Hekseblod

Camille er en af de typer der aldrig rigtigt har brudt sig om alt det som alle andre elsker. Men hvad er det dog der trækker hende væk? Hvad er det, der frister hende væk fra alt det "normale"?

3Likes
3Kommentarer
526Visninger
AA

5. Kontakten

Latteren holdt endelig op, og den fremmede person lettede vægten så hun kunne vende sig om. En muskuløs pige med kort lilla hår havde et koncentreret udtryk i ansigtet. Hun greb fat i Vals håndled med sådan et fast greb, at det føltes som om at hendes hænder snart ville knække af. Uden helt at vide hvad der skete, blev hun revet op fra jorden og kastet ind i grottens væg.

   "Det er ikke helt fair, er det nu?" spurgte den mørkhårede dreng. Han havde stadig et smil om munden, men nærmede sig nu for at trække den hidsige kvinde væk. Vals syn var helt sløret til, men hun kunne stadig fornemme det stramme sorte tøj matchende drengens. Og hun kunne også se noget sølv stikke ud af hendes bælte, men så heller ikke mere inden hun brød sammen igen. Et opgivende suk kunne høres, og en skikkelse knælede ned mod hende. 

   "Er det mundanens taske?" lød pigestemmen. Val hørte ikke et svar, men blot alt hendes indhold der blev hældt ud, hvilket gav en genlyd i grotten. "Sødt."

   "Hvad snakker du om?" sagde drengen. 

   "Hun er ikke helt uduelig, hun kan lave kruseduller med en blyant. Se lige her, der ligner næsten vor- HEY!" råbte hun. Drengen fór op og sprintede hen til hende. Han gispede da han rev et af papirene ud af hænderne på hende. Han måbede i et godt stykke tid, inden han trak sig hen mod Val igen. 

   "Eli, lad være med at vække hende. Vi vil ikke have modstand. Ikke indtil Theo kommer tilbage med mere information. Vi må ikke røre hende, kan du ikke huske det?" Drengen, der åbenbart blev kaldt Eli, brød ud med et falskt grin.

   "I det mindste var det ikke mig der moste pigebarnet op ad væggen som en eller anden-"

   "Vi har fået ny ordre, vi har fået ny ordre!" afbrød en dyb, men panisk, stemme ham. Val lå imens på jorden, og lod som om hun var bevidstløs. Hun vidste udmærket godt, at hvis hun vågnede igen, så ville de bare tæve hende bevidstløs på samme måde. Så hun forblev rolig, og prøvede at sætte to og to sammen. 

   "Læs brevet." Den mørkhårede dreng tog fat i brevet i den hånd han ikke havde Vals tegning i, og læste højt så pigen med lilla hår kunne følge med i hvad der skete.

   "Kære Elian, Luna og Theodore. I tre er nu blevet udvalgt til at..." han skævede kort over mod Val, og skiftede hurtigt ordene ud. "I tre er nu blevet udvalgt til at fange sommerfugle i undergrundsbanen, da der i løbet af de sidste tre timer har været et hævet antal af sommerfugle der har fanget eller dræbt mennesker." Han kiggede rundt på de to forvirrede ansigter. "Øh, jeg mente selvfølgelig kildet mennesker..." sagde han, for ligesom at rette sig selv. Selvom han næsten var sikker på at Val var bevidstløs, så ville han alligevel være på den sikre side. 

   Luna rullede med øjnene, og samlede Vals ting sammen i tasken, hvorefter hun kastede den over skulderen. Med få skridt med hendes lange ben, var hun allerede ved indgangen til grotten. Theo stod med hævede bryn.

   "Stjæler du fra en bevidstløs pige? Ikke fedt." Hun rullede blot med øjnene, og skubbede ham til siden så hun kunne komme forbi. 

   "Undskyld mig, blondie. Hun er for interessant til bare at lade ligge og rådne. Elian reddede hende åbenbart fra en Grindylow-

   "Det var ikke en Grindylow! De lyser ikke, og de er ikke-"

   "Hvad skulle det ellers være, smartass? Poseidon, eller hvad? Din dumme-"

   "Hold nu mund, jeg er hamrende ligeglad om det var en gud eller en myre, få hende nu ud herfra og slet hendes hukommelse." Afbrød Theo, og kiggede afventende på Elian, der skulle afgøre om hun skulle med eller ej. Val åbnede forskrækket hende øjne. Slette hendes hukommelse? 

   "Barnet er vågnet..." udpegede Theo, og lagde hans arme i kors. Nu forstod hun hvorfor hende Luna havde kaldt ham blondie. Hans hår var næsten blændende, som en glorie. Hans øjne var blå med en skær af lilla. Hans kropsbygning var ligesom Elians, trænet og med en god form. 

   "Hvad skal vi gøre af hende? Jeg synes ikke vi bare skal efterlade hende... jeg mener, vi kan slette hendes hukommelse når vi kommer ud herfra, og så føre hende tilbage." forslog Elian, mens han rystede vandet ud af hans hår for sidste gang. Theo og Luna nikkede på samme tid, og kort efter blev Val løftet op bagfra. Hun gispede i forskrækkelse da hun blev kastet over Elians venstre skulder. Hendes kinder blev røde sekundet efter. Det var lidt pinligt at han kunne løfte hende sådan. 

   "Jeg kan altså godt gå selv."

   "Du kan knap nok trække vejret selv, ti stille." sagde han, mens han kom til at piske sit våde hår i hendes ansigt.

   De gik alle slæbende mod udgangen, og efterlod grotten langt bag dem. Daggryets lys lyste udgangen op. De var ude et halvt minut efter. Hun havde været her hele natten, og Kyle var sikkert virkelig bekymret. Elian lagde hende endelig på græsset. Han stirrede på hende med et rynket bryn.

   "Intet tak? Pokkers møg-"

   "Jeg har allerede takket dig." Hun mindede ham om det sarkastiske tak hun havde givet ham før.

   Han mumlede de mest fæle bandeord, men vendte sig om. Han gad ikke spilde mere tid på hende. Efter han havde gået væk fra hende for at stå med Luna, var Theo kommet hen til hende. Han knælede ned til hende, og kiggede hende dybt i øjnene.

   "Du var herude for at tegne, men du var så træt at du faldt i søvn. Og din tegning... den blæste væk. Nu tager du hjem, og lever resten af dit liv i fred. Du vil aldrig kunne huske det her." Sagde han, mens han pupiller skiftedes til at blive større og mindre for hvert sekund. Han rejste sig op igen, og var på vej til at vende sig om.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...