøj, og det mørke hår. Han havde både tydelige kindben, kæber og kraveben, og kunne nemt ligne noget fra en superheltfilm. 

   "Det kan jeg ikke helt huske. Du ved, jeg havde lidt travlt med at holde mig selv i live." Hendes stemme lød irriterende sukkersød, som om hun talte til en lille og uviden dreng.

   "Og det kunne du tydeligvis heller ikke. Er der noget, du overhovedet kan?" Vals negle blev boret ind i hendes håndflader af ren raseri. Hvor hun dog hadede, når sådan nogle drenge skulle spille så smarte. Men hun formåede at smile hånligt til ham, og lagde hovedet på skrå.

   "Jeg kan flå dine øjne ud, og bruge dem som oliven i den sandwich jeg laver af dine lemmer." Hun vidste godt selv, at hun ikke kunne. Det var tydeligt, som hun sad der. Så lille, tynd og skrøbelig. Bare han ikke tog imod hendes udfordring. De vidste begge godt, hvor håbløst det ville være for hende overhovedet at prøve.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...